”Mentalt er Kosovo stadig et bombet land”

Birgitte Stærmose forstår albansk til husbehov, har besøgt Kosovo et hav af gange og er har netop haft Berlinale-premiere på Afterwar, som handler de varige af krigen, der hærgede landet i slutningen af 90’erne.

Det poetiske film får fem stjerner i Ekko og er nomineret til Berlin-festivalens dokumentarpris.

Men da instruktøren første gang hørte om Kosovo for tyve år siden, var hun ikke helt sikker på, hvad det var.

”Jeg var blevet forælder, lige da krigen stod på, så jeg var i total børne-mode,” fortæller Birgitte Stærmose.

Små skred blev også nomineret til den prestigiøse European Film Award for bedste kortfilm, men den lille festival viste sig at få lige så stor betydning for instruktøren.

”Jeg blev tilbudt at komme derned året efter som jurymedlem. Og jeg har et princip om, at hvis jeg bliver tilbudt at komme et sted, hvor jeg aldrig ville komme på familieferie, så siger jeg ja. Det slog benene væk under mig.”

”Jeg oplevede et land med et kollektivt traume. Enormt megen sorg. Arene fra krigen kunne ses overalt, men alligevel var der utroligt meget liv. Det var oplevelsen af ekstrem virkelighed. Som om scenografen ikke var ankommet endnu.”

Den lokale De Niro
Birgitte Stærmose fik lyst til at iscenesætte den ekstreme virkelighed, så oplevelsen af efterkrigs-Kosovo kunne mærkes i biografsalen. Resultatet blev i første omgang kortfilmen Ønskebørn fra 2009.

Hun interviewede en flok fattige børn fra hovedstaden Prishtina, som efter krigen gik på gaden for at sælge cigaretter og peanuts.

Derefter skrev forfatteren Peter Asmussen digte mere eller mindre løst baseret på børnenes fortællinger, som de lærte og fremførte foran kameraet med en iscenesat version af deres hverdagsmiljø i baggrunden.

”De havde overraskende nemt ved at sige monologerne. En af dem, Shprësim Azemi, kaldte vi for Robert De Niro, fordi han var så god foran kameraet.”

Shprësim dukker op flere gange i filmen, og med sit unge, livstrætte ansigt stirrende ind i kameraet leverer han den afsluttende monolog med de uhyggelige ord: ”Jeg er så sulten, at jeg kunne spise jeres penge.”

”Vi gjorde meget ud af at beskytte børnene, for de var ikke vant til at få så meget opmærksomhed, og det blev nemt overvældende for dem. De var vant til at gå alene på gaden det meste af tiden og aldrig tale om deres følelser.”

”Jeg måtte bruge en lokal kollega til at tolke mellem os, men vi endte med at få en ordløs forbindelse alligevel. De fortalte kameraet ting, som de aldrig har talt med deres familier og venner om.”

Sandhed i øjnene
Ønskebørn fik en special mention på Berlinalen i 2009, og siden gik Stærmose videre til at lave spillefilmene Værelse 304, Darling og senest Camino.

Hun er også blevet en efterspurgt instruktør i udlandet, hvor hun har arbejdet på serier som The English Game og Industry.

Men interessen for Kosovo forsvandt ikke.

Birgitte Stærmose og resten af holdet bevarede kontakten med børnene i årenes løb og hjalp blandt andet med at indsamle penge til drengen Gëzim Kelmendi. Hans tænder var rådne, og han havde ikke råd til et nyt gebis.

”Jeg fulgte med på sidelinjen og kunne se dem vokse op, blive gift og få børn. Jeg havde lyst til at udforske, hvordan krigen stadig påvirkede dem her så mange år efter. For selv om de blev voksne, forblev deres liv ret statiske.”

Sammen med stort set samme hold som første gang drog instruktøren endnu engang til Kosovo og lavede optagelser med de samme personer i perioden fra 2018 til 2023.

Ønskebørn endte med at blive genbrugt som første del af Afterwar, der er opdelt i kapitlerne: fortid, nutid og fremtid.

I ”Nutid” møder vi børnene igen i deres voksne virkelighed, og vi kommer dybere ind i deres privatliv. Mens ”Fremtid” skildrer, hvordan deres tilværelse meget vel kunne udvikle sig.

”Fremtidsdelen er en måde at stå ved, at filmen er fiktion. For selvfølgelig kan vi ikke spå fremtiden. Men samtidig er filmen lavet over en periode på fem år, så meget af fremtidsdelen er endt med at blive virkelig nutid,” forklarer instruktøren.

Gëzim vælger til sidst i filmen at forlade sit hjemland, sin kone og sit spædbarn for at få mulighed for at forsørge sin familie.

”Da vi skød scenen, hvor han sidder med tasken på skødet og fortæller, at han skal rejse, var han faktisk på vej til at gøre det i virkeligheden to dage senere. Så hvis det ser ud, som om han mener det, er det, fordi han gør det.”

”Det er derfor, jeg ville bruge de virkelige mennesker, selv om det er en fiktionsfilm. I deres ansigter og øjne er der en sandhed, som ingen kan spille frem.”

Det bombede hus
I Afterwar siger Shprësim Azemi, at ingen film rigtigt kan skildre deres oplevelser. Men hvorfor så prøve?

”Det er et godt spørgsmål. Måske fordi det er det eneste, vi kan gøre. I en tid med så meget krig er det vigtigt at vise de langsigtede konsekvenser. Vejene er bygget op igen i Kosovo, men mentalt er det stadig et bombet land,” siger Birgitte Stærmose.

”Da jeg lavede den første film, havde jeg brug for at tale om mine oplevelser med venner og familie, men folk havde altid lyst til at stoppe samtalen ved bare at sige: ’Åh, hvor er det synd.’ De udtrykte medlidenhed med store ord, og så skiftede de emne. Så havde de gjort deres del.”

”Det tror jeg er meget almindeligt, men det er også for letkøbt. Især fordi man sætter sig over dem, man viser medlidenhed. Man accepterer, at de er på et lavere plan, hvor de ikke kan hjælpes.”

– Men hvad skal man ellers stille op med sin afmagt?

”Jeg kunne godt tænke mig, at man sad lidt længere med sin afmagt og mærkede den. For at se, om man kan omsætte den til en form for handling, som rent faktisk gør en forskel. Menneskene i filmen er ikke interesserede i vores medlidenhed. De vil hellere have vores penge.”

– Jeg har medlidenhed med børnene i Afterwar, og det vil mange andre nok også have. Er det et problem?

”Selvfølgelig er medfølelse godt, og det er heller ikke, fordi publikum skal til at redde alle børn i Kosovo. Men det ville være godt, hvis man ikke bare lagde følelsen til side med det samme. Jeg håber nok, at folk i fremtiden vil tænke mere over, hvad der sker, når man starter en krig”.

”Når et hus bombes i Gaza, så har det ikke kun konsekvenser for dem, der bor der nu, men også for dem, der skal bo i et bombet hus om tyve år.”