Alene i naturfilmens mekka

I naturdokumentarfilmen Alone in the Wild fra 2009 bliver hovedpersonen fløjet midt ud i Canadas øde skove med en lille motordrevet vandflyver. Her skal han overleve alene uden kontakt til andre mennesker i tre måneder, og han har ikke andet kamerahold end sig selv. 

Jeg skal kun være af sted i tre dage, men billedet stemmer meget godt overens med, hvordan jeg har det. 

Flyet er klar til at lette, og sædet ved siden af mig er tomt. I det hele taget er flyet ikke halvtomt. Jeg undrer mig over, at man har lavet en direkte navlestreng fra København til Bristol. 

En mand sætter sig, så der er et sæde mellem os. Hans vandrestøvler er snøret tæt, han har ternet skjorte, vest og Fjällräv-bukser med mange lommer og det karakteristiske lille svenske flag syet fast i syningen. 

Jeg spekulerer på, om vi skal samme sted hen. 

Jeg er på vej mod filmfestivalen Wildscreen Festival i oktober sidste år. Jeg har lidt hjertebanken, måske fordi jeg ikke er glad for at flyve, måske fordi jeg er spændt. Jeg kender ikke et øje og er alene med min kortfilm Grantræet, der er frit baseret på H.C. Andersens historie. The Fir Tree, som den hedder i England. 

Internationalt anerkendt
Grantræet er nomineret til festivalens Panda Award. Festivalens hjemmeside forklarer, at den er internationalt anerkendt som den mest prestigefyldte og indflydelsesrige begivenhed i naturfilmgenren. 

Wildscreen Festival løber af stablen vært andet år, hvor hundredvis af engagerede mennesker fra film- og medieindustrien og mange tusinde gæster indtager den sydvestlige kystby Bristol. 

Festivalen er for naturdokumentarfilm, hvad Cannes er for kunstneriske spillefilm. Alligevel har de fleste derhjemme spurgt: ”Wildscreen? Hvad er det for en festival?” Det Danske Filminstitut skulle da også lige overbevises, før de ville give støtte min rejse. Og nyheden om nomineringen har haft svært ved at finde vej til medierne. 

Fair nok, man kan selvfølgelig ikke skrive om alle. Og min film er bare en kortfilm. 

Producent bag paddefilm
Jeg er først og fremmest med for at skabe nye kontakter. Mit mål er at netværke, alt hvad jeg kan. 

Vi kender jo alle sammen BBC’s dokumentarserier The Blue Planet og Vores planet, Pingvinmarchen og dette års 60-års-jubilar Sir David Attenborough. Fantastiske foto-optagelser og naturoplevelser, vi får direkte ind i stuerne. Det er dem, jeg er oppe imod. Det er dem, jeg skal forsøge netværke med. Ikke for at lave det samme, som de gør, men for at lavet det, de ikke ved, de vil have. 

Vi lander. 

Min sidemand hiver sin taske op og sætter den på skødet. Tasken er fra en naturfilmfestival i Sydafrika, og navneskiltet fortæller, at han skal samme vej som mig. ”Loke Film,” står der. Var det ikke dem, der engang lavede en TV 2-serie om padder? 

Vi falder i snak. 

”Jeg plejer at være den eneste,” siger producenten, der viser sig at hedde Adam Schmedes, venligt og med et forundret smil på læben. Adam har været på festivalen mange gange og kender stederne. Jeg er her for første gang. Vi følges ud af gaden og mod bussen, der denne kolde oktober-aften skal fragte os til centrum. 

Man mødes på cafeen
Jeg finder ud af, at Adam har lavet en prisbelønnet film, Kamæleonernes strand, der kan prale af atten internationale priser og et langt større publikum, end de fleste danske spillefilm nogensinde kommer i nærheden af. 

”Det afgørende er, hvor mange seere en film, som kæmper for biodiversiteten, når gennem tv. Salget af filmen er tæt på de 40 lande, og det fortsætter,” siger han. Jeg kender ikke Adam, hvilket bekræfter, at det for os i Danmark nærmest er en hemmelig klub, der laver naturdokumentarfilm. 

Ved stoppestedet uden for lufthavnen hænger en mandshøj plakat fra festivalen: ”Welcome to Wildscreen Festival”.

Vi må tage hver vores bus, da mit hotel ligger et stykke væk fra hans. Det sidste, Adam siger til mig, er, at man mødes på cafeen nede ved vandet. Det er hjertet af festivalen. Det er der, filmene vises, der er workshops, foredrag og events, og man får udleveret adgangskort og de orange-sorte skuldertasker. 

Naturfilm på en ny måde
Jeg har inden afrejse ringet til filmkonsulenten på min film: Jakob Høgel fra New Danish Screen, der modigt satte projektet i gang og under processen har givet stærk sparring. 

Jeg overbragte ham om nyheden om nomineringen, som er filmens syvende. Vi mindedes vores indledende samtaler, hvor jeg fortalte, hvordan jeg efter femten år med at lave naturdokumentarer til børn og voksne i både udlandet og herhjemme drømte om lave naturfilm på en ny måde. Hvordan jeg ville flytte fokus fra dyr til en mere personlig menneskehistorie – forny den vanebærende genre, som vi kender fra BBC, National Geographic og andre, som har sat standarden for, hvad naturfilm er i dag. 

Ideen var at vise den danske fauna frem på en måde, så vi ikke blot passivt betragter naturens forunderlige verden, men også vil føle, at det er en relevant historie om os selv. En historie, der involverer os frem for at fascinere. 

Det blev til Grantræet, der handler om ønsket om at ville være alle mulige andre steder end der, hvor man er. Hovedpersonen er et træ med rødderne solidt plantet i skovbundens muld. Det er, som om nomineringen i netop BBC’s hjemland runder filmens mission af. 

En dårlig joke
Næste morgen er det dagen, hvor jeg skal vise min film. Foran publikum i biografsalen skal jeg forklare, hvorfor jeg har lavet denne film. Jeg tager af sted i god tid og nyder byen, der er ved at vågne. 

Det er en smuk by, klædt i festivalens orange farver, med kanaler, typiske ældre engelske huse i røde mursten og Starbucks-caféen, der bliver mit faste morgenritual de næste dage. Jeg har skrevet ned, hvad jeg vil sige, og jeg føler mig 100 procent klar. 

Som så mange andre har jeg dog først søgt om at pitche en ide til et af de store produktionsselskaber eller tv-stationer. Jeg har fået en tid i dag og tre i morgen. 

Jeg sætter mig på stolen i den hvide gang i kulturhuset. Der er fire andre, der skal ind. Jeg prøver at bryde den nervøse stemning med en joke, men enten er min vittighed for dårlig, eller også er de for anspændte. De griner i hvert fald ikke, og jeg kommer til at huske på min gode vens råd fra engang, jeg skulle interviewes på tv. ”For guds skyld, lad være med at være sjov!” 

Hvad laver jeg her?
Jeg pitcher min ide og kan godt mærke, at jeg taler til et træ. Han reagerer ikke, og jeg bliver mere og mere usikker. Er det mit engelske, der ikke er godt nok? 

Jeg har googlet ham i forvejen, og han er en af de tunge drenge i branchen. Dr. Walter Köhler fra Tyskland. Da der mangler et minut af den afsatte tid, siger han: ”Jeg forstår overhovedet ikke, hvad du taler om.” 

Nå, det var det. Ud igen. Jeg må sluge skuffelsen. Jeg sætter mig i cafeen, hvor alle efter sigende mødes. Og det ser ud til at holde stik. Alle hilser på alle. Alle krammer og siger hej på den rigtige måde – med ”tak for sidst” og kindkys. 

Jeg sætter mig ved et tomt bord, tjekker mails for 117. gang og drikker kaffe. Hvad laver jeg her? Derhjemme er det efterårsferie, børnene har fri, konen har fri. Hvad er det, jeg bilder mig ind? 

Mere empati, mindre udstyr
Jeg prøver ihærdigt at huske mig selv på, at jeg skal nyde det. Jeg har købt en pakke druesukker for at holde den gående. Jeg må ikke virke træt. Det er tid til visningen. 

Jeg bliver introduceret for de andre, der også skal tale ved samme lejlighed. Vi har halvanden time. Den første er producenten på en 3D-film med selveste Sir David Attenborough. En film om planter på 50 minutter til ti millioner kroner. 

Han snakker teknik, mens jeg øver mig. Hvis naturdokumentarfilm skal kunne flytte folks syn på verden, skal udstyr betyde mindre og empati mere. Vi skal føle noget, og det gør vi ikke med hans film. Det bliver min tur. Jeg viser klip og taler. Jeg kan ikke huske, hvad jeg siger, eller hvilke spørgsmål der kommer. Jeg kører lidt på adrenalinen. 

Skandinavian noir
Da jeg er færdig, trækker producenten Dick Colthurst, der skal tale som den sidste, mig ind til sig. ”Jeg tror, der er stort potentiale i din måde at fortælle historier på. Du kommer til at vinde!” siger han. 

Tilbage på cafeen er det slut med at sidde alene. Filmfolk fra Sydafrika, Japan og USA kommer hen og vil høre, hvad det er, vi kan i Danmark. De kalder det Scandinavia noir. 

De sorte billeder, fotografen Erik Zappon har komponeret, bliver rost til skyerne for deres poetiske stemning. Kristian Eidnes’ lyd kommer bag på de fleste. Normalt skal lyden ”bare” forstærke naturbillederne, fordi lyden aldrig bliver optaget med billedet. I Grantræet er lyden med-fortællende. 

Selve træets sprøde stemme, som er på dansk, skrevet af Bo hr. Hansen og indtalt af Nikolaj Lie Kaas, rammer dem dybt. Kvinden, der kører interviewet efter visningen, fortæller mig, af det mest innovative ved filmen faktisk netop er, at stemmen er en så levende karakter. Det har jeg slet ikke tænkt på som noget nyt – vi har jo strengt taget bare lånt metoden fra fiktionens verden. Stemningen er euforisk. Jeg er fuld af håb. Tror på det. 

Næste morgen er det tid til dagens første pitch ud af tre. Og der bag skrivebordet sider producenten, der hviskede mig i øret i går. 

Kæmpe lydstudie
”Du er ikke typen, der skal pitche her på ti minutter. Jeg vil godt arbejde sammen med dig,” siger Dick Colthurst. 

Det er i orden, tænker jeg, og viser ham mine ideer på skrift. Tre timer drikker vi kaffe sammen på cafeen og snakker projekter. Hans telefon ringer, men han slukker den med det samme. Jeg forsøger at forklare ham, at jeg gerne vil arbejde videre med at blande fiktion og naturdokumentarfilm. At det er vigtigt for mig, at det er en menneskehistorie fortalt via naturen. At jeg synes, man skal sparke lidt til måden, man laver film på. 

Han er enig og selv én, der går andre veje. En mand i jakkesæt med hvid skorte og slips nærmer sig. Han kender tydeligvis Dick, der hurtigt rejser sig og hilser. Dick trækker mig med ind i det fine selskab. Den pæne mand viser sig at være fra BBC. 

Under mødet går op for mig, at Bristol ikke alene huser BBC Nature, men også har fire-fem store private produktionsselskaber, som vel at mærke kun producerer naturdokumentarfilm. De har også et lydstudie på størrelse med nogle af de store produktionsselskaber i Danmark. De laver det, vi ser på dansk tv. 

Naturdokumentarfilmens centrum ligger med andre ord i Bristol. Samme aften er der fest. Alle de kendte tv-værter er der. Selv Attenborough. Jeg deler en mørk øl med en af producenterne fra Den blå planet, der nu er chef hos BBC Nature. Jeg ringer hjem og udbryder: ”Jeg vinder. Jeg vinder søreme, det tror jeg!” 

Succesrige pingviner
Hjemme på hotellet er jeg smadret på den gode måde, og dagen før, turen går tilbage til Danmark, sidder jeg og surfer lidt på nettet. 

Hvad er det med Danmark og naturdokumentarfilm? Hvordan kan den engelske og danske kultur være så forskellig? Hvorfor er det, at vi sluger den ene produktion efter den anden fra Bristol uden selv at ville lave dem? Mister vi ikke noget ved kun at blive fodret? Jeg har også selv sagt hele tiden, at vi kan ikke hamle op med dem. Og DR siger, at de kan købe det langt billigere, end hvis de selv skulle producere. 

Så oddsene er svære. Men bliver det ikke lidt fladt? Det er en øjenåbner at være her, for vi kan jo godt blande os. Det mærker jeg. 

Tv-serien Vores planet, der er produceret af BBC Natural History Unit, havde et budget på omkring 140 millioner kroner. Frem til juni 2007 er den blevet vist i 130 lande verden over. Der er lavet en spillefilm-version, hvis indtægter overstiger 500 millioner kroner. Det gør den til en af de mest indbringende naturdokumentarfilm nogensinde. Kun Luc Jacquets Pingvinmarchen, der skildrer pingvinernes nærmest menneskelige reaktionsmønstre, har opnået større kommerciel succes. 

I den anden boldgade er der enmandsproduktioner som Alone in the Wild. Den banebrydende dokumentarserie følger den erfarne tv-producer Ed Wardle, som skal klare sig på egen hånd i de canadiske skove, og den har tiltrukket over 1,5 millioner seere på den britiske tv-station Channel 4. Første afsnit af Forbrydelsen II trak til sammenligning 393.000 seere på BBC4 i januar sidste år, og i april overværede omkring en million seere den første episode af Broen. 

Direkte navlestreng
Det kan med andre ord lade sig gøre at blande sig med de store. Og det skal gøres nu. 

BBC samarbejder med Discovery, tyske NDR og japanske NHK og har monopollignende status på de store markeder, mens Frankrig satser på naturspillefilm med det nye Disneynature, der har hovedsæde i Paris i spidsen. 

Hjemme igen tikker en sms ind med beskeden om, at jeg ikke vandt en Panda Award. Ærgrelsen er stor, men kort … I mine øjne kan vi i Danmark vise den internationale naturfilm andre kunstneriske måder at fortælle på. Vi kan tilføre den menneskelige historie. Vi så det med dogme i sin tid – vi kan lykkes med at komme ud i verden. 

Der findes kun to filmgenrer, som kan sælges globalt uden de store tilpasninger, og som aldrig bliver genindspillet på grund af sprog eller kulturelle forskelle: animationsfilm og naturdokumentarfilm. 

Så der er ingen grund til, at Danmark er den grimme ælling næste gang, der er Wildscreen Festival. Der er en direkte navlestreng fra København til Bristol. Lad os udnytte den.