Nyhed
29. mar. 2017 | 18:32

Alfonso Cuarón løfter sløret for ny film

Foto | Julio Hardy
Alfonso Cuarón under optagelserne til Gravity, der vandt hele syv Oscars. I kommende film vender mexicaneren tilbage til sit hjemland, som han sammenligner med en romansk by.

Instruktøren bag Gravity har netop færdiggjort optagelserne til Roma, der på trods af titlen er Alfonso Cuaróns første mexicanske film siden 2001.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Mexicanske Alfonso Cuarón slog for alvor sit navn fast på den internationale filmscene, da han i 2014 vandt en Oscar for bedste instruktion med den spektakulære rumfilm Gravity.

De seneste par år har der været stille omkring instruktøren, men på et pressemøde fra Mexico løftede Cuarón for nylig lidt af sløret for sin kommende film, som han har skrevet manuskriptet til og også selv skal instruere.

Titlen er Roma, og på trods af titlen skal filmen foregå i Mexico, hvor den netop er optaget færdig.

Det er første gang, at Cuarón laver en film i sit hjemland siden gennembrudsfilmen … Og din mor! fra 2001 med Gael Garcia Bernal på rollelisten.

”At vende tilbage til mit hjemland med det her projekt har været en meget personlig oplevelse, fordi vi har lavet en film, der foregår i 1970’erne med mange elementer og begivenheder fra min barndom,” sagde Cuarón om sin nye film på pressemødet i Mexico ifølge Indiewire.

Mexico City ligner Rom
Det er endnu uvist, hvad Roma mere præcist kommer til at handle om, men ud over at foregå i 1970’ernes Mexico så skildrer den livet i en middelklassefamilie i løbet af et års tid.

Årsagen til titlen er ifølge Cuarón, at Mexico City har udviklet sig gennem kunst og infrastruktur over de sidste fire årtier, så den i dag ligner en romersk by.

Umiddelbart lyder Roma altså som en noget anderledes film end den visuelt gennemførte Gravity, hvor Sandra Bullock kæmper for at vende hjem til Jorden, efter hendes mission i rummet går galt.

Cuarón har også lavet den roste fremtidsdystopi Children of Men med Clive Owen og Julianne Moore samt Harry Potter og fangen fra Azkaban.

I 2014 var Alfonso Cuarón en af hovedkræfterne bag tv-serien Believe, der dog ikke blev nogen succes og hurtigt blev aflyst.

Roma forventes at få premiere til næste år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko