Nekrolog
11. feb. 2019 | 16:42

Albert Finney er død

Foto | Roger Deakins
Albert Finneys sidste filmrolle blev som landmand iført sixpence og med et stort skæg i James Bond-filmen Skyfall fra 2012.

En af Englands største karakterskuespillere er gået bort efter sygdom. Han blev Oscar-nomineret fem gange, men arbejderklassedrengen anså prisfester for spild af tid.

Af Kristian Enevoldsen

Efter en infektion i brystet er den britiske skuespiller Albert Finney afgået ved døden, 82 år gammel.

Det udtaler Finneys familie til den britiske avis The Sun. Skuespilleren havde fået diagnosen nyrekræft i 2011 og gik bort den 7. februar.

Finney blev født 9. maj 1936. Han var søn af en arbejderklassefamilie, og det har fulgt ham hele livet.

Han startede sin karriere som teaterskuespiller og blev uddannet fra Royal Academy of Art, hvor han medvirkede i flere skuespil af William Shakespeare. Finney modtog stor ros og fik hurtigt titlen som ”den nye Olivier”, en henvisning til hans læremester Laurence Olivier.

Albert Finneys første filmrolle var i The Entertainer (1960), hvor Laurence Olivier i øvrigt spiller hovedrollen. Samme år fik Finney sin første hovedrolle i det socialrealistiske drama Saturday Night and Sunday Morning.

Filmen blev et indspark i den britiske filmindustri, der begyndte at producere mere rå og realistiske hverdagsdramaer. Samtidig var det en film lige i Finneys ånd, da den skildrer den klasse, han selv kom fra.

Tro mod rødder
Albert Finney var altid tro mod sine rødder i arbejderklassen og har takket nej til at blive slået til ridder af den engelske dronning.

Den britiske skuespiller mente, at omtale af en person som ”sir” ikke hørte hjemme i hans verden – det var snobberi.

Selv om Finney blev nomineret til fem Oscars igennem sin karriere – Tom Jones (1963), Mordet på Orientekspressen (1974), Påklæderen (1983), Under vulkanen (1984) og Erin Brockovich (2000) – tog han aldrig til prisfesten, som han anså for ”spild af tid”.

Finney har desuden vundet priser på Venedig- og Berlin-festivalen, men mødte ikke selv op for at tage imod dem.

Klassisk og alsidig
Op igennem 70’erne og 80’erne blev Albert Finney omtalt som en af de dygtigste og mest alsidige skuespillere i sin generation.

Han havde fokus på de klassiske roller, og repertoiret tæller præstationer som Ebenezer Scrooge i Dickens-filmatiseringen Et juleeventyr og mesterdetektiven Hercule Poirot i Mordet på Orientekspressen. Han spiller ogsåhovedrollen i filmversionen af skuespillet Påklæderen og giver en ægte flamboyant præstation i John Hustons musical Annie.

I de senere år var der lidt længere mellem de fyldige roller.

Men det er værd at fremhæve hans gangsterboss i Coen-brødrenes Miller’s Crossing, Julia Roberts’ chef i Steven Soderberghs Erin Brockovich og den ældre udgave af Ewan McGregor i Tim Burtons Big Fish.

På tv har Finney udmærket sig med roller som paven John Paul II i en film fra 1984, og han gav et nærværende og rørende portræt af den engelske premierminister Winston Churchill i tv-filmen The Gathering Storm fra 2002.

I nyere tid er den britiske skuespiller nok bedst kendt som bagmanden i The Bourne Ultimatum og James Bonds faderfigur i Skyfall, der blev hans sidste film på det store lærred.

Program om Albert Finney

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko