Afdeling Q finder ny instruktør
Inden sidste års premiere på Marco Effekten skrev vi, at Afdeling Q-filmene som nyere tids største biografsucces er den nye Olsen-banden.
Men det gik langt fra som håbet, da Nordisk Film forsøgte at starte forfra med den populære filmserie.
De første fire film med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørck trak et enormt publikum, men da Ulrich Thomsen overtog tøjlerne i Marco Effekten, var tilslutningen knap så overstrømmende.
Filmen solgte skuffende 225.000 billetter i biografen. Det er et stort tal, men sammenlignet med forgængernes gennemsnit omkring 750.000 et kæmpe fald.
Nu er der udskiftning i filmholdet på den kommende sjette film i serien, som filmatiserer Jussi Adler-Olsens populære krimibøger.
Martin Zandvliet (Under sandet), der sad i instruktørstolen på Marco Effekten, skal således ikke instruere Den grænseløse, der står til premiere 5. oktober 2023.
På Det Danske Filminstituts støttelister kan man læse, at Den grænseløse har fået 12,5 millioner kroner i produktionsstøtte. Og så står der, at manuskriptet skrives af Jakob Weis, mens filmen instrueres af Ole Christian Madsen.
Mystisk mand og religiøs sekt
Ole Christian Madsen har senest været episodeinstruktør på Lone Scherfigs TV 2-serie Dag & nat, mens han i 2020 var aktuel med terrordramaet Krudttønden.
De seneste år har han også været i vælten for sin rolle som bestyrelsesformand for European Film College, der blev ramt af en stor #MeToo-sag. Ole Christian Madsen trak sig fra posten i 2021 og overlod den til Producentforeningens direktør Jørgen Ramskov.
Instruktøren har tidligere stået bag film som Pizza King, Nordkraft og Flammen & Citronen. Han fik succes i USA, da han instruerede en række afsnit af den kritikerroste tv-serie Banshee, hvor Ulrich Thomsen spiller en hovedrolle som skurk.
Nu bliver de to genforenet i Den grænseløse, hvor Carl Mørck efterforsker en sytten år gammel sag på Bornholm. Her blev en ung kvinde fundet død under mystiske omstændigheder. I sin opklaring kommer Mørck på sporet af en mystisk mand og en religiøs sekt.
Der er planlagt fem film mere i Afdeling Q-serien, så håbet er nok stort for, at Den grænseløse får mere succes end Marco Effekten.
Kommentarer