Menneskeheden har aldrig været så udfordret

Den kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei er en af verdens mest markante samtidskunstnere. Hans værker spænder fra skulptur og arkitektur til film og opera, og han er kendt for sin kompromisløse kritik af magtstrukturer og krænkelser af menneskerettigheder.

På den igangværende Cph:Dox-festival præsenterer han to nye film: Animality, der undersøger menneskets forhold til dyr, og Ai Weiwei’s Turandot, en dokumentar om Ai Weiweis nyfortolkning af Puccinis opera, hvor flygtningestrømme, coronakrise og Ukraine-krig danner bagtæppe.

Kort og godt sætter Ai Weiwei spørgsmålstegn ved mennesket i en moderne verden. Ved autoritetstro, selvforståelse og frygt. Vi har mødt ham i København til en snak.

– Du er repræsenteret med hele to film på festivalen, men det er ikke film, der kan ses vidt og bredt?

”Nej. Efter at have forladt Kina har jeg lavet omkring seks dokumentarfilm. Human Flow handler om flygtningestrømme, og siden fulgte en film om de 42 forsvundne mexicanske studenter. Vi lavede også Cockroach om opstanden i Hongkong og Coronation om pandemien i Wuhan. Nu er der disse to. Men de bliver afvist af de fleste filmfestivaler.”

– Af politiske grunde?

”Jeg vil sige ja. Alt er politisk, selv kunst og kunstinstitutioner. De fleste filmfestivaler accepterer kun kinesiske film med det officielle stempel kaldet ’Dragetegnet’. Hvilket i bund og grund betyder, at næsten enhver filmfestival i Vesten blåstempler den kinesiske censur.”

”De vil ikke lade navnet ’Ai Weiwei’ fremgå, fordi det vil skade deres marked. Derfor er jeg meget taknemmelig for Cph:Dox. Jeg værdsætter festivalens åbenhed og mod til at vælge noget særligt.”

Magt og undertrykkelse
– Apropos kunstnerisk frihed: Din kontroversielle operaopsætning af Turandot, som en af filmene handler om, føles meget aktuel?

”Ja, Turandot handler dybest set om magt, frygt og kontrol. Den kinesiske prinsesse stiller gåder til sine bejlere, og et forkert svar betyder døden for dem. Det er en fortælling om dominans, men også om ambition og opofrelse. De, der ønsker magten, er villige til at risikere alt. Så ja, jeg ser Turandot som en moderne fortælling, fordi vi stadig lever i en verden, hvor magt og undertrykkelse går hånd i hånd.”

”Men operaen viser også, hvordan individet bliver en brik i et større spil. Folkemængden i Turandot er ikke bare tilskuere – de er med til at opretholde systemet ligesom i virkeligheden. Deres frygt og fascination gør dem til en del af magtstrukturen.”

– I Turandot er der statister med store hatte udformet som dyrehoveder, der refererer til dit tidligere værk Circle of Animals fra 2010. Hvorfor?

”Alt, hvad jeg gør, er forbundet. Jeg skaber aldrig noget bare for skønhedens skyld. De kinesiske dyrekredssymboler stammer fra et værk, der handler om, hvordan franske og britiske soldater plyndrede kejserpaladset under Opiumskrigene i 1800-tallet. Det handler om globalisering og den evige magtkamp mellem Kina og Vesten. Magten skifter hænder, men mekanismerne forbliver de samme.”

– Nyimperialisme?

”Ja, det er et dækkende ord. Eller kolonisering. Historien gentager sig altid. Men det er også derfor, Turandot stadig er relevant.”

Prisen for sandheden
– Hvordan ser menneskehedens tilstand ud med dine øjne?

”Aldrig før i historien har menneskeheden været så grundlæggende udfordret. Det skyldes ikke kun politik, krig og klimaforandringer, men også vores manglende evne til at forstå vores egen position som individer.”

”Den industrielle revolution satte os på et spor af stadig hurtigere udvikling, og nu – med AI og anden ny teknologi – står vi midt i en tredje eller måske fjerde revolution. Vores samfundsstrukturer er i hastig forandring, men det svækker samtidig vores forståelse af, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.”

– Ser du dig selv som én, der kan ændre noget på de forhold via din kunst?

”Jeg vil hellere bruge den metafor, at jeg prøver at være et spejl – én, der forsøger at give en mere objektiv refleksion af, hvem vi er. Det er ikke let i dag, fordi de vildledende stemmer er så høje og så stærke under de politiske magter. Det er stærkere end nogensinde.”

”Krigen er der og den økonomiske krig også. Lige nu har vi en diplomatisk strid om henrettelser mellem Kina og Canada. Det er mere dramatisk end nogen opera. De stærkeste magter manipulerer fortællingerne. Når censur og propaganda styrer informationen, bliver det svært for individet at se virkeligheden klart.”

– Hvordan forholder du dig til nyhedsstrømmen?

”Jeg er vokset op med en bevidsthed om verden. Min far blev forvist under Maos regime, så vi lærte tidligt, hvordan samfundet så os – og hvordan vi så verden.”

”Under Mao blev vi undervist i, at vi skulle have nationen i hjertet og samtidig forstå verden. Men hvis du virkelig ønsker at forstå dit land i dag, er du allerede på vej til at blive kriminel. Det gælder ikke kun mig. Se på Edward Snowden eller Julian Assange – de betaler prisen for at afsløre sandheden.”

Den store illusion
– Ser du noget i verden, der giver dig optimisme?

”Verden er som et hus midt under en storm. Vi kan stadig tænde lys, holde fester og fejre livet. Og i Danmark og Europa har I haft en lang, lang fest. Spørgsmålet er, hvor stærk stormen bliver, og hvor længe huset kan beskytte jer.”

”Mennesket har en utrolig evne til at ignorere farer, hvis de ikke rammer direkte. Det er en slags selvforsvar, men også en illusion. Historien har vist os, at ingen civilisation er immun over for sammenbrud.”

– I Animality fylder Danmark – herunder regeringens beslutning om at aflive alle mink under corona-epidemien – en stor del. Hvorfor?

”Den del føles måske lang, fordi du er dansk,” siger Ai Weiwei og klukker.

”Men det er en stærk symbolik. Vi forsøger at forstå menneskets lidelser gennem dyrene. De mest forsvarsløse væsener – mink, kyllinger, kvæg – får skylden for pandemier og katastrofer, som vi selv har skabt.”

”Vi drager ikke den logiske konsekvens, at vi må ændre vores måde at leve på. Vi ser os selv som herskere over naturen, men det er en illusion. Naturen har altid haft den ultimative magt, og vi glemmer det hele tiden.”

– Der er sekvenser i Animality, der viser en anden ikke-industriel omgang med dyr. Er du romantiker?

”Nej, men jeg har sympati for dem, der overlever på egne præmisser som for eksempel de indonesiske hvalfangere i filmen. Havet er enormt, og menneskene er sultne.”

”Hvalfangst er den eneste færdighed, de har, og de er klar til at sætte livet på spil for at jagte med håndlavede harpuner, de kaster. Det er næsten som Hemingways Den gamle mand og havet. De aspekter respekterer jeg. Vi kan ikke bedømme dem, der slår dyr ihjel, ud fra ubøjelige moralske principper.”

– Filmen antyder, at vi ikke bør skelne mellem mennesker og dyr, men gør du ikke selv det?

”Jeg kan ikke skelne mellem livsformer. Min søn sagde engang: ’Hvis et større væsen kom til Jorden, ville det knuse os, ligesom vi knuser insekter.’ Og han har ret. Vi anser os selv for at være overlegne, men i et større perspektiv er vi blot endnu en art. Hvis vi virkelig forstod vores egen skrøbelighed, ville vi måske behandle andre livsformer med større respekt.”