Albino med ansigt som en åben bog

Camilla Magid er støt ved at erobre sig status som en af dansk films mest spændende dokumentarister med speciale i at udforske marginaliserede skæbner og indre konflikter.

I 2010 tog hun afgang fra Super16 med From Palestine with Love om en 22-årig cirkuspige, der bor i de besatte palæstinensiske områder og drømmer om et liv i Sverige med sin svenske kæreste.

Mandag 4. februar vises hendes nyeste film, den stærke og tankevækkende White Black Boy, på DR2 kl. 23. Den vandt sidste år Sonic:Dox for sin unikke lydside og er i år Bodil-nomineret som bedste dokumentar.

Filmen følger albino-drengen Shida på en kostskole i Tanzania, og det årelange projekt blev en følelsesmæssig opdagelsesrejse ikke blot for filmens hovedperson, men i høj grad også for instruktøren bag.

Lokalkendskab
Camilla Magid fik ideen til filmen, da hun var til fotoudstillingen World Press Photo i 2009. Her opdagede hun den svenske fotograf Johan Bävman, som havde taget en serie billeder af albinoer i Tanzania.

”Det var første gang, jeg blev gjort opmærksom på situationen for albinoer i Afrika, og jeg blev meget rørt. Albinoer i Afrika jages blandt andet af folk, der tror, at albinoernes kropsdele kan bruges som medicin. Siden 2007 er over 70 albinoer blevet myrdet. Der var en kæmpe styrke og sårbarhed i Bävmans billeder, og jeg tog efterfølgende til Sverige for at mødes med ham,” fortæller instruktøren.

Camilla Magid allierede sig med filmfotografen Talib Rasmussen, som har gået på den Danske Filmskole, men er født og opvokset i Tanzania. Talib Rasmussen taler swahili, og hans lokalkendskab blev afgørende for, at filmen kunne lade sig gøre.

”Første gang filmholdet og jeg tog til Tanzania, mødtes vi med en masse forskellige albinoer. Det var, før det gik op for os, at albino-børn ofte bliver fjernet fra deres forældre og anbragt på institutioner for at blive beskyttet. Tit kan børnene ikke komme hjem igen senere, heller ikke hvis forældrene ønsker det,” fortæller Camilla Magid.

”Vi besøgte en af disse institutioner og fandt en gruppe børn, som netop havde fået et sponsorat af den canadiske organisation Under the Same Sun til at komme på en privat kostskole ude på landet. Det var hér, vores film var.”

For genert til at tale
Det var vigtigt for Camilla Magid, at filmen ikke kom til at handle om, at albinoerne er eksotiske. Det skulle ikke være fascinationen af deres eksistens og farlige situation, der drev filmen, men derimod identifikationen med drengen Shida.

”Det er så svært at forstå, at børn bliver jaget på livet. Der er ingen tvivl om, at det har kæmpe mentale konsekvenser for dem og deres syn på verden, at de ved, at der er folk derude, som vil slå dem ihjel. En af de ting, jeg var rigtig interesseret i, var, hvordan man overlever som menneske under de forhold. Hvordan bevarer man sig selv,” spørger instruktøren.

”Filmen skulle handle om at være barn og outsider, med albinoernes situation som et bagtæppe for handlingen. De problemer Shida og de andre albino-børn på skolen står overfor – sprogproblemer, mobning – reflekterer jo netop på mange måder de problemer, albinoer generelt møder i det afrikanske samfund.”

– Hvordan udvalgte du drengen Shida?

“Vi kom ned på institutionen og mødte de her små børn, der var så generte, at det var meget svært at komme i kontakt med dem. De turde ikke tale. Til at starte med valgte vi faktisk tre piger, som vi fulgte de første dage. Vi havde også filmet lidt på Shida, men ikke særlig meget.”

”Da vi kom tilbage til Danmark med materialet, blev det dog klart, at Shida fungerede rigtig godt foran kameraet. Hans ansigtet er en åben bog, og man kan tydeligt se hans indre følelsesliv afspejlet i optagelserne af ham. Pigerne derimod var så generte, at selv om de rigtig gerne ville være med og have opmærksomheden, så var de for bevidste om kameraet.”

Længsel efter omsorg
– Hvordan reagerede Shida på opmærksomheden?

“Han voksede. Det gav ham helt tydeligt selvtillid at være i fokus på den måde, og det var utroligt at se ham gå fra at være så genert til i løbet af et år at lære engelsk og udvikle sig socialt. Selv om det jo er en stille film, sker der utrolig meget i Shidas verden.”

”Det var dog svært i forhold til de andre børn på skolen, for der var en del jalousi. Vi filmede faktisk også på de andre børn, så de følte, at de var med i projektet. Da børnene så filmen sidste år, var de rigtig glade for den, men de syntes godt nok, at der var meget med Shida!”

– Hvilke udfordringer var der ved at filme i Tanzania?

”Der var meget korruption. Første gang vi var dernede, brugte vi tre uger på bare at komme ud fra Dar es Salaam. Skolen lå tre dages kørsel ude i bushen, så det krævede en ordentlig bil. Selv om vi havde penge nok, var der utrolig meget praktisk bøvl, og det krævede virkelig energi og tålmodighed.”

”Men det vanskeligste var helt klart at opleve børnene og bare have lyst til at tage dem alle sammen med hjem. Selv om lærerne på kostskolen gør deres bedste for dem og holder meget af dem, så er de jo ikke deres forældre og kan ikke give kærlighed til 200 børn.”

”At opleve børnenes længsel efter omsorg og ønske om bare at holde én i hånden, det var svært.”

”Anden gang, vi var nede på skolen, var omkring juletid, hvor alle var rejst hjem til deres familier, mens albino-børnene blev tilbage alene. Da jeg selv kom hjem til familiejul i Danmark senere, satte det virkelig tingene i skarpt perspektiv, og som jeg sad der, kunne jeg ikke holde op med at tænke på de børn.”

Filmverdens poeter
– Hvordan udviklede i den specielle lydside til filmen?

“Albino-børnene ser ikke så godt, og eftersom filmen ses fra Shidas perspektiv, ville tonemester Peter Albrechtsen og jeg skabe en lydside, der førte tilskueren ind i hans verden. Det var en spændende proces, ikke mindst fordi soundtracket sjældent fylder meget i dokumentarfilmverdenen. Lydkunstneren Jacob Kirkegaard var med i Tanzania og optog svingninger i materialerne omkring Shida, der blev integreret i lydsiden, og den islandske komponist Jóhann Jòhannsson skabte musikken.”

”Da vi fik Dox-prisen for bedste lyd, sagde Peter Albrechtsen, at han havde fået to børn undervejs i arbejdet med denne film. Det satte ligesom tidsrammen lidt i perspektiv. Vi var i gang i tre år!”

– Hvad er den største udfordring for dokumentarister i dag?

”Jeg har hørt én sige, at dokumentarister er filmverdens poeter. Underforstået at der ikke er nogen penge i den genre, men masser af hjerteblod.”

”Men det er fantastisk at få lov til at komme ind i de mange forskellige verdener, som dokumentarfilmen giver mulighed for at udforske. På White Black Boy var kameraet jo nøglen til en verden, hvor man normalt aldrig ville få adgang, og jeg var aldrig kommet så tæt på de børn uden det i hånden.”

En mors ubetingede kærlighed
– Hvad bliver dit næste projekt?

”Jeg er i gang med at researche på et projekt om en kvinde, hvis søn sidder på dødsgangen i Californien. Hun er overbevist om hans uskyld og har kæmpet i årevis for at få ham løsladt, til trods for at beviserne, der dokumenterer hans gerninger, er der. Filmen skal handle om den ubetingede kærlighed, der driver hendes tro på ham.”

”Jeg er optaget af, at alle længes efter samhørighed med verdenen, men samtidig føler vi os alene og udenfor. Det bliver illustreret tydeligt og på en meget ekstrem måde i albino-historien. Den indre konflikt fylder meget i mine film, selv om fællestrækkene fra projekt til projekt faktisk ikke er bevidste.”