Agenterne
Den populære komedieserie Entourage om livet i Hollywood skabte figuren Ari Gold: den hurtigsnakkende rottweiler af en agent, der har sin Blackberry kronisk klistret til øret og jorder alle, som kommer for skade at stå i vejen for ham.
Ari Gold er stereotypen på en amerikansk agent, og man griner lystigt af karikaturen, fordi den ligger milevidt fra virkeligheden i den fløjlsbløde danske filmbranche. Eller gør den?
Næsten alle danske skuespillere med respekt for sig selv har i dag en agent. Vil du have interview med en skuespiller? Få ham til at stille op til dit velgørenhedsshow i City 2? Ring til agenten!
Men hvad deres betydning egentlig er, står mindre klart. Deres tilbagetrukne rolle efterlader masser af rum for konspiratoriske forestillinger om mørkets fyrster og dystre dukkeførere. Og af og til kan man få mistanke om, at konspirationerne ikke ligger så langt fra virkeligheden. Via en mellemmand fik Ekko for ikke så længe siden at vide af en agent, at vi stod på den sorte liste over medier, som en af dansk films mest profilerede skuespillere ikke ville tale med. Da vi spurgte skuespilleren selv, svarede han imidlertid overrasket, at det kendte han ikke noget til.
Så hvad er der med de agenter? Spiller de sammen med skuespilleren en udsøgt good cop/bad cop-operette? Er de en forlænget arm, der i dag har fået sit helt selvstændige, kraftfulde liv? Hvad foretager de sig egentlig?
Et wauw-møde
I Hollywood brød agentsystemet igennem allerede i 1930’erne, hvor den alkoholiserede pioner Myron Selznick viste vejen ved at skaffe Vivien Leigh rollen som Scarlett i sin producer-bror Davids Borte med blæsten.
Agenterne var et selvfølgeligt nedfald fra et stjernesystem, hvor pengene fulgte skuespillerne, der havde brug for nogle til at varetage deres interesser og tage de beskidte slåskampe. I 50’erne var systemet veletableret, og i dag har de største agenthuse som William Morris og United Talent Agency flere hundreder agenter.
I Danmark lod tendensen vente på sig. Dirch Passer, Poul Reichhardt og Bodil Udsen måtte alle klare sig selv. Men i slut-90’erne forandrede dogme-bølgen med ét den danske filmindustri. Dogme vægtede skuespillere højere end teknik, og det blev pludselig cool at satse på en karriere i film frem for på teatret, efterhånden som verdens bevågenhed rettede sig mod en ny generation: Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen, Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen.
Lene Seested havde været med til at caste på et par af dogme-filmene, og hun etablerede sig som den første agent herhjemme med et stærkt netværk i USA. Da flere andre agenter kom til, var det netop drevet af de store skuespilleres drøm om udlandet.
Siden er skuespillernes eventyrlyst steget proportionelt med den internationale interesse for skandinaviske stjerner, affødt af storsucceser som Mænd der hader kvinder, Forbrydelsen og Susanne Biers film. De internationale forbindelser er derfor også et afgørende konkurrenceparameter i agenternes kamp om klienter. Med skuespiller-cv’er, showreels, film og anbefalinger fra instruktører rejser agenterne utallige gange om året til London og Los Angeles for at mødes med castere og udenlandske agenter. Af og til tager de også skuespillerne selv under armen.
”Skuespilleren skal være i stand til at levere et wauw-møde, at efterlade et stærkt indtryk hos dem, de mødes med. Vi prøver at udnytte det momentum, skuespillere som Bjarne Henriksen og Mikael Birkkjær lige nu har fra for eksempel Forbrydelsen og Borgen. Det er altafgørende at have et tæt samarbejde med udenlandske castere og agenter og at hjælpe skuespillerne gennem hele processen,” forklarer Lene Seested.
Agent Anne Lindberg hjalp Nicolas Bro igennem til Steven Spielbergs War Horse, en rolle han fik ud fra en videocasting optaget på Lindbergs kontor. Og David Dencik er med roller i film som War Horse og Dame, Konge, Es, Spion en af dem, der har taget springet med størst succes.
”Det forventes, at du har en agent. ’Have your team contact me,’ siger de udenlandske filmfolk, som om de tror, jeg har min egen personlige tandlæge og shiatsu-massør,” griner han.
I 2006-07 etablerede den danske agentindustri sig for alvor, og der er i dag fem store agenter samt et par mindre nystartede. Det danske system er dog knap så avanceret som det amerikanske. En skuespiller i Hollywood har en agent, der skaffer roller, en manager, der koordinerer dagligdagen i stort og småt, og en publicist, der udelukkende står for pressehåndteringen. I Danmark varetages alle tre funktioner af én person, der i daglig tale blot kaldes en agent.
De største agenter plejer mellem 30 og 60 klienter, som hver giver tolv til femten procent af deres indtægter. Agenterne holder deres reelle indtjening tæt ind til kroppen, men de understreger, at man ikke bliver rig af at være agent herhjemme.
Konkurrencen er benhård, og skuespillerne vandrer fra agent til agent på en måde, der ikke lader fodboldverdenens transfervindue noget tilbage. Man ved jo aldrig, om græsset er grønnere på den anden side. Når man spørger agenterne, om de går på hugst hos konkurrenterne, lyder svaret dog enslydende:
”Nej. Men jeg ved, at der er nogle af de andre, som gør det.”
En væsentlig del af agentens job består i at fjerne byrderne fra skuespillernes skuldre. De koordinerer kalendere, flybilletter og alverdens pressehenvendelser, dog aldrig uden at høre skuespilleren selv først, insisterer de. Og så gør de, hvad mange skuespillere hader: forhandler løn.
”Men jeg kan ikke nødvendigvis skaffe en højere løn, end skuespilleren selv ville have kunnet, og det fortæller jeg dem også,” siger agent Anette Vendelbo.
Agenten kan også hjælpe med at skaffe jobs i andre hjørner af branchen, fortæller agent Sten Hassing Møller.
”En egentlig jobformidling er det jo ikke, men hvis en skuespiller kommer og mangler penge, går vi meget aktivt ind og undersøger, hvad kan vi sætte op: en lydbogsindlæsning på et forlag, reklamespeak, radioteater, hvad ved jeg. Men det er også vores job at gøre skuespillerne klar og sørge for, at de møder friske og velforberedte op om morgenen.”
En bremseklods
Agenterne selv er – ikke overraskende – temmelig overbeviste om, at de er deres vægt værd i guld. Men hvad siger folk i branchen? To af Danmarks mest markante producenter stiller sig på hver sin side af kridtstregen.
”Jeg kan se flere fordele end ulemper. Det piller ved skuespillerens selvforståelse, hvis man under forhandlingen skal sige til dem: ’Hør, det, du lavede sidst, var noget lort.’ Det er nemmere at tage den med agenten,” siger Zentropas Peter Aalbæk Jensen.
Hos Fridthjof Film mener direktør Ronnie Fridthjof omvendt, at Danmark er for lille til det mellemled, agenterne udgør.
”Vores selskab har aldrig givet vigtige roller, fordi en agent har ringet. Og jeg har den pose penge, jeg har, så der er ikke så meget at forhandle om,” siger han.
Spørger man rundt i den danske kulturpresse, får man anderledes entydige reaktioner. En lang række kulturjournalister river sig for tiden i håret over agenterne, men flere ønsker ikke at give luft for kritikken ved navn. De er nervøse for, at stjernernes gatekeepere lukker porten i. Enkelte tager dog gerne bladet fra munden.
”Nogle gange bliver agenterne lidt snobbede på deres skuespillers vegne, og jeg har været ude for, at de slet ikke har sendt henvendelsen videre til skuespilleren. De bliver en bremseklods, hvor de egentlig burde være et serviceorgan,” siger Ann Lind Andersen, planlægningsredaktør på TV 2’s Go’morgen og Go’aften Danmark.
Pressearbejdet på en dansk film er en sammenstuvning med mange kokke, og forholdet mellem filmens pr-agent og skuespilleragenten kan være konfliktfyldt. Mens pr-agenten skal sikre så meget presseomtale på filmen som muligt, har skuespilleragenten kun sin klients interesser for øje. Og sætter i nogle tilfælde bremsen i, så skuespilleren for eksempel kun må udtale sig om den specifikke film og ikke om karrieren som sådan.
På de skrevne medier er det ikke mindst agenternes krav om at få artikler til gennemlæsning, der opleves som et stigende irritationsmoment.
”Nogle agenter siger til mig, at de ’selvfølgelig lige skal godkende artiklen inden tryk’,” siger Michael Enggaard, filmjournalist på Jyllands-Posten.
”Men det er overhovedet ikke indlysende for mig. Det er en mangel på respekt for mit arbejde, og jeg foretrækker helt klart, når jeg kan klare tingene direkte med skuespilleren, for indimellem kan man blive i tvivl om, hvem det egentlig er, man kommunikerer med – agenten eller skuespilleren.”
Flere journalister mener, at agenterne har et medansvar for, at nogle skuespillere er blevet overforsigtige.
”Det kan virke, som om agenterne nærmest instruerer skuespilleren i, at vi er ude på at skade dem. På den måde bliver skuespilleren bange for at have holdninger, og det kommer der bare dødssyg, dårlig journalistik ud af,” siger Anne Brandt, chefredaktør på Dagbladenes Bureau.
Frygt for færre roller
Cirka 200 danske skuespillere er repræsenteret af en agent og må formodes at være mere eller mindre glade og tilfredse. Nogle har dog valgt at stå uden for systemet. Heriblandt Jesper Christensen, der har en agent i Tyskland og én i London, men ingen i Danmark.
”Jeg har altid syntes, det var lidt latterligt, at der kom det der snylterlag i Danmark. Vi er ikke flere, end at man godt kan holde øje med, hvilke skuespillere der er,” fastslår han over telefonen.
Laura Drasbæk, der for nylig droppede sin agent, er mindst lige så skeptisk.
”Når man er ung og nyuddannet, er det jo dejligt, når en agent siger, at man er noget specielt. Men man bliver hurtigt væk i mængden. Og jeg oplevede, at jeg mistede kontakten til mine arbejdsgivere på produktionerne, fordi det altid skulle gå gennem en mellemmand.”
Andre skuespillere tvivler på, hvor stor gennemslagskraft de danske agenter har i det store udland, når det kommer til stykket. Der bliver lovet mere, end der bliver holdt, mener de. De vil ikke stille sig frem af frygt for at få færre roller herhjemme. Det illustrerer, at agenterne har indtaget en magtposition i en dansk filmbranche, der vil bide skeer med de store. Og om ikke andet er de nærmeste støtte for et folkefærd uden fast skrivebord, kollegasamvær og mødetider. ”Tryghed” og ”orden” står højt på agenternes menukort. Som David Dencik formulerer det:
”Jeg har tidligere prøvet at stå og ligne en idiot, fordi jeg havde sagt ja til at være på tre optagelser på samme tidspunkt. Min agent kan være edderkoppen i spindet, og det betaler jeg gladeligt for”.
Manden bag Mads Mikkelsen
Ulrich Møller-Jørgensen, Art Management
Ulrich Møller-Jørgensen er det tætteste, man i Danmark kommer på fordommen om en agent: en hård nyser, der tager slåskampene for sine skuespillere og også starter en del af dem selv.
Den handelshøjskoleuddannede Møller-Jørgensen startede Art Management i 1999 med Mads Mikkelsen som den store hovedattraktion. Han fik hurtigt en række store navne i folden, blev kongen af dansk agentvirksomhed og er respekteret for sit solide, internationale netværk.
Ulrich Møller-Jørgensen er de barske drenges agent, og han har i mange år repræsenteret Zlatko Buric, Dejan Cukic, Mikael Persbrandt og musikeren Jesper ”Jokeren” Dahl. Ulrich Møller-Jørgensen er dog ikke for enhver smag. I 2006 led han et alvorligt nederlag, da flere af hans klienter sagde farvel til firmaet for at indgå i det nystartede Lindberg Management. Siden forlod også Sidse Babett Knudsen butikken.
På det seneste har agenten dog sat et par træffere ind ved at skrive kontrakt med profiler som Pilou Asbæk, Søren Pilmark og Cyron Melville. Nogle taler om en ”Mads Mikkelsen”-effekt og stiller spørgsmål ved, hvor meget tid Ulrich Møller-Jørgensen får til sine nye navne midt i Cirkus Mikkelsen.
Mads Mikkelsen er nemlig fortsat hans uomtvistelige guldfugl. Møller-Jørgensen har spillet en vigtig rolle for skuespillerens succes, men mange mener samtidig, at manageren synes at forveksle Mads Mikkelsens stjernestatus med sin egen. Landets kulturjournalister ruller øjne ved den blotte benævnelse af Ulrich, der betegnes som ubehøvlet og arrogant.
Ulrich Møller-Jørgensen har aldrig givet interviews om sit virke. Da Ekko alligevel ringer til ham for at afklare et par faktuelle spørgsmål, lyder svaret:
”Prøv at høre: Du har lige vækket mig i Los Angeles (klokken 10 om formiddagen, red.). Jeg har sagt, jeg ikke laver interviews. I skal ikke skrive om mig. Nu vil jeg gerne sove, jeg er herovre med Mikael Persbrandt og skal lige have en time før seks møder. Du må selv finde ud af det.” Derefter lægger han på.
Pioneren med de mange kasketter
Lene Seested, Panorama Agency
Lene Seesteds betydning for den danske agentbranche kan næppe overvurderes. I 1999 startede hun den første agentvirksomhed herhjemme, Panorama Agency, og hun blev således en visionær pioner på dansk grund, inspireret af amerikanerne Lynn Rawlins (Viggo Mortensens agent) og Ilene Feldman (Ryan Goslings agent).
Ind i vildmarken og senere Engle og dæmoner. Hun har hjulpet skuespillere som Jens Albinus, Trine Dyrholm og Peter Gantzler med at få engelske og tyske agenter. Og herhjemme har hun været en hovedkraft bag gennembruddet for skuespillere som Cyron Melville, Laura Christensen og Cecilie Stenspil.
Spørgsmålet er dog, om Panorama Agencys storhedstid er forbi. En del skuespillere har forladt med Lene Seested, eksempelvis Melville, Dyrholm og Laura Drasbæk, og Thure Lindhardt kan ligne den altoverskyggende præmiehingst i en stald, hvor nogle mener, at der bliver skabt for få resultater for de øvrige håbefulde navne.
Seested har gennem årene taget nogle markante slagsmål med Skuespillerforbundet. Sammen med Ulrich Møller-Jørgensen har hun som den eneste af de store agenter ikke skrevet under på forbundets retningslinjer for agentvirksomhed, og i fortrolige samtaler med skuespillerne fraråder forbundet ligefrem deres medlemmer at skrive kontrakt med Panorama.
Det skyldes først og fremmest, at hun binder sine skuespillere i to år. Det er nemlig useriøst at bygge en skuespillers karriere op på kortere tid, mener hun. Retningslinjerne tilsiger derudover, at en agent aldrig må caste. Den autodidakte Lene Seested, der startede karrieren som caster og blandt andet er fast caster på Susanne Biers film, understreger, at hun holder sin casting- og agentvirksomhed skarpt adskilt, men alene mistanken om dobbeltkasketter har skadet hendes renommé i branchen. Så betyder det formentlig mindre, at hun tager femten procent af skuespillernes løn, hvor andre kun tager tolv. Hun insisterer på, at hun er pengene værd!
Den udskældte in-agent
Anne Lindberg, Lindberg Management
Når man møder den rolige, smilende og kønne Anne Lindberg, kan det være svært at forestille sig, at hun er en af de mest upopulære personer i dele af filmbranchen.
En dansk producent, der ønsker at være anonym, overvejer at sige til hendes skuespillere, at man nægter at gå gennem deres agent. Og blandt journalister florerer der utallige skræmmehistorier om mødet med Anne Lindberg. Hun har, i samarbejde med en af sine skuespillere, forsøgt at kalde et interview tilbage, før det overhovedet var skrevet. I 2007 satte hun himmel og jord i bevægelse for at bremse et stort portræt af en skuespiller, som skuespilleren ellers selv havde godkendt. I 2011 sendte en BT-journalist en skriftlig klage til producenten af Dirch efter et stort skænderi over rettelser til et interview med Nikolaj Lie Kaas.
Når folk er yderst forbeholdne med at lægge navn til kritikken, er det, fordi Anne Lindberg sidder på en lang række af tidens allervarmeste skuespillere. Lindberg Management er i disse år the place to be, og med internationale roller til Nicolas Bro og David Dencik er hun lige nu den agent, der har størst succes med at bane vejen til det amerikanske marked. Hun har direkte kontakt til nogle af verdens allerstørste castere og rejser til USA tre-fire gange og til London tyve gange om året.
Anne Lindberg er uddannet speditør og arbejdede i fem år hos Ulrich Møller-Jørgensen, men i 2006 gik hun ned med stress. Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro, der begge har et meget nært forhold til Lindberg, fik hende dog overtalt til at starte sin egen virksomhed, og siden fulgte profiler som Jakob Cedergren, Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og førnævnte Dencik.
Agenten hev selv nitten billeder af klientvæggen for halvandet år siden, men nogle mener alligevel, at de mange højprofilerede navne er blevet for stor en mundfuld for Lindbergs enmandshær. Alligevel tager hun også nye talenter ind, og hun er dygtig til at spotte dem – hun opdagede således Mikkel Boe Følsgaard, før han slog igennem med En kongelig affære.
Kvindernes forkæmper
Anette Vendelbo, All That Management
Efter Mifunes sidste sang blev Anders W. Berthelsen spurgt, om han ville være med i Kathryn Bigelows The Weight of Water. Han manglede én, der havde forstand på at forhandle en kompliceret kontrakt, og spurgte vennen Anette Vendelbo, som på det tidspunkt var producent og souschef på Østre Gasværk.
Det blev begyndelsen til et fast samarbejde mellem de to – og til Vendelbos karriere som agent. De næste år kom seks-syv andre skuespillere til, og i 2007 tog den jura- og økonomiuddannede Vendelbo skridtet og gik fuldtid som agent med firmaet All That Management.
Anette Vendelbo er vel nok agentfeltets mest vellidte personage, som ingen har noget dårligt at sige om. Det skyldes formentlig, at hun er en af de mere tilbageholdende agenter. Hun farer ikke i flint over for pressen, hun hverver ikke aggressivt nye klienter, og hun pusher ikke sine skuespillere for hårdt over for producenter og instruktører.
”Jeg tror på, at jeg skaffer mine skuespillere jobs, men det er meget svært at sige, hvor tanken opstår. Og jobbet som agent handler om meget andet end at få nye roller i hus og forhandle en kontrakt – fra at få alle skuespillerens opgaver til at gå op i en højere enhed til rådgivning og pressehenvendelser,” siger hun.
Anette Vendelbo er ikke mindst kendt for at repræsentere en række prominente kvindelige skuespillere som Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm, Ellen Hillingsø og Lene Maria Christensen. Gennem årene er hun således også gået forrest, når det kom til at give de kvindelige skuespillere lige så gode lønninger som deres mandlige kolleger. Hun var desuden den første herhjemme til at tage faggrupper som scenografer, dramatikere og instruktører under vingerne.
Vendelbos svaghed er, at hun ikke har lige så stærke inter-ationale kontakter som nogle af konkurrenterne, hvad hun da også erkender, selvom hun arbejder på sagen. Hun regner dog med, at både Babett Knudsen og Dyrholm vil figurere i udenlandske produktioner inden længe.
Skuespillernes spindoktorer
Sten Hassing Møller og Laura Faurschou, Team Players
Man finder ikke den samme perlerække af topnavne hos Team Players som hos de andre store agenter. Stine Stengade, Charlotte Fich, Peter Gantzler og Jens Jørn Spottag er blandt de største profiler.
Til gengæld går makkerparret Sten Hassing Møller og Laura Faurschou til arbejdet med en mere markant coachende ihærdighed end andre i branchen. Da Hassing sad som reklamechef på Det Kongelige Teater og Faurschou som producer i reklamebranchen, undrede de sig begge over, at der ikke blev lagt en bedre, samlet plan og profil for skue- spillernes aktiviteter. De bemærkede også, at der var mange rygklappere omkring spillerne, til skade for den kunstneriske udvikling.
Hassing og Faurschou satte sig derfor for at starte en agentvirksomhed, der når hele vejen rundt. Skuespillerne hos Team Players bliver som det første bedt om at udfylde et visionsark – at sætte ord på deres mål med karrieren. Hassing og Faurschou ser det samtidig som deres rolle at rådgive om karrierevalg og give en ærlig sparring om skuespillerens præstation, ikke mindst baseret på tilbagemeldinger fra både anmeldere, publikum, producenter og instruktører.
Især den speed-snakkende Sten Hassing Møller indtager desuden en særdeles aktivistisk rolle i forhold til pressen. Som en slags skue- spillernes spindoktor budskabstræner han spillerne grundigt inden mødet med medierne, ligesom han har fået journalister på selv vel- etablerede aviser til at skrive hele artikler om, hvis skuespilleren følte sig komplet misforstået, og artiklen var dårligt skrevet. Han skælder også gerne journalister i sladderpressen hæder og ære fra, når de i hans og skuespillerens øjne fokuserer for meget på privatliv og ligegyldigheder.
Team Players’ arbejdsmetode påskønnes især af unge skuespillere med behov for en fast, guidende hånd. Hvad de to agenter kan gøre for de mere etablerede skuespillere, der måske ikke har behov for den store sparring, men til gengæld har ambitioner om udenlandske roller, er mindre klart. De insisterer selv på, at de kan åbne de samme internationale døre som konkurrenterne, men de har færre år på bagen i filmverdenen, og det kan trods alt have en betydning i en branche, hvor netværk er alt.
facebook
twitter
Kommentarer