Nyhed
23. feb. 2025 | 01:23 - Opdateret 23. feb. 2025 | 12:40

Ali Abbasi undskylder for ”et klap bagi”

Foto | Petra Kleis

”Jeg tror på at tage ansvar for mine handlinger,” siger Ali Abbasi og erkender, at han begik en fejl i forbindelse med årets Golden Globes-festligheder i januar.

Instruktøren bag Oscar-nomineret Trump-drama udtaler sig om hændelse med mandlig stjerneskuespiller og afviser, at den er årsagen til brud med amerikansk agentbureau.

Af Claus Christensen

Fredag havde det amerikanske medie Deadline en opsigtsvækkende artikel om dansk-iranske Ali Abbasi, hvis Donald Trump-film The Apprentice er nomineret til to prestigefyldte skuespil-Oscars.

Agentbureauet CAA og Abbasi havde stoppet deres samarbejde, og baggrunden var, at ”en beruset Abbasi” ved Golden Globes-efterfest i januar ”aggressivt befamlede en A-listeskuespiller, der også var repræsenteret af CAA”.

Ifølge Deadline skulle agenturet have krævet, at 44-årige Abbasi gav skuespilleren en uforbeholden undskyldning, mens kilder tæt på Abbassi oplyser, at CAA havde advaret Abbasi om ikke at tage kontakt til den krænkede.

Deadline skrev videre, at man forgæves havde forsøgt at få en kommentar fra Ali Abbasi. Ekko rakte også ud til instruktøren og var i kontakt med hans danske producer.

Familiær gestus
Lørdag morgen amerikansk tid kom Abbasis svar i Deadline, og instruktøren har en noget anden og mindre dramatisk udlægning af forløbet.

”Jeg forstår fuldt ud, at jeg er kommet til at gøre en person utilpas uanset mine intentioner. Det er jeg virkelig ked af. Jeg havde tilbragt tid med den pågældende person ved flere lejligheder og havde grund til at tro, at vi havde et venskabeligt forhold,” udtaler Ali Abbasi i pressemeddelelsen.

Abbasi kommenterer ikke på påstanden om, at han skulle have været beruset. Og hvor Deadline var meget specifik i forhold til, at hændelsen fandt sted til CAA’s Golden Globres-efterfest på Chateu Marmont, taler instruktøren om Golden Globes-festen. Men han afslører, at den forurettede er en mandlig skuespilstjerne.

”Da jeg så ham til Golden Globes-festen, var jeg begejstret for at gense ham. Jeg foretog en familiær gestus – et klap bagi – som jeg mente var legende og på ingen måde seksuelt,” fortsætter Ali Abbasi.

”Jeg indså hurtigt, at jeg havde fejlvurderet situationen. Jeg undskyldte straks over for ham, og den følgende dag sørgede jeg for, at min undskyldning blev gentaget gennem mine repræsentanter.”

Langsigtet beslutning
Ali Abbasi indrømmer med andre ord, at han har været grænseoverskridende. Men han understreger, at der ikke har ligget noget seksuelt i det, og at han bare har misforstået relationen til skuespilleren.

Han afviser blankt, at bruddet med CAA skyldes denne hændelse.

”Påstanden om, at mit agentur droppede mig på grund af episoden, er falsk. Min beslutning om, at vi skulle gå hver til sit, var en langsigtet karrierebeslutning, der ikke var påvirket af kortsigtede faktorer,” udtaler Ali Abbasi, som allerede i Ekko #97 sagde, at han ikke var interesseret i en stor karriere i Hollywood.

Han konkluderer i sin pressemeddelelse:

”Jeg tror på at tage ansvar for mine handlinger. Jeg begik en fejl, jeg undskyldte og har lært en værdifuld livslektie. Jeg er fortsat taknemmelig for det utrolige arbejde, som vores cast, filmhold og støtter har lagt i The Apprentice, og jeg håber, at fokus forbliver på deres præstationer.”

Kontroversiel voldtægtsscene
Sagen om krænkelsen er ekstra prekær, fordi Ali Abbasi i The Apprentice tegner et billede af Donald Trump som en seksualforbryder, der i en ubehagelig scene i filmen voldtager sin daværende kone Ivana på gulvet.

I parrets skilsmisseretssag i 1989 beskrev Ivana en hændelse, hvor hun blev voldtaget af Trump som en form for hævn. Men i 1993 trak hun beskyldningen tilbage og præciserede i en officiel erklæring, at der ikke var tale om voldtægt i kriminel forstand, men at hun havde følt sig krænket eller såret.

I forside-interviewet i Ekko #97 fortæller Ali Abbasi om sin intension med at skildre Trumps unge år i 1970’erne og 80’erne, hvor han kravlede til tops i finansverdenen.

”Jeg har villet fremstille ham som et menneske og prøve at være fair over for det menneske, han er. Det betyder ikke, at jeg er på hans side. Men det er vigtigt at sige, at han tog en stor chance ved at investere i ejendomsmarkedet. Og han fik sin belønning. Han voldtog også sin kone Ivana, men det gør ham ikke til en dårlig businessman,” siger Ali Abbasi og tilføjer:

”Nogle vil mene, at man skal angribe manden, men jeg tror ikke, det er vores opgave. Hvis jeg derimod dekonstruerer hans myte og fremstiller hans menneskelighed, hvilket ingen gjorde med Hitler, vil det barnlige og narcissistiske menneske træde tydeligt frem.”

Sebastian Stans præstation som Donald Trump og Jeremy Strong som mentoren Roy Cohn er Oscar-nomineret for henholdsvis bedste hovedrolle og birolle.

Oscar-festen finder sted den 3. marts.

Trailer: The Aprrentice

Kommentarer

Ali Abbasi i Ekko #97

Den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi er på forsiden af Ekko #97.

I et ti siders stort interview siger Abbasi sin uforbeholdne mening om Trump, Hollywood, Netflix, kulturinstitutioner, Socialdemokratiet og meget mere.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

© Filmmagasinet Ekko