Idealismens vrangside

Viggo Mortensen kan afmontere hvad som helst. Ikke kun fordi han er fingernem og gammel havnearbejder på Esbjergs dok, men han afmonterer også enhver sætning eller social sammenhæng.

Det står klart ganske kort inde i interviewet med ham og instruktør Matt Ross i anledning af deres underfundige Captain Fantastic, som netop har haft dansk premiere og anmeldes her.

Matt Ross er lige gået gang med at fortælle om den fabelagtige location langt uden for lands lov og ret, hvor filmen starter, og hvor Mortensen render rundt som den hippieorienterede far, der opdrager sine børn i en skov og lærer dem at begå sig praktisk, men langt fra socialt.

”Det var et fantastisk sted at filme,” siger Matt Ross. ”Alene hytten og haven var jo som noget fra en anden verden. Noget fuldstændigt uberørt i en ellers menneskeskabt tidsalder.”

”Det var mig, der såede og opdyrkede haven, inden Matt kom,” siger Mortensen knastørt.

Viggo Mortensen læner sig tilbage og klør sig på hagen, som om han tror, at der er skæg i det morgenbarberede ansigt.

”Ja, det er jo rigtig nok,” griner instruktør Ross og fortsætter så med at forklare om sin films dogmer.

”Jeg ville have to ting: Viggo som hovedperson og Stéphane Fontaine som fotograf. Han har tidligere skudt de fantastiske Profeten og Smagen af rust og ben, og samtidig har jeg set alle Viggos film, så …”

”Og alligevel valgt du mig til rollen – utroligt!” bryder Viggo Mortensen ind.

Matt Ross trækker på smilebåndet. Det er tydeligt, at han har oplevet denne situation mange gange før, så efter en vejrtrækning fortsætter han:

”Viggo er forrygende i alle sine film, og at møde ham var en stor fornøjelse. Han har sans for gode historier, og jeg var stolt over, at han kunne lide mit manuskript.”

Viggo Mortensen slipper hagen og læner sig frem.

”Det kunne jeg,” siger han og lader det drillende smil få en pause.

”Det er sjældent, at jeg går ind foran et kamera og gør, hvad der har stået i det første manuskript, jeg har fået udleveret. Men Matts manuskript talte til mig, fordi det turde være idealistisk, men også finde sprækkerne i selvsamme idealisme. Faren i denne film er et ekstremt komplekst menneske, og det er sådanne mennesker, jeg kan lide at tegne.”

– Hvorfor?

”Fordi film gerne må arbejde med virkeligheden, men alligevel selv være noget andet. I det krydsfelt kan der opstå noget uforklarligt, og der er nødt til at være lidt kompleksitet tilsat. Ellers bliver alting for overfladisk.”

Vi har mistet nysgerrigheden
Viggo Mortensen ser lidt frem for sig. Matt Ross ser på ham. De to har ikke problemer med kunstpauser, så der falder lidt ro rundt over bordet på det hippe Hotel SP34 i Københavns centrum.

– Er filmen om en far, der opdrager sine børn til at blive gode samfundsborgere, men som glemmer at gøre dem parate til at interagere socialt med andre mennesker, en utopi eller en dystopi?

”En utopi, helt klart,” siger Matt Ross.

”Jeg er ikke så sikker,” siger Viggo Mortensen. ”For jo, det her er på mange måder en venstreorienteret utopisk fantasi, men når man går så meget ud ad en tangent, som faren i denne film gør, opstår der også dystopiske træk. Han er ikke ’Captain Fantastic’ hele tiden, men jeg er meget begejstret for hele familien. De er konstant ærlige og nysgerrige, og det mangler den moderne verden i den grad mennesker, der er.”

”Præcis,” siger Matt Ross.

”Men,” afbryder Mortensen og smiler igen drilskt. ”Når man fokuserer så meget på idealer, glemmer man sommetider det menneskelige aspekt.”

”Det er selvfølgelig rigtigt,” siger Matt Ross. ”Men det, jeg så godt kan lide ved faren og familien, er, at de er overbevist om, at man skal kunne gøre tingene selv. Man skal kunne fikse sin egen bil, sit hus eller noget helt tredje. Hvem kan overhovedet det i dag? Samtidig skal man vide noget om demokrati og historie. Men hvor mange gør overhovedet det i dag? Viggo har helt ret i, at der mangler en basal nysgerrighed i verden.”

Sprækkerne
– Det er interessant, at I er så enige, når det kommer til netop nysgerrigheden. For da faren i filmen bliver nødt til at bringe sine børn ud i den virkelige verden, viser det sig, at de ældste af dem interesserer sig for det samme som alle andre unge. Især det modsatte køn …

”Ja, der er uden tvivl en sprække i hele dette idealistiske billede,” griner Matt Ross. ”Men jeg synes, at det var afgørende, at netop det skete, fordi de fleste amerikanske film i disse år er så sort-hvide. Man skal konstant have at vide, hvad man skal føle igennem en forsimplet historie eller alt for meget underlægningsmusik.”

Ross kigger over på Mortensen, som blot kigger tilbage. Så fortsætter han:

”Jeg vil se film, hvor man kan diskutere bagefter. Engang lavede amerikanske instruktører film, hvor holdningen til karaktererne ændrede sig undervejs. Dér var noget, man kunne tale om, når man forlod biografen!”

– Og sådan er det altså ikke mere?

”Det er i hvert fald sjældent. Det er meget få amerikanske film, jeg har set de seneste mange år, som tør være bare en smule originale. Der kommer ikke mere end to film om året, som kan få mig op af biografsædet. Og slet ikke på blockbuster-fronten. Jo, Paul Greengrass og Matt Damons Bourne-film kunne et eller andet, men ellers kan jeg ikke lige komme på noget.”

”Og Peter Jacksons film kan også noget interessant,” tilføjer Viggo Mortensen. ”Nogle få instruktører kan transformere en vigtig historie til en filmisk interessant historie. Se bare på Christopher Nolan og hans seneste mange film.”

– Det lyder, som om vi snart skal se Viggo Mortensen i en Nolan-film?

”Jeg har aldrig mødt ham, men lad mig bare sige, at hans film er … interessante,” siger Viggo Mortensen. Kommentaren følges naturligvis op af det drilske smil.

”Jeg har engang set Nolan i en biograf, men jeg henvendte mig ikke,” siger Matt Ross og kigger på Mortensen, som blot kigger tilbage.

”Vi sender ham en e-mail og siger, at vi begge to er åbne over for et samarbejde,” griner Viggo Mortensen så.

Naturligt næsepilleri
Der er ingen tvivl om, at der er opstået et professionelt venskab imellem Mortensen og Ross. Men det skulle da også ”bare lige mangle”, som instruktøren udtrykker det. De var nemlig konstant sammen, da Captain Fantastic skulle i kassen.

”Vi filmede alt håndholdt. Når man gør det, så ånder kameraet sammen med skuespillerne. Vi havde hele tiden to kameraer på skuespillerne og på den måde forsøgte vi at gøre kameraet helt naturligt – som en ekstra birolle,” forklarer Matt Ross.

”Viggo er ligeglad med kameraet – han spiller bare – men børnene i filmen skulle også gerne føle, at kameraet ’bare var der’. Vi har en scene, hvor hele familien spiller musik rundt om et bål, og den seksårige søn begynder at pille næse.”

”Lige netop dér vidste jeg, at vi havde fået implementeret kameraet som en deltager og ikke som en registrator. Jeg havde ikke fortalt knægten, at han skulle pille næse, men det var bare naturligt for ham i situationen.”

”Ja,” siger Mortensen.

”Drengen kedede sig simpelthen, og så gør han, hvad alle andre drenge på hans alder gør. Piller næse eller gaber eller noget helt tredje. Han havde siddet og set på mig en hel aften ved det bål, og han var så meget inde i rollen, at han efterhånden ikke syntes, at det, far gjorde, var sejt. På den måde viser han også, at der er de her små sprækker i en så idealistisk familie, og det er dem, vi undersøger med Captain Fantastic.”

Interview-tiden er gået, men Viggo Mortensen er ikke helt færdig endnu. Han rejser sig og stikker en flyer med filmens titel frem.

”Den er med frø og gødning i. Man skal bare hælde lidt jord og vand på, og så vokser der noget op,” siger han endnu mere underspillet end på noget tidligere tidspunkt i samtalen.

– Virker det?

”Det er ligesom med idealisme,” smiler Mortensen. ”For nogle virker den, for andre gør den ikke.”