Agenten lander i Berlin
Nikolaj Lie Kaas er på vej med Agent. TV 2-serien har Esben Smed i hovedrollen som kendis-agenten Joe, der forsøger at navigere i underholdningsbranchen, mens han opdrager sin tiårige datter.
Og den branche-bevidste komediedramaserie møder meget snart verden for første gang.
De første to afsnit af serien får premiere på årets Berlinale, der foregår fra 16. til 26. februar, og som Ekko vanen tror dækker. Her er Agent blevet udtaget til festivalens serieprogram, hvor den dyster mod seks andre serier fra hele verden om en nyindstiftet pris.
Den stjernespækkede serie har Dar Salim, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe, Thomas Blachman, Magnus Millang, Ulrich Thomsen, Tobias Rahim og Helle Thorning-Schmidt på rollelisten for bare at nævne nogle.
Desuden har Ekko Shortlist Awards-vinderen Mathilde Arcel en større rolle som Joes assistent. Det bliver spændende at se den talentfulde skuespillers gennembrud i serien, som bagmanden med et sædvanligt glimt i øjet glæder sig til at vise.
”Jeg er beæret over, at Agent er udtaget, og er stolt over og glad for, at de har tænkt på os i denne fornemme sammenhæng,” udtaler Nikolaj Lie Kaas i en pressemeddelelse.
”Agent er lige dele humor og alvor, og jeg håber, at publikum vil give den en chance og ikke slår over på MasterChef alt for hurtigt.”
Zelenskyjs superkræfter
Adskillige mere eller mindre danske film får også premiere i Berlin, som traditionelt er et vigtigt udstillingsvindue for den nordiske filmbranche.
I dag afslørede folkene bag Berlinalen filmene i festivalens hovedkonkurrence. Her skal man for en gangs skyld lede grundigt efter det danske islæt, men det er der faktisk.
Mexicanske Lila Avilés er nemlig udtaget med familiedramaet Tótem, der er co-produceret af danske Paloma Productions. Bag produktionsselskabet står Per Damgaard Hansen og Julie Friis Walenciak, som i 2019 slog sig sammen med en ambition om at lave kunstneriske film til biografen.
I hovedkonkurrencen finder man desuden film af instruktører som tyske Christian Petzold (Phoenix), amerikanske Matt Johnson (Operation Avalanche) og franske Philippe Garrel (I skyggen af kvinder).
Og så har Sean Penn uden for konkurrence verdenspremiere på den dokumentar, han sidste år var i Ukraine for at optage.
Den amerikanske skuespiller og filmskaber var i landet kort efter den russiske invasion og talte på billeder med den ukrainske leder Volodymyr Zelenskyj. Det har nu resulteret i Superpower, som Penn har lavet med produceren Aaron Kaufman.
Kommentarer