AI kan ikke fikse mangfoldighed

På Det Danske Filminstituts hjemmeside under ”Mangfoldighed” har man valgt at bruge et AI-genereret arkivbillede fra Adobe af en kvinde i tørklæde, hvis lyse hudfarve er blevet digitalt ændret til at fremstå som mørkere.

Billedet afslører en problematisk tilgang til emnet, samtidig med at det skriger, at der ikke er blevet givet nok støtte til minoritetsetniske filmskabere.

Billedfilen på Filminstituttets interne server bærer navnet ”enisk-filmset_AI.png” (inklusive stavefejl!), som om etniske minoriteter kun kan findes på specielle etniske filmsets. Det afslører en grundlæggende mangel på respekt og forståelse for den virkelighed, Filminstituttet påstår at ville repræsentere.

Når man kigger på Det Danske Filminstituts seneste mangfoldighedsstrategi og initiativer – ”Handlingsplan for mangfoldighed i dansk film”, ”Undervisningsforløb i diversitet, bias og blinde vinkler” og ”Guide til diversitet & inklusion i film- og tv-produktion” – er det tydeligt, at arbejdet omkring diversitet er udviklet af hvide personer.

Det burde i sig selv få alarmklokkerne til at ringe. 

I 2023 udgav folkene bag kampagnen Et Større Billede en stærk pressemeddelelse om den ensidige forestilling om, hvad der kan repræsentere danskere. De påpegede, at den nuværende film- og tv-branche ikke repræsenterer den mangfoldighed, der findes i den danske befolkning og hos publikum.

Det skabte en del debat og førte til en hel del møder og planer. Desværre viser WIFT’s undersøgelse, ”2024 – året der gik i film og tal”, at repræsentation i dansk film fortsat er langt fra lige.

Instagram-kontoen @mangfoldighed_i_filmbranchen er yderlige et vigtigt initiativ, der afslører hvordan ”filmbranchens nuværende mangfoldighedsindsats har fejlet de sidste ti år”. 

Tess Skadegård Thorsens forskning i racialisering i dansk film og minoritetsbeskatning har desuden belyst, hvor overfladiske og skadelige Filminstituttets diversitetsinitiativer har været. Minoriteter bliver ofte tvunget til at bære den kulturelle byrde for et samfund, der ikke anerkender deres egne erfaringer.

Der er tydeligvis ingen mangel på danske, minoritetsetniske forskere, eksperter og filmarbejdere, der ville kunne bidrage til Filminstituttets mangfoldighedsindsats. Alligevel har man ikke ansat en eneste af dem.

Hvordan kan minoritetsetniske filmskabere og kulturarbejdere få en plads i filmbranchen, hvis de bliver usynliggjort i udviklingen af de politikker, der skal fremme deres oplevelser? 

Mangfoldighed skal ikke være noget, vi bruger AI til at fikse. Det skal være noget, vi praktiserer, og det kræver, at de underrepræsenterede grupper får en stemme.

I Danmark betaler vi alle skat til at støtte dansk film. Derfor burde det være et kollektivt ansvar, at filmbranchen afspejler det samfund, vi er en del af.

Hvad har disse performative tiltag kostet os, og hvem er pengene gået til?