Nyhed
22. apr. 2011 | 18:50

Actionfilm skaber flykaos i USA

En flyveleder i Ohio foretrak Samuel L. Jackson-film frem for radarskærmen i kontroltårnet.
Af Mikkel Kofod

Mens debatten herhjemme raser om overanstrengte piloter, der ikke får hvile nok, har man et helt andet problem i USA.

En flyveleder så natten til søndag en film på dvd, mens han var på arbejde i kontroltårnet i Cleveland Hopkins Airport i Ohio. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Flyvelederen var kommet til at slå sin mikrofon til, så piloterne kunne høre lyden fra Cleaner. I actionfilmen spiller Samuel L. Jackson en tidligere politibetjent, der lever af at gøre rent på mordsteder for politiet.

Hårdkogt dialog
Den tændte mikrofon blokerede for alle indgående opkald til kontroltårnet, så i flere minutter måtte piloterne på rutefly i Cleveland-området høre på hårdkogt dialog mellem Samuel L. Jackson, Ed Harris og Eva Mendes.

Først da en pilot på et militærfly, der benytter andre frekvenser end ruteflyene, gjorde kontroltårnet opmærksom på problemet, fik flyvelederen slukket for filmen og vendt blikket mod radarskærmen.

Søvnige flyveledere
Episoden kommer langt fra betimeligt for det amerikanske luftfartsvæsen, Federal Aviation Administration (FAA).

Direktøren for FAA Randy Babbit iværksatte for to måneder siden en undersøgelse af sikkerheden i amerikanske lufthavne. Undersøgelsen har medført seks sager om flyveledere, der har sovet på jobbet.

I et af tilfældene havde flyvelederen redt en seng, og flyene kunne i et kvarter ikke komme i kontakt med kontroltårnet. I sidste uge måtte FAA’s sikkerhedschef Hank Krakowski gå af.

Flyvelederen fra Ohio er blevet suspenderet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko