Nyhed
30. juli 2021 | 19:10

Grasten: Albert var en moderne kunstner

Foto | Puk Grasten
Team Albert blev lanceret med et glimt i øjet under palmetræerne på verdens førende filmfestival i Cannes, hvor Albert Dyrlund gør V-tegnet, mens producent Regner Grasten (tv.) holder filmplakaten.

Filmproducent Regner Grasten lavede en film med afdøde Albert Dyrlund og sammenligner ham med Jarl Friis-Mikkelsen – altid et skridt foran publikum.

Af Claus Christensen

En af landets mest populære youtubere er blevet taget fra os.

22-årige Albert Dyrlund var i det nordlige Italien for at optage en video til sin kanal, da han snublede og faldt ned fra en 200 meter høj skrænt.

Det tragiske dødsfald har chokeret internetverdenen af youtubere, influencere og dedikerede fans. Men også i filmbranchen er man rystet over Dyrlunds alt for tidlige bortgang.

”Albert var et utroligt godt menneske og vildt begavet. Jeg har ikke mødt et så ungt menneske, der var så bevidst om sin kunst. Det ser så let ud, når han er på YouTube, men det er det sværeste i verden,” siger producenten Regner Grasten.

Regner Grasten lavede i 2018 familiefilmen Team Albert, hvor Albert Dyrlund spiller hovedrollen.

Producenten, der er kendt for Hvidstengruppen og Anja & Viktor-filmene, fik for alvor øje på det unge talent, da han så musikvideoen til sangen Ulla, der har fem millioner visninger på YouTube.

”Det er jo et monster pophit og samtidig dybt sjofelt. Til musikvideoen vælger han ikke en ung kvinde på sin egen alder til at spille Ulla, som han er forelsket i. Men en lidt ældre kvinde. Det er modigt og godt set,” fortæller Regner Grasten.

Jo bedre Grasten lærte Albert Dyrlund at kende, jo mere overbevist blev han om den unge mands unikke talent.

”Albert mindede mig om Jarl Friis-Mikkelsen, som var noget ældre, da jeg mødte ham i 1980’erne, hvor han havde succes med Øb & Bøv-figurerne, og vi sammen lavede Kampen om den røde ko. Albert og Jarl er begge to skabt af et massemedie – henholdsvis tv og internettet – og de har samme skarpe, nærmest surrealistiske intelligens.”

”Ligesom Jarl var Albert med sin krøllede hjerne altid foran publikum. Han var i stand til at give publikum noget, de ikke havde set før, men som de straks tog til sig.”

Den fødte instruktør
Selv om youtubere sjældent regnes for at være kunstnere, er Regner Grasten ikke i tvivl om, at det var det, Albert var: en kunstner.

”Han kunne gå fra helt klassisk YouTube-videoer til at lave syrede sager – som da han klippede sit hår af. Han var indimellem totalt kamikaze i sine videoer, men samtidig havde han mange følelser. Han turde udfordre sit publikum. Han var ikke youtuber, han var kunstner – en moderne kunstner,” mener Regner Grasten.

Til Team Albert blev der lavet YouTube-videoer, og her trådte Albert Dyrlund for alvor i karakter.

”Han gav sig til at instruere mig og fortælle, hvad jeg skulle gøre. Hans hjerne kørte med 3.000 kilometer i timen. Han vidste præcis, hvordan det skulle gøres.”

Da Team Albert skulle lanceres, fandt Albert Dyrlund på at lave en såkaldt YouTube-challenge, hvor han og nogle venner gemte sig 24 timer i Big Bio i Herlev, mens de filmede det.

”Han var virkelig i sit es. Han arrangerede det hele – også hvordan vagterne skulle komme og jage dem væk. Han var i virkeligheden den fødte instruktør og manuskriptforfatter.”

Internettet vinder altid
Regner Grasten mindes også, hvordan de i 2019 kuppede Robert-festen og snuppede publikumsprisen for næsen af storfavoritten Anders Matthesen og Ternet Ninja.

”Mange flere mennesker havde set Ternet Ninja og elskede den. Men vi vandt, fordi Albert på de sociale medier havde opfordret sine følgere til at stemme på Team Albert. Som han sagde på scenen, da vi modtag prisen: ’Internettet vinder altid!’”

Producenten er sikker på, at Albert Dyrlund ville have taget springet fra YouTube til en stor karriere i medieverdenen – som komiker, tv-vært og instruktør. Dyrlund var ikke bange for at afprøve grænser, men Regner Grasten mener, at dødsfaldet skyldes et hændeligt uheld.

”Albert har selvfølgelig villet vise sine følgere nogle opsigtsvækkende billeder i klippelandskabet, og det er desværre endt tragisk. Som youtuber pressede han sig selv, men det var ikke mit indtryk, at han var dumdristig,” forklarer Regner Grasten.

”Han var tværtimod altid bevidst om, at der også var børn, som kiggede med. Når han lavede noget helt vildt, sørgede han for at afmontere det. Han havde stor respekt for sit publikum. Han var aldrig højrøvet, han var altid klar til at skrive autograf eller tage en selfie med hvem som helst.”

Musikvideo: Ulla

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko