Akademisk tænkning kan hjælpe Filmskolen

Debatten om Den Danske Filmskoles såkaldte akademisering er varm for tiden.

Spørgsmålet om, hvorvidt det akademiske fratager eller tilfører filmskabere noget, har længe rumsteret hos os på Manuskriptudvikling ved Syddansk Universitet.

Vi forstår de udfordringer, som Filmskolen med Vinca Wiedemann ved roret har: Hvordan skriver man en studieordning, der skærper skaberevnen? Hvordan medtænker man teknologisk udvikling uden at give køb på faglig dybde?

Vi forstår spørgsmålene, men vi deler ikke bekymringen over det akademiske som en slags ulv i fåreklæder. Vi lever tværtimod lykkeligt med ulven og ordningerne hver dag. Studieordninger, ja, de ordner studierne, så de afspejler de redskaber og værdier, man finder vigtige. Samtidig udgør de et juridisk regelsæt for studiet.

Flere medieplatforme
Ordningen er en systematisering.

Den giver anledning til refleksioner over de skabelsesprocesser, som filmuddannelser bygger på. Den medvirker til, at værdier følges og redskaber anvendes, selv om der sker en udskiftning af talenter, lærere og ledere. Den er også et stykke historie, der vidner om tidens medier, så man kan udvikle fortællekunsten.

Filmskolens nye studieordning afspejler – ligesom vores på SDU – at fortællinger i dag kanaliseres ud på flere medieplatforme end det store biograflærred. Den indsigt er tidssvarende og fratager ikke filmfolk noget. Tværtimod kan man vinde Oscars med den i hånden, som vi så det med Roma.

Moderne filmskabere er villige til at vandre ud af deres egne processer og reflektere over udviklingen i deres fortællinger. Allerede dér opfører de sig faktisk akademisk og tager imod et sprog, som skærper deres egen tone. Det gør dem i stand til at forstå hinanden, publikum og fortællingen uden at diktere, hvad de skal fortælle.

Ophavet til Dogme
I 2004 skrev jeg en Ph.d. om Den Danske Filmskole. Allerede dengang var skolen både skræmt og nysgerrig i forhold til fremtidens læringskrav. I tre år fulgte jeg skolens praksis, og så foreslog jeg ordet ”stilladsering” til at beskrive skolens rammer, som egentlig er ophavet til Dogme 95.

Stilladsering er et akademisk ord for rammer, og skolen skulle lige smage på det, før det gled ned og blev en del af dens virke.

Ingen bliver ensrettet eller mindre kreativ af at tale om rammer som en stilladsering, der har boostet dansk film siden 1990’erne. Hvis vi ikke er bange for at bruge ord og se mønstre i, hvad rammer gør ved fortællinger, kan vi til og med give nyt liv til dansk film endnu engang. Hvilket er tiltrængt.

For fem år siden var det os på Manuskriptudvikling, der stod over for den opgave, Filmskolen nu har gennemført: at skrive en studieordning for filmskabere.

Vi tog til det amerikanske universitet UCLA’s manusuddannelse og fandt en ordning for, hvor meget selve skrivningen bør fylde for en studerende. Vi kaldte det for ”manuskriptskrivning 1-4”, og vi oprettede fag, der bakker op om skrivningen og giver den et sprog. Vi satte det ind i et overskueligt system.

Rammer udfordrer kreativiet
Det system har igennem fem år ikke frataget vores forfattere noget, men hjulpet dem.

”At få et sprog for de dramaturgiske regler gør jo også, at man ved, hvorfor man bruger eller bryder dem,” har manuskriptforfatter Pernille Hyllegaard fra 18Frames udtalt. Hun vendte for en stund tilbage til universitetet med et oplæg og fortalte, at en kombination af det praktiske og akademiske har været afgørende for hendes film.

Der ligger en styrke i, at man som filmmiljø kan ordne rammer for skabelsesprocesser og optimere dem. For i bund og grund er det dét, akademikere gør: Vi studerer noget praktisk, ser mønstre og navngiver det. Vi ser, at rammer fordrer kreativitet.

Streaming udvikler nye forretnings- og fortællemodeller på tværs af medier. Og viden om cross-media fratager ingen filmskaber noget. Tværtimod tilfører det muligheder for at udvikle fortællingerne. Det akademiske er derfor ganske ufarligt og kan til og med skabe udvikling.

Men det kræver, at man stopper med at råbe ”ulven kommer” og får øje på de chancer og medieplatforme, vi har netop nu. For ellers gør andre det før os!