Nekrolog: Alain Resnais 1922-2014

Sit internationale gennembrud fik Alain Resnais som en del af den franske nybølge i 1959. 

Han var da 36 år gammel og ti-tolv år ældre end sine nærmeste kolleger Truffaut, Godard og Chabrol.

Ligesom dem anså han filmen som en kunstart og førte en bevidsthed herom med ind i sit arbejde. Men han opfattede ikke sig selv som tilhørende nogen bestemt skole eller tradition (det skulle da lige være surrealismen), endsige som auteur.

Han ønskede ikke at sætte sig i centrum og definere noget kunstnerisk projekt for sig selv. Derimod så han sine film som eksperimenter, der blev til i samarbejde med en række åndsbeslægtede forfattere og skuespillerensembler.

Holocaust
Udgangspunktet var den dokumentariske genre, og hovedværket Nat og tåge (1955) handler om holocaust.

Eller rettere: Det var ikke en film om jødeforfølgelserne, men en essayistisk refleksion over det umulige i at skildre og kapere uhyrlighederne i de nazistiske koncentrationslejre – selv med ti års distance i tid og autentiske nazistiske filmoptagelser, der dokumenterede forbrydelserne. 

Speaken var skrevet af Jean Cayrol, der selv havde overlevet at sidde i kz-lejr.

Skyld og soning
Krigstraumer – og brugen af ubærligt autentisk filmmateriale – blev videreudforsket i debutspillefilmen Hiroshima, min elskede (1959), med manuskript af Marguerite Duras.

Filmen handler om personlig skyld og soning i det erotiske forhold mellem en japansk mand og en fransk kvinde. Han har mistet sin familie ved atombombeangrebet i Hiroshima, hun elskede en tysk soldat.

Fortid, nutid og fantasi væves sammen på en måde, så det bliver op til publikum at sammenstykke en mening i det meningsløse – præcis som hovedpersonerne. 

Kunstfilmen over alle kunstfilm
Upålidelig erindring blev til upålidelig fortælling i I fjord i Marienbad (1961). 

For den modernistiske forfatter Alain Robbes-Grillet var plot en suspekt størrelse, der skulle dekonstrueres. Og dekonstrueret blev der i den grad i det, der måske er kunstfilmen over alle kunstfilm.

En mosaikagtig, stiliseret gådefortælling om et kærlighedsforhold, som måske/måske ikke har fundet sted, og som lader alt være op til beskuerens fortolkning.

Samtidig kulminerede Resnais’ brug af det bevægelige kamera – et særkende siden Nat og tåge – i inciterende tracking-shots gennem kurhotellet Marienbads lange, labyrintiske gange. Søgningen efter sandhed udtrykt i visuel form.

Sandt og falsk
Muriel (1963), igen skrevet i samarbejde med Nat og tåge’s Jean Cayrol, er endnu en ikke-lineær fortælling om smertefulde erindringer med baggrund i krig – denne gang Algier-krigen.

I et andet hovedværk Jeg elsker dig – jeg elsker dig (1968) – en tidsrejsefilm om en mand fanget i sin egen fortid – var Resnais ikke bleg for at eksperimentere med genre i samarbejdet med science-fiction-forfatteren Jacques Sternberg.

Efter en tynd periode med den konventionelle Stavisky (1974), der handler om en skandalesag i fransk politik i 1930’erne, genfandt Resnais eksperimenterelysten med den engelsksprogede Providence fra 1977. Filmen viste, at han endnu ikke havde udtømt sin interesse for erindringens veje og vildveje.

En alkoholiseret forfatter (John Gielgud) opdigter en historie om sine familiemedlemmer og forvrænger virkeligheden. Modsætningsparret sandt/falsk er erstattet af ikke-fiktion/fiktion – men er fiktion ikke også udtryk for en slags sandhed?

Overraskende stilskift
Den satiriske Min onkel fra Amerika (1980) med Gérard Depardieu sætter menneskearten under den behavioristiske filosof Henri Laborits lup.

Tre personer tjener i hver sin historie som en art forsøgsrotter til illustration af individets forudsigelige handlingsmønstre i svære valgsituationer.

I en alder af 70 fortsatte Alain Resnais interessen for fri vilje og konsekvens-etik i Smoking/No Smoking (1993). Det er en hvad-nu-hvis-fortælling, som præsenterer forskellige, gensidigt udelukkende handlingsscenarier. Filmen var baseret på et skuespil af Alan Ayckbourn, som også leverede forlæggene til de teatralske sædekomedier Cœurs (2006) og The Life of Riley (2014).

Indimellem foretog Resnais overraskende stilskift som det romantiske periodemelodrama Mélo (1986) og musicals som Pas sur la bouche (2003) og On connaît la chanson (1997), som er dedikeret til Dennis Potter og benyttede hans varemærke med at lip-synce populærmusik.

Stædig lyst til at eksperimentere
Som helhed fremstår Resnais’ værk som en eklektisk collage, der afsøger filmmediets grænser i forhold til og med inspiration fra andre medier og udtryksformer.

Det gør ham vanskelig at sætte i bås som filmskaber, og måske er dét den bedst mulige karakteristik af ham: At han vedblev med at insistere på at være avantgarde og nægtede at fryse fast i en genkendelig signatur. 

Han var drevet af en nysgerrighed og stædig lyst til at eksperimentere, som holdt ham i gang til det sidste. Hvis Hitchcock var filmkunstens mester, var Alain Resnais kunstfilmens. 

Få uger før sin død modtog han en Sølvbjørn på Berlin filmfestivalen for ”nye kunstneriske perspektiver”. 

Hans sidste film Life of Riley får dansk premiere på Cph Pix i april 2014.