AFR — Den urørlige

AFR er filmen, Anders Fogh Rasmussen vil hade indtil den dag, han ligger på dødslejet - et i øvrigt psykologisk interessant øjeblik for et menneske, hvis hele livsstrategi går ud på at benægte alle nederlag.

Vil den på det tidspunkt forhenværende statsminister, når det sidste hjerteslag nærmer sig, gentage det mantra, som han har pløjet gennem alle livets forhindringer med: "Nu må vi se at komme videre?"

Eller vil han til allersidst tillade sig tilbageblikkets luksus? Og hvad vil der så vise sig for Anders Fogh Rasmussens indre blik?

Han vil ikke se sit liv passere revy. Fogh Rasmussen vil gense Morten Hartz Kaplers' film. Som en fosforbombe vil den over årene have brændt sig gennem alle hans forsvarsværker, indtil den når frem til det hjerte, som han er så ivrig efter at forsikre os om, at han ikke har. Og det vil filmen, ikke fordi den i fiktiv form leger med den tanke, at statsministeren kunne være bøsse, men fordi den fremsætter den hypotese, at han inde bag det formstøbte jakkesæt, der synes at være gjort af det samme panser som hans ministerbil, kunne være et menneske. AFR minder om, hvilket fantastisk værktøj politik kunne være, når det gælder om at forandre verden. Den fortæller ham og os, hans vælgere, om politikkens glemte mission: at gøre livet bedre for de milliarder af mennesker på planeten, hvis liv er sunket ned i en udsigtsløs fattigdoms mørke.

I statsministerens sidste øjeblik af svindende lys vil AFR brænde på hans hjerte, fordi den viser ham, at summen af alle hans livs taktiske sejre på landsmøder, ved valg og i opinionsundersøgelser er et stort sviende nederlag, der ikke er til at skelne fra et menneskeligt svigt. Hvis Anders Fogh Rasmussen var mere end blot snu - og snuhed er, som forfatteren John Steinbeck engang skrev, blot en begrænsning af sindet - ville han en dag forstå, at denne film er den største tillidserklæring, han kommer til at modtage i sit kuldslåede, kalkulerede liv.

                                                   *

SOM dansk politiker er Anders Fogh Rasmussen et paradoks. Han er i al sin tilknappethed så helt og aldeles ufolkelig. Han synes at være støbt i et stykke, men ikke som i udtrykket "en helstøbt karakter". Han er i stedet facade hele vejen igennem. Der er ikke noget derinde, andet end endnu mere størknet beton.

Hans forgænger som statsminister var socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, der bar sin usikkerhed helt uden på tøjet. Det gjorde ham menneskelig, men ikke populær, og læren af hans vaklende gang frem mod det endelige nederlag synes at være, at kun den sprækkeløse professionalisme sikrer succes.

Som politiker er Anders Fogh en leder, men ikke i politisk forstand en statsmand i spidsen for en nation. Han er snarere en erhvervsleder, der dygtigt positionerer sit firma på markedet, og firmaet er ikke Danmark, men partiet Venstre. Alle hans beslutninger er karrieretræk, og sådan ses og udlægges de også af pressen, hvis såkaldte analytikere fuldstændig deler hans verdens-billede, nemlig at politik er et retorisk spil uden andet formål end magtens bevarelse.

I pressens øjne er Anders Fogh Rasmussen altid på toppen, men ingen nævner, at den top, han står på, er bygget af nederlag på nederlag.

Han lancerede kulturkampen, men måtte efter katastrofale opinionstal forbyde kulturministeren nogensinde igen at nævne ordet.

Han erstattede verdens mest avancerede miljøpolitik med Bjørn Lomborg og dennes statistiske stunts, en mand, som vores børnebørn i et Danmark, der bag tårnhøje diger er reduceret til en fjerdedel af sin nuværende størrelse, vil huske og nævne på linje med holocaustbenægteren David Irving. Nu er Fogh grønnere end Svend Auken, men i miljøprogrammet er der ingen løsningsforslag, hvad pressen høfligt undlader at nævne, fordi politik i journalisternes optik kun drejer sig om retorik og ikke om virkelighed.

Han gør en historisk indsats for at skære ned i ulandsbistanden og erklærer derefter Afrikas fattige sit hjertevarme engagement.

Han hylder ytringsfriheden og lader sine ministre true DR's medarbejdere med fyring, hvis de i almindelig journalistisk respekt for kendsgerningerne afviger fra en partilinje, der i tilfældet Irak ikke kan skelnes fra den form for behandlingskrævende virkelighedsfornægtelse, man ellers kun kender fra psykisk syge. Løgnen om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben står tatoveret i panden på ham, men the gentlemen of the press kigger diskret til den anden side, som om det i stedet drejede sig om et medynkvækkende fysisk handicap, som deres gode opdragelse forbyder dem at nævne. Danske tropper kan nu trække sig ud af Irak efter påstået veludført gerning, skønt deres indsats ifølge dem selv var planløs, og de lokale sikkerhedsstyrker, der skal tage vare på det spæde demokrati, består af fundamentalistisk-religiøse dødspatruljer, som torturerer og henretter alle modstandere.

Når Irakkrigen har gjort præsident Bush til verdens ensomste mand og for altid ødelagt Tony Blairs eftermæle, mens Anders Fogh Rasmussen står uplettet, skyldes det ikke, at den danske statsministers spindoktor Michael Ulvemann er bedre end Bushs berygtede Karl Rove, men at Danmark i Anders Fogh Rasmussens regeringstid ikke længere har nogen fjerde statsmagt. At dansk presse ikke selv er klar over det, er kun beviset på dybden i dens krise.

Anders Fogh Rasmussen har heller ikke nogen politiske modstandere eller rivaler. Han har imitatorer. Da Helle Thorning-Schmidt triumferede som nyvalgt formand for socialdemokraterne med ordene "Jeg kan slå Anders Fogh!", var det ikke en politisk opponent, der udfordrede. Det var blot ansøgeren til en eftertragtet lederstilling, der redegjorde for sine karriereplaner. Helle Thorning-Schmidt inviterede ikke sine vælgere til at deltage i den politiske kamp om fremtiden, i stedet anbragte hun os i sofaen foran en soap, der handler om en velplejet yngre kvindes sociale opstigning. Vil Helle klare den? Fortsættelse følger i næste opinionsundersøgelse.

                                                   *

POLITIK synes ikke længere at handle om andet end personer, men de personer, der træder frem på skærmen, er helt ud i valget af frisure, slips og skjortefarve et simpelt resultat af det sociologisk-industrielle kompleks, det vil sige den samlede indsats af opinions-undersøgelser, kommunikationsfirmaer og spindoktorer, hvis råd følges ned i den mindste detalje. Formålet er altid den maksimering af markedsandelene, som udgøres af antallet af stemmer.

Når vores følelsesliv undersøges helt ned på neutron-niveau, er der altid nogen, der kender vores behov bedre, end vi selv gør. Men det betyder ikke, at det moderne demokrati er mere fintmærkende over for vælgernes ønsker end nogensinde tidligere. Det betyder blot, at det er bedre til at styre og manipulere dem end nogensinde tidligere, for kommunikationen finder sted i form af signaler, der taler til helt andre lag i personligheden end der, hvor fornuften og argumenterne holder til.

I moderne politik kommunikeres der for at bringe fornuften og dens anarkistiske børneflok af kritiske spørgsmål og indvendinger til tavshed. Politikere vil i dag ikke forføre os til store, historisk svimle projekter. Formålet med deres manipulationer er et helt andet. De vil blot have lov at være i fred for demokratiet. Når de åbner munden, er det ikke for at invitere til samtale, men for at få det sidste ord. Derfor er politik i dag en lang indføring i afmagtens psykologi.

Da den svenske statsminister Olof Palme blev myrdet i 1986, druknede politiets undersøgelse i fantasifulde henvendelser fra borgerne. Hvis alle de konspirationsteorier, der dukkede op i løbet af efterforskningen, skulle have haft et gran af sandhed i sig, ville der på mordaftenen have befundet sig en endeløs kø af ventende mordere i gaderne omkring gerningsstedet. Et af de mere fantastiske påfund var, at Olof Palme havde iscenesat sit eget selvmord for at skjule, at han led af aids. Ethvert magtmenneske, der forekommer urørlig og urokkelig, giver anledning til den slags folklore. Det er afmagtens fantasier om magtens udskejelser, de almægtiges hemmelige dobbeltliv, som hos fæstebønderne, der om natten stirrer på den mørklagte herregård og digter deres undertrykker om til vampyr.

Også den danske statsminister har en hel komethale af rygter efter sig. Det er prisen for hans politiske urørlighed. Selv i en facade uden sprækker finder folkefantasien fodfæste, og hinsides den ellers altfavnende medieverden er der en hel skyggeverden af vedholdende, men altid upubliceret sladder om Anders Fogh Rasmussens påståede seksuelle afvigelser, som, hvis sladderen var sand, ville få det politiske system til at bryde sammen.

                                                     *

DET var i denne skyggeverden, jeg troede, Morten Hartz Kaplers' film AFR befandt sig: Statsministeren er bøsse og bliver myrdet af en tidligere elsker. Politisk satire erstattet af inkriminerende sladder! Det er afmagtens sprog, tænkte jeg, endnu et bevis på, at vi i Danmark ikke har nogen politisk opposition, ja, end ikke en platform af ideer, hvorfra der kan skydes på de urørlige.

Men Morten Hartz Kaplers' film er alt det modsatte. Den er i grunden ikke satire, man bevæges oftere end man ler, ikke et øjeblik appelleres der til ondsindet hoveren, og man forlader biografen i en sjælden sindsstemning, opløftet, ja, nærmest højtidsstemt, fordi man har overværet noget så kategorisk u-cool og u-trendy, så hjerteskærende naivt som en trosbekendelse på det gode i mennesket og kærlighedens kraft.

Morten Hartz Kaplers har ikke gået på Den Danske Filmskole, - og hans film har fået afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut.

Alle døre har lukket sig for ham, og så har han selv slået et hul i muren med en film, der vender sin påtvungne lavbudget-status til en spektakulær fordel.

AFR ligner en dokumentarfilm, en dybdeborende undersøgelse af mordet på en statsmand og et indfølt portræt af en stor afdød. De mange vidner spilles af ukendte skuespillere i typiske interview-positurer. Fanget midt i deres hverdag stirrer de enten ind i kameraet eller frem for sig, mens de grundende redegør for den tragedie, som statsministerens liv i Kaplers' regi udvikler sig til.

Dramaets politiske hovedpersoner er derimod sig selv, dygtigt sakset fra indslag i medierne. Når Pia Kjærsgaard siger om Anders Fogh Rasmussen, at "selvfølgelig var han bøsse, det var da noget, alle vidste", kan vi godt regne ud, at hun taler om den hollandske politiker Pim Fortuyn. Men når Anders Fogh Rasmussen taler om nøden i den tredje verden og det indtryk, den har gjort på ham, om nødvendigheden af at bekæmpe den lammende fattigdom, om frihed og vores moralske forpligtelser over for de nødlidende, sker der noget helt andet.

Man ler, fordi det er det nemmeste. Men man har lyst til at græde, fordi det bare er så sørgeligt at høre på. Det er jo idealismens retorik, statsministeren forråder i et magtspil, hvis stigende lurvethed vi år efter år er magtesløse vidner til. På den blideste, mest underfundige måde gør Morten Hartz Kaplers opmærksom på det oversete forhold, at Anders Fogh Rasmussen nok er den mand i Danmarkshistorien, der egenhændigt har gjort den største indsats for at gøre det danske sprog meningsløst.

Hvis man sendte et helt hold af sprogforskere ind i statsministerens taler på jagt efter mening, ville de komme tilbage med samme resultat som FN's våbeninspektører, da de blev sendt ind i Irak for at lede efter masseøde-læggelsesvåben. De ville intet og ingenting finde.

Det er her, Morten Hartz Kaplers begår sin genistreg, et greb så overrumplende, at man er et godt stykke inde i filmen, før det går op for én, hvad han egentlig er ude på. Han lader, som om han tror på statsministerens ord. Ja, han gør mere end det. Han giver os en historie, hvor statsministeren selv tror på sine egne ord og vælger at tage konsekvensen af dem.

Anders Fogh Rasmussen bryder med sit politiske bagland og søger nye, overraskende alliancer. Han bliver en fortaler for den tredje verden, et nyt årtusindes Gandhi, der bruger sin karisma og internationale status til i et samarbejde mellem politikere og multinationale at skabe den fond, der omsider skal redde de nødstedte ud af fattigdomsfælden. Vi tages med til Afrika, hvor vi ser de projekter, der måtte sættes i stå, da han blev myrdet. Og vi er ikke i tvivl. Det var ikke en bøsse-elsker, der tog livet af ham. Mordet var politisk motiveret. Han var blevet en farlig mand for den etablerede verdensorden.

                                                         *

FILMENS anden genistreg er portrættet af bøssen Emil, statsministerens on and off-elsker i et Romeo og Julie-agtigt forhold, hvor konventioner og samfundsstatus skiller, og den etablerede statsminister med de mange hæmmende hensyn først for sent tør overgive sig til kærligheden.

Emil spilles af instruktøren selv. Vi hører ham aldrig selv tale. Han er kun fanget på grovkornede dokumentaroptagelser, mens han portrætteres gennem venner og bekendtes ord. Emil er en fortabt ung mand på farlig balancegang mellem selvdestruktion og voldeligt oprør. Han er adoptivbarnet med et sort hul i sin barndom. Livet igennem hjemsøges han af et uopfyldeligt kærligheds- og bekræftelsesbehov, der driver ham ud i en blanding af desperat selvhad og dødbringende hævnfantasier, når han uundgåeligt skuffes.

Gennem Emil gør Morten Hartz Kaplers noget meget dristigt: Han tegner et nøgternt portræt af en kunstnerisk og seksuel undergrund, det andet Danmark, der utvivlsomt har en selvforståelse som et alternativ, et næsten revolutionært modstykke til en stivnet borgerlighed. Det ville være så nemt at romantisere undergrundens bøsse- og kunstnermiljøer, men Kaplers falder ikke for fristelsen. Han udstiller og forråder heller ikke miljøet, ligesom han heller ikke udstiller eller forråder statsministeren. Han gennemskuer blot undergrunden. Han ser dens livsløgne og antyder den mangel på ambition og fremdrift, ja talent, som ligger bag en ørkesløs eksperimenteren med livsstile, stoffer, kunstneriske udtryk og skiftende politiske ideologier.

Kaplers har tydeligvis sandhedskærligheden til fælles med den ægte dokumentarfilm, og det gør AFR til en meget hudløs og sårbar film. Med AFR har han bevæget sig ind i et minefelt, og han gør det helt uden beskyttelsesdragt. Han antyder ikke, at Emil skulle være et bedre menneske end Anders. Han tror på dem begge, fordi han tror på kærlighedens forandrende kraft, et ærkeromantisk synspunkt, som her overraskende viser sig at være en kunstnerisk styrke.

Med AFR har Morten Hartz Kaplers vist, at man aldrig kan holde et talent nede, ikke engang i filmbranchen, hvor alt ellers er så afhængigt af producenter og filmstøtte. Hvor meget anden filmkunst, lavet af folk der ikke er meget ældre end ham, afslører sig med AFR's målestok ikke som allerede stivnet, skabelonagtig og kommercielt behagesyg? Der er ingen tvivl. AFR er årets film. Den tilfredsstiller ikke kun den ensomme steppeulv, som i årevis har drømt om at se en kritisk film, der magter at gå til rødderne, men også det forelskede kærestepar, der på bageste række vil flette fingre i mørket og mærke hjertet dunke. At forene en stærk politisk vision med feel-good-filmen - det er da en præstation!

Jeg ved ikke, i hvilken alder det er passende for en politiker at træde tilbage, men hvad virkelighedens Anders Fogh Rasmussen angår, frygter jeg, at han med medierne og Helle Thorning-Schmidts hjælp holder en syv-otte valgperioder endnu. Så måske er filmen også i denne henseende tættere på virkeligheden, end den selv ved af: Vi må håbe på, at også den rigtige AFR en dag finder en bøsse-elsker, der med kærlighedens kraft vil åbne hans øjne for en verden, der råber, ikke på flere løgne, men på omsorgsfuld forandring.

Det er tilsyneladende vort eneste, vel sagtens grundløse håb: At den urørlige en dag lader sig røre.