Nekrolog: Albert Maysles

En mand banker med træt hånd på en hoveddør. Døren åbnes, og manden begynder med monoton stemme sin indøvede salgstale. Afslag forekommer tit, men heldigvis er der altid en dør mere og endnu en dør …

En dokumentar om bibelsælgere i USA lyder ikke sindsoprivende, men Salesman skabte alligevel stor opmærksomhed ved premieren.

Salesman var et af de første skridt til noget nyt inden for dokumentargenren.

Væk var den ansigtsløse fortællerstemme, der påtvang tilskueren sine observationer. Væk var interviewet, der med sin mediemæssige iscenesættelse slog hul på livets autentiske fremmarch.

I stedet så Direct Cinema dagens lys. Bevægelsen gjorde op med det nøje tilrettelagte verdensbillede og lod livet uhindret gå sin gang.

Bag Salesman (1968) stod Albert Maysles, der igennem en lang karriere lod publikum komme i selskab med tidens store skikkelser såvel som samfundets nedtrådte mennesker.

En karriere, som endte i torsdags, da han afgik ved døden efter kort tids kræftsygdom. Han blev 88 år.

Et broderligt foretagende
Albert Maysles blev født 26. november 1926 i Boston, Massachusetts. Forældrene var ukrainsk-polske indvandrere.

Han blev uddannet i psykiatri, og det var under en rejse til Sovjetunionen, at han fandt sit kald som filmmager. Psychiatry in Russia (1955) var hans første korte dokumentarfilm.

Allerede på sin næste film begyndte han samarbejdet med broren David Maysles, som fortsatte indtil Davids død i 1987.

Rockgrupper og ruiner
En af Maysles-brødrenes styrker var, at de kunne begå sig i hvilken som helst samfundskreds. Hverdagens monotoni i Salesman blev fulgt op med en tour-dagbog fra en af tidens største rockgrupper.

Gimme Shelter (1970) følger The Rolling Stones ved koncerten i Altamont, Californien, hvor Hells Angels agerer sikkerhedsvagter. Et skæbnesvangert bekendtskab, da en koncertgænger bliver dolket ihjel af en Hells Angels-rocker.

Maysles’ kamera fangede hele seancen, og det dødelige klip skabte stor furore i ved filmens premiere.

Men som Maysles senere viste, kan synet af et menneskeliv være lige så ubehageligt som et menneskes død.

Med Grey Gardens (1975) tager han tilskueren indenfor hos Edith Bouver Beale og hendes datter, som på trods af deres relation til den tidligere præsidentfrue Jaqueline Kennedy bor i en forsømt og forfalden villa i en forstad til New York.

Det hudløse portræt af en families ruin brændte sig ind på nethinden – at komme så tæt på føltes uanstændigt, men man kunne alligevel ikke vende blikket bort.

Filmen er i øvrigt hovedinspirationskilde til danske Eva Mulvads kritikerroste film om en liebhaverfamilies forfald, The Good Life (2010).

Fluen på væggen
Albert Maysles fastholdt hele livet igennem, at filmmagerens opgave er at være observatør.

Som dokumentarinstruktør er man ”en observant, en forfatter, men ikke en instruktør – en opdager, ikke en kontrollør”, sagde han.

Hans tilbagetrukne, kiggen-over-skulderen-tilgang resulterede i film, der i 1960’erne gjorde op med dokumentarkonventionerne: voiceovers og indskudte interviews.

”At lave en film er ikke en jagt efter et svar. Det er forsøg på at indfange livet, som det er,” sagde han i et interview med New York Times i 1994.

Metoden blev kendt som fluen-på-væggen, hvor det handler om være til stede og følge livets gang. En teknik, som siden brødrenes introduktion er blevet en bærende søjle i dokumentargenren.

Samarbejde og inspiration
Albert Maysles’ arbejde med broren førte i 1974 til en delt Oscar-nominering for bedste dokumentarkortfilm med Christo’s Valley Curtain samt en Emmy-sejr i 1987 for Vladimir Horowitz: The Last Romantic.

Han delte altid rollen som instruktør på sine film, og karrieren bød på mange langvarige samarbejder.

Maysles grundlagde i 2006 Maysles dokumentar-centret i Harlem. Centeret har til formål at hjælpe med produktion og fremvisning af dokumentarfilm, hvis formål er at ”inspirere til dialog og handling”.

Maysles kastede lys i menneskehedens afkroge og afdækkede situationer, hvor rampelyset ikke trængte ind.