Alice de Champfleury

Det er over tre år siden, at Alice de Champfleury lavede en række korte animationsfilm om Ernst og hans kulrede alenemor. Instruktøren skriver i dag på en spillefilm med levende skuespillere, men Ernst er ikke forsvundet ud af hendes liv. Hun kan stadig ærgre sig over, at det ikke var muligt at skaffe penge til de sidste seks film af de ialt tretten, der oprindelig var planlagt. Til gengæld glæder hun sig over, at Ernst i svømmehallen, Ernst og fodbolden, Ernst på togrejse, Ernst i Tivoli, Ernst på skøjter, Ernst i fjeldet og Ernst og blikkenslageren har været populære hos børnene og deres forældre og er blevet vist på et utal af festivaler overalt i verden.

36-årige Alice de Champfleury er født i Frankrig, men flyttede i en alder af tretten med sin danske mor til Danmark. Efter studentereksamen begyndte hun at tegne for blade og aviser og kom i 1994 ind på Den Danske Filmskoles animationslinje. Det var her, hun fik ideen til Ernst-serien, men hvornår startede interessen for at tegne egentlig?

”Som så mange piger skrev jeg dagbog som teenager, men det holdt jeg nu ret hurtigt op med. Jeg havde for mange følelser, og det var svært for mig at finde ord til at beskrive dem. I stedet begyndte jeg at tegne mine oplevelser og følelser. Det er også min tilgang til animation: Jeg tager altid udgangspunkt i en grundfølelse.”

Hvad er grundfølelsen i Ernst-filmene?

”At være alene i verden. Filmene handler om en lille dreng, der oplever tingene omkring sig kraftigt. Han bliver altid efterladt af moren, og det er denne følelse af forladthed, jeg arbejder med i alle historier. Der er mange, som tror, at jeg er Ernsts mor – jeg har selv to børn – men der er mindst lige så mange sider af mig i Ernst-karakteren som i moren. Ligesom Ernst var jeg et tavst barn – tavs og iagttagende.”

Filmene skildrer kontakten eller snarere ikke-kontakten mellem Ernst og hans mor?

”Ja, det karakteristiske mønster hos moren er, at hun sætter projekter i gang med Ernst. ’Nu skal du lære at stå på skøjter, nu skal du lære at svømme, nu skal vi ud og spille fodbold.’ Hun sætter ting i gang på sin underligt kontaktløse og anmassende facon – og mister så hurtigt interessen igen. Hun er styret af sine drifter, det bliver lige pludselig vigtigere for hende at snakke med livredderen, drikke kaffe med nabokonen eller tage en tur i ballongyngen. På den måde får Ernst plads til sig selv, til at udforske verden på egen hånd, men det er på en bagvendt facon og ikke særligt ansvarligt af moren.”

Hvorfor er Ernst tavs?

”Tavsheden giver karakteren en alvor og understreger det at være udsat. Ernst er en dreng, der tager tingene alvorligt. Man kan sige, at vi skaber et tomrum imellem moren og Ernst ved at sætte hendes flyvske plapren op imod Ernsts nede-på-jorden-stilhed. Og jo mere stille Ernst er, jo mere fylder moren tomheden ud med ligegyldige bemærkninger – som i Ernst på togrejse, hvor hun peger overbegejstret på køerne, mens Ernst kigger tavs på hende og tænker: ’Mor, dem så jeg for et kvarter siden!’ Hun prøver at få kontakt med Ernst, fordi hun lige har svigtet ham på perronen og gjort hele afgangen stresset og ubehagelig. Og da køerne ikke rigtig virker, bruger hun det sidste trick: mad. Hun stikker en pølsemad lige i hovedet på ham. Den tager han imod, og det er så godt nok for hende. Men er det godt nok for ham?”

Alligevel slutter filmene altid godt. Hvorfor?

”Fordi det er vigtigt at bevare et håb. Min livsholdning er, at ligegyldigt hvor slemt tingene er, så er der altid en udvej. Jeg vil også vise, at voksne skal tage et ansvar. Når Ernst er ude på tynd is, vågner det moderlige instinkt endelig hos moren. I Ernst på togrejse tager hun ham virkelig i sine arme og sætter sig bagefter ned med ham for at spille kort. Det er, som om hun har erkendt sine fejl. Derfor er denne film også min favorit. Ernst i svømmehallen samler alle seriens elementer – drengens præstationsangst, skrækken for voksne, kærligheden og fantasien – men Ernst på togrejse er den mest rene, uhyggelige og forløsende.”

Din streg er anderledes end det, man plejer at se i animationsfilm?

”Min streg egner sig i virkeligheden ikke til animation. Den er løs og åben, og det er teknisk set meget besværligt, især hvis man skal lægge farver på – det er ikke uden grund, at Mickey Mouse er en rund kugle! De folk, jeg arbejder med, skal have sans for den løse stil, men samtidig skal de være ekstremt præcise, for det løse betyder ikke, at det skal være upræcist. Jeg lavede også en bog til filmholdet over alle de tegnefilmklicheer, som vi ikke måtte bruge. I animation har man et fast register over mimik og kropssprog til at udtrykke følelser, men Ernst skulle ikke være en tegnefilmfigur. Han skulle være en rigtig dreng. Moren bliver lidt mere klovnet, men vi har arbejdet meget på at gøre kropssproget autentisk.”

Du arbejder nærmest imod animationens væsen?

”Ja, det gør jeg, fordi animation er det modsatte af realisme, og jeg vil realisme. Jeg vil fortælle, at når man får en bold i hovedet, gør det ondt. Samtidig udnytter jeg animationens styrke: at man kan skrælle alt overflødigt væk og fokusere på en følelse. Det er dét, som optager mig – dette enorme rum, vi har indeni. Jeg er optaget af kontrasten og mødet mellem det indre rum og den ydre verden.”

Du bruger mange filmiske virkemidler – krydsklip, subjektivt kamera, ekstreme vinkler og ekspressive rum?

”Det er sådan, jeg selv oplever verden. Jeg kan huske, hvordan jeg har oplevet første gang at komme ind i et bestemt rum i min barndom. Ting gør indtryk på mig, og det er de indtryk, som jeg så at sige fotograferer. Jeg er også inspireret af film. Der var en lille biograf i Paris, hvor de kun kørte gamle film. Jeg elskede Chaplin, og jeg så mange cowboy-film.”

Lydene spiller en stor rolle i Ernst-filmene?

”Jeg elsker lyde, og jeg forsøger at vise følelser uden brug af ord. Moren snakker sort, og ofte siges der ikke noget. Jeg forstærker nogle lyde for at vise Ernsts subjektive oplevelse, men der er ingen traditionelle tegnefilmlyde. Jeg har bevidst skabt et meget realistisk lydunivers.”

Har du lavet serien specielt til børn?

”Nej, de er lavet til mig selv. Filmene er ikke pædagogiske og forklarende, men forhåbentlig er de poetiske. Poesi er en stor mangel i børnekulturen i dag. Det er et vigtigt sprog, man bør stifte bekendtskab med som barn. Børn har brug for et rum at reflektere i, et helle for fantasien.”