Nyhed
16. feb. 2024 | 13:58

Aleksej Navalnyj er død

Foto | Niki Waltl

Aleksej Navalny vidste, hvad risikoen var, men alligevel vendte han modigt hjem til Rusland efter et at have været udsat for et attentatforsøg. 

Den russiske oppositionsleder og hovedpersonen i Oscar-vindende dokumentar er død 47 år gammel i fængsel af ukendte årsager.

Af Frederik Hoff

Navalny af Daneil Roher vandt i 2022 en Oscar for bedste dokumentar og fik seks stjerner af Ekkos anmelder og Ruslands-ekspert Samuel Rachlin.

Filmens hovedperson er den russiske oppositionsleder og aktivist Aleksej Navalnyj, som i en årrække var landets mest fremtrædende kritiker af Vladimir Putins regime.

I 2020 blev han udsat for et bizart attentatforsøg med nervegift i Sibirien, hvorefter han flygtede til Tyskland. Da han dristigt vendte tilbage til Rusland, blev han øjeblikkeligt dømt for svindel og ekstremisme.

I første omgang blev han placeret i et fængsel i Vladimir-regionen, men senere blev han flyttet til en straffekoloni i Jamal-Nenet i det nordlige Rusland.

Nu meddeler det russiske fængselsvæsen ifølge BBC, at han er afgået ved døden 47 år gammel.

Den russiske stat har endnu ikke offentliggjort dødsårsagen. Men Letlands præsident Edgars Rinkēvičs har ifølge nyhedsbureauet AFP konkluderet, at Navalnyj er ”blevet brutalt myrdet af Kreml”.

Russisk helgen
I starten af 2010’erne var Navalnyj med til at organisere protester mod Russisk valgfusk og korruption, og i en lang række internetvideoer – som blev set af millioner – lykkedes det ham at afsløre diverse skandaler om regeringen.

Dokumentaren Navalny handler om hans trodsige opstand mod den totalitære stat og det famøse attentatforsøg, hvor der blev smurt nervegift på hans underbukser.

Ikke mindst handler filmen om den næsten uforståeligt modige beslutning, det var, da Navalnyj valgte at vende frivilligt tilbage til sit hjemland, hvor han udmærket godt vidste, hvad der ville ske med ham.

Undervejs i dokumentaren bliver Navalnyj spurgt, om han er bange for at blive henrettet.

”Nej,” svarer han og forklarer, at den eneste modgift mod ondskaben er at sørge for, at de gode mennesker handler i stedet for at være passive eller bange.

Ud over sin anmeldelse, hvor han kalder Navalnyj for en ”russisk helgen”, har Samuel Rachlin skrevet flere artikler i Ekko Putins Stalin-agtige manipulation af russerne gennem total kontrol over medierne og hidsig brug af propagandafilm i Ekko #90 og #92.

Aleksej Navalnyj efterlader sig hustruen Yulia Abrosimova og deres to børn.

Kommentarer

Ekko #90

Ruslandseksperten Samuel Rachlin skriver i et essay om Putins kontrol over landets medier, der minder uhyggeligt meget om Stalin.

Vi anmelder også serie med Ukraines Præsident Zelenskij i hovedrollen.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko