Top 10: Ålens bedste frækheder
Peter Aalbæk Jensen er den danske filmbranches bulderbasse, der gerne tager et slagsmål eller to.
I dag fylder han 60 år, og med sin usvigelige sans for pr benytter han lejligheden til at annoncere, at han træder tilbage som direktør for Zentropa, som har produceret nogle af Danmarks bedste film.
Direktøren tager altid telefonen, når journalisterne ringer til ham. Og det har givet nogle særdeles interessante citater fra en mand, der er alt andet end konfliktsky.
Vi ønsker tillykke med den runde fødselsdag til den meget markedsføringsbevidste og ofte nøgne Peter Aalbæk Jensen med et udvalg af hans bedste citater.
10. ”Jeg er en af de mindst sindssyge, mine elever møder.”
Sådan svarede den glatte ål på Martin Krasniks spørgsmål om, hvorvidt en tyveårig synes det er sjovt, når direktøren svinger med sin penis ude på Zentropa.
I 2013 udkom bogen Zentropia (skrevet af Anne Mette Lundtofte) om Peter Aalbæk og Lars von Triers revolution af dansk film. Og den indeholder maleriske beskrivelser af Zentropa-direktørens ledelsesstil.
Aalbæk slap godt fra Deadline-duellen ved at imødekomme alle anklager. Ja, Zentropa er en sekt, og ja, direktøren er ofte nøgen. Han får endda forklaret Krasnik, hvordan man laver helikopteren.
9. ”Jeg kan ikke tjekke hvert eneste Irma-bilag!”
I 1997 skrev Politiken om Zentropa og en rodet økonomi i artikelserien ”Breaking the Rules”.
På det tidspunkt havde Lars von Trier allerede sat selskabet på verdenskortet med sine film, men der var tilsyneladende ridser i glansbilledet.
Selskabets regnskaber var lige så svære at forklare, som kirkeklokkerne i slutningen af Breaking the Waves. Og Politiken påstod sågar, at der var skatteunddragelse involveret. Nogle medarbejdere skulle have indleveret private kvitteringer for at få udbetalt løn uden om skattefar.
Men direktøren for det hele kunne ikke tage sig af den slags petitesser. Mange år senere blev Aalbæk dog igen nødt til at forholde sig til bilag.
8. ”Jeg ville have afvist det blankt, hvis det var en bande grisefarvede kunstnere, der ville fortælle det her.”
I fjor offentliggjorde Zentropa, at Manyar Parwani skulle instruere en film inspireret af Omar El-Husseins drab på Finn Nørgaard og Dan Uzan.
I en pressemeddelelse lagde Aalbæk vægt på Parwanis hudfarve som årsag til, at filmen skulle laves.
Efterfølgende har det dog handlet om alt andet end pigment.
Parwani er blevet afsløret i at have givet urigtige oplysninger til Det Danske Filminstitut om sin film, og projektet har netop fået afslag på manuskriptstøtte.
7. ”Revisorerne fra Deloitte er nogle bøhtosser.”
Aalbæks anden store billagssag startede i 2013.
BT var kommet i besiddelse af et notat, der tilsyneladende afslørede lemfældig omgang med støttekroner i forbindelse med produktionen af Antichrist. Zentropa skulle blandt andet have brugt flere tusind kroner på en middag for Cannes-festivalens leder, Thierry Frémaux.
Det Danske Filminstitut ville have sagen undersøgt af revisionsfirmaet Deloitte. Men Peter Aalbæk Jensen ville ikke vise sine bilag frem, hvilket han fik forklaret i skarpe vendinger.
Det kuriøse ved ovenstående citat er, at BT i første omgang havde misforstået den bramfrie Aalbæk. De troede simpelthen, direktøren havde kaldt Deloitte-medarbejderne for ”bøsser”.
Sagen resulterede i såkaldt skærpet tilsyn med Zentropa – en dom, Justitsministeriet dog omstødte for nylig. Bilagene startede også en fejde mellem Aalbæk og Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen. Mere om den længere nede på listen.
6. ”Jeg har fået målt min IQ til 92. Trier fik målt sin til 160.”
I det norsk-svenske talkshow Skavlan finpudsede den Herfølge-bosatte spradebasse sit image som jovial tosse.
”Jeg er 100 procent redneck – en glad, højreorienteret dreng fra provinsen,” forklarer Aalbæk i programmet, inden han sammenligner sin intelligens med Lars von Triers.
”Jeg er den store, dumme stærke dreng, og han er den lille svage, men geniale.”
Der er enorme forskelle mellem Trier og Aalbæk, men man skal ikke undervurdere den producer-uddannede direktør. Som Klaus Rifbjerg siger i Kirsten Jacobsens bog Uden cigar: ”Han ved mere, end han lader som om.”
5. ”Så sandt som jeg står og kigger ud over markerne her i Herfølge, så er det min egen pik. Jeg har ikke lånt den.”
Peter Aalbæk og Filmmagasinet Ekko har haft et omtumlet forhold.
Han har altid stået klar med en god bemærkning til artikler. Men i 2012 var forholdet koldt.
Ekko havde skrevet om Parwani-projektet Klar til optagelse. Her skulle skuespillere helt ekstraordinært betale for at komme til en casting, hvilket indbragte over 250.000 kroner.
Artiklen blev citeret af Ritzau, og Aalbæk fik den opfattelse, at han blev beskyldt for at have stukket pengene i egen tegnebog. Sagen endte i et forlig, men drillesyge Aalbæk havde lige en sidste hilsen ved juletid et par måneder efter forliget.
Han udsendte en stor annonce i landets medier, hvor han står med erigeret lem, mens et Ekko-magasin brænder nede i hjørnet. I hånden holder han en udgave af BT, som han samtidig kørte sag mod gennem Pressenævnet.
Over for Ekstra Bladet slog Peter Aalbæk fast, at der ikke er manipuleret med penisstørrelsen på annoncebilledet.
4. ”Min foragt for filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen og hans kujonagtige adfærd giver mig opkastningsfornemmelser”
Sagen om Antichrist-bilagene fik Aalbæk til at affyre utallige verbale skud mod DFI’s direktør, Henrik Bo Nielsen.
I et interview med TV 2 karakteriserede han i usædvanligt hårde vendinger Henrik Bo Nielsen som en doven tøsedreng, der løber med sladder, og som er komplet uinteresseret i dansk film.
Oven i karaktermordet valgte Peter Aalbæk Jensen sidste år offentligt at søge stillingen som direktør for Filminstituttet.
Fejden er altså ikke slut. Da Justitsministeriet for nylig omstødte det skærpede tilsyn af Zentropa, varslede Aalbæk, at der snarligt vil komme en erstatningssag.
3. ”Det må tillades en gammel mand, der har drukket otte millioner genstande i dansk films tjeneste, at huske forkert.”
Da sagen mellem Ekko og Zentropa kørte, påstod Aalbæk, at Ekko undervejs havde ændret i den artikel, der var disputtens kerne.
Aalbæk mente, at det først senere var blevet tilføjet, at pengene fra Klar til optagelse-castingen gik til Parwani – og ikke Zentropa.
Information kunne afsløre, at det ikke havde noget på sig. Der var ikke ændret et komma.
Zentropa-direktøren angav alkohol som årsag til forglemmelsen. Og indrømmede, at han lige i det tilfælde havde været lidt for ”ilter”.
2. ”De sender deres børn på Bernadotteskolen, hvor der ikke går en eneste perker, og de kunne aldrig drømme om at have én boende selv.”
Nogle bliver mildere med årene. Men ikke Aalbæk.
Og han sigter ikke kun mod journalister og Filminstituttet.
I januar i år var filmmanden blevet træt af de mange ytringer fra kunstnere om, hvordan danske politikere er decideret ondskabsfulde over for flygtninge. Ytringer som oftest udbasuneres langt fra de asylcentre, som skal tage imod dem på flugt.
Til Jyllands-Posten udtalte Peter Aalbæk desuden:
”Det er i orden at have en mening, men mange burde få begge fødder på jorden og se på egen matrikel. Få bor racevenligt og økologisk, og indimellem drømmer jeg da om, at de kunne lukke røven.”
1. ”Antichrist var en film, vi skulle tjene penge på, og så fik jeg i stedet en gang kridtstreger igen. Nu med neger.”
I 2004 opstod der rygter om, at Lars von Triers næste projekt ville blive en horrorfilm med titlen Antichrist.
Aalbæk bekræftede historien og fortalte, at filmen skulle handle om, at det var Satan – og ikke Gud – som har skabt jorden. Det gjorde Trier rasende.
I Nils Thorsens bog Geniet fortæller Aalbæk om det efterfølgende skænderi. Trier sparkede hul i Aalbæks dør, og som ”straf” for afsløringen gik Trier i stedet i gang med Manderlay.
Filmen handler om slaveri og er skabt gennem samme metode som Dogville. Scenografien er kridtstreger på gulvet i en fabrikshal i Sverige.
Ingen kan spidde Triers filmkunst på samme sylespidse facon som selskabets helt egen Ål. Og Trier faldt gudskelov senere ned igen og lavede fem år senere Antichrist.
Peter Aalbæk Jensen
Født 1956 i Osted på Sjælland.
Uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 1987.
Startede karrieren med at producere Tom Ellings Perfect World, der efterlod Aalbæk med en dyb gæld.
Stiftede sammen med Lars von Trier i 1992 Zentropa, der hurtigt blev det toneangivende danske filmselskab.
Modtog i 2001, sammen med producerne Vibeke Windeløv og Ib Tardini, en æres-Bodil for sit arbejde med dansk film.
Sagsøgte i 2012 Ekko, efter at magasinet havde bragt et kritisk essay om Zentropa.
Kommentarer