Super16: Med musikken i hjertet

Musik har spillet en vigtig rolle på film lige siden den stumme fødsel, hvor pianomænd skabte grin og gråd med et tilhørende lydtapet.

I nogle film er musikken dog mere afgørende end i andre, fordi den ikke bare skal forstærke følelser i baggrunden, men faktisk er, hvad det hele drejer sig om.

Det er tilfældet i Alexander Ohrts Blåt lys, der eksperimenter med musicalgenren. Filmen kan ses på Ekkos hjemmeside fra 8. til 22. november.

”Man kan krænge sine følelser ud og fortælle en historie meget direkte gennem musikken,” fortæller instruktøren, der sammen med resten af niende årgang netop har taget afgang fra den københavnske filmuddannelse Super16.

”Jeg blev især inspireret af Paul Thomas Andersons Magnolia, der umiddelbart er en forholdsvis traditionel film. Men lige når tredje akt starter, begynder en sang, hvor alle hovedpersonerne synger med. Det var jeg helt blæst væk af, for man ved bare lige præcis, hvad det betyder, selv om man måske ikke hører alle verselinjer,” siger 28-årige Alexander Ohrt.

”Det har jeg også forsøgt i Blåt lys, hvor de ting, der sker i historien, ikke er store åbenbaringer eller problemer. Men forhåbentlig skaber sangene en identifikation med personerne, selv om de ikke siger: ’Jeg har det skidt.’”

Uperfekt ærlighed
Blåt lys handler om den unge kvinde Alma, der er rejst hjem til Aarhus efter at have forfulgt drømmen om en musikkarriere i København.

Hun møder tilfældigt sin tidligere bandkammerat i Smilets By, hvor han er for at spille koncert. De hænger ud i løbet af dagen og snakker om fortid, nutid og fremtid. Undervejs bliver snakken afløst af musik, når de synger en af deres fælles sange, og hun ser ham optræde om aftenen.

Det var vigtigt for Alexander Ohrt, at alle sangene blev optaget direkte på settet. Han lavede en regel om, at der ikke måtte blive optaget noget efterfølgende, fordi det skulle føles nært og ægte. I slutscenen går Alma ned ad gågaden i Aarhus med en guitar i hænderne.

”Vi tog den scene tyve gange, men brugte den syvende udgave. Det var den bedste, blandt andet fordi hun laver en fejl, som hun griner af i starten. Hun kommer til at spille forkert og smiler lidt, men går så videre,” fortæller instruktøren.

”Det føltes rigtigt, at hun ville gøre det. I sidste take spillede alt perfekt, men det føltes ikke lige så ærligt.”

Musicalgenren er ellers kendt for sine store udstyrsstykker, hvor alt er orkestreret ned til mindste detalje. Men det er ikke de ekstravagante sang- og dansenumre, Alexander Ohrt bider mærke i, når han ser en film som La La Land.

”Det er en rigtig fin film, men den bedste scene er, når de sidder ved klaveret, og man kan høre, at det er optaget på stedet. Når de synger, er der lidt baggrundstøj, de griner midt i sangen og er bare til stede. Det føles ærligt, og den ærlighed er det vigtigste,” siger Alexander Ohrt.

”Jeg har altid haft et had-kærlighedsforhold til musicals. Jeg kan godt lide tanken om det musikalske på film, men har ikke noget stærkt forhold til genren. Jeg ved ikke, om jeg har fundet en ny måde at gøre det på, men det er jeg i gang med at finde ud af.”

Shortlist-vinder på rollelisten
Alexander Ohrt har selv spillet musik siden folkeskolen, hvor han ”samlede en guitar op, fandt nogle kammerater og startede et dårligt band”, som han siger med et grin.

Instruktøren prøvede at få kendte danske musikere med i Blåt lys og havde faktisk valgt sin mandlige hovedrolle. Han sprang dog fra, men så fik Ohrt idéen at spørge filmens musiksupervisor.

Han hedder Lasse Aagaard, og hvis navnet ringer en klokke, er det, fordi han vandt en pris ved Ekko Shortlist Awards 2017. Det var dog ikke som skuespiller, men komponist på erindringsdokumentaren Vi lader billedet stå et øjeblik.

Filmens hovedrolle spilles af Emilie Dam Ohrt, der som navnet antyder, er i familie med Alexander Ohrt. Hun er instruktørens kusine og en musiker, der har skrevet sangene til filmen sammen med sin mandlige medskuespiller.

”Vi boede sammen på det tidspunkt, så inde i min lejlighed sad en pige med noget af det smukkeste danske musik, jeg har hørt. Det går lige i hjertet, men hun havde aldrig spillet det for nogen, så det var helt oplagt, at hun skulle med,” fortæller instruktøren.

Det var vigtigere for Alexander Ohrt, at hans to hovedrolleindehavere var troværdige som musikere, end at de var uddannede skuespillere. Det skal nemlig virke naturligt, når de for eksempel går ind i en pladebutik og snakker om musik.

”Alt er improviseret. Derfor optog vi på to kameraer, så vi kunne få alt med, for at de kunne improvisere i tyve minutter. Men fordi de ikke havde skuespilerfaring, kunne jeg også sige, hvordan jeg gerne ville have det. De prøvede ikke at spille skuespil, og derfor fungerede det.”

En mærkelig rejse
Blåt lys er filmet, så den ligner et småskramlet vhs-bånd. På samme måde, som musikken ikke måtte være for perfekt, skulle billederne også skære ind til noget, der hellere måtte være grimt end flot.

”Jeg kom til at tænke på den vhs-reol, som jeg havde, da jeg var lille. Der er en slags nostalgisk magi over den, og det giver en nostalgisk følelse, at filmen er optaget, så billederne ligner kornet vhs-kvalitet,” siger Alexander Ohrt.

Instruktøren har haft et behov for at lave en meget personlig film. Det gjorde han især gennem musikken, men andre forhold spillede også ind.

”Jeg lavede ikke min førsteårsfilm, fordi jeg gik ned med stress, da jeg kom ind. Og vores midtvejsprojekter var jo serier, hvor jeg instruerede Polar sammen med en anden instruktør på Super16.”

”Det er et stykke tid siden, at jeg har lavet en decideret kortfilm. Jeg kom ind på Super16 med en film på otte minutter, så denne gang ville jeg gerne prøve at lave en film på tredive minutter,” siger Alexander Ohrt.

Han føler, at han er blevet klogere på sig selv som instruktør under filmuddannelsen.

”Det har været en mærkelig rejse, for jeg har fået et slag i hovedet. Men jeg er også blevet ledt mod den rigtige grund til at lave film. For mig står Super16 for, at det fandeme er godt engang imellem at gå på kompromis og fjerne sig lidt fra det, man tror, at man er.”