”Man kan blive afhængig af fantasiens magt”

Alice Rohrwacher giver lange og grundige svar på spørgsmål. Det gør hun primært på italiensk, og derfor kommer oversætteren på overarbejde ved vores interview under Cannes-festivalen.

Her er instruktøren i hovedkonkurrencen med drømmefablen Lazzaro felice, der ganske effektivt har splittet panelet i Ekkos stjernebarometer.

Flere af kritikerne har det svært med filmens blanding af sindrig fabulisme og socialkritik i historien om de unge mænd Lazzaro og Tancredi, hvis venskab går på tværs af tid og sted som et moderne eventyr.

Men Ekkos faste anmelder Lee Marshall, der ligesom Rohrwacher bor i den italienske region Umbrien i midten af støvlelandet, har kastet sin kærlighed på filmen. Den er da også meget italiensk, erkender instruktøren.

”Jeg kommer fra et land, hvor virkelighed og eventyr ofte blandes sammen. Myter lever side om side med virkeligheden,” siger 36-årige Alice Rohrwacher.

”For eksempel bliver fodboldspillere omtalt, som om de var nutidens riddere. Og hvis man får en elregning, er det lige så slemt som den sorte død – sådan er vi i Italien. Og det er en meget italiensk film, som bærer nogle af træk, der er centrale for italienere.”

Gang i pejsen
Ligesom Alice Rohrwachers seneste film, Miraklerne fra 2014, der vandt andenpladsen Grand Prix i Cannes, foregår Lazzaro felice i en lille landsby.

Den lettere enfoldige bonde Lazzaro – hvis navn indgår i filmens titel sammen med det italienske ord for glad – hjælper den adelige Tancredi med at fingere hans bortførelse. Men gennem mystiske begivenheder, der ikke skal afsløres her, befinder de sig pludselig i storbyen mange år senere, hvor en af dem dog ikke er blevet ældre.

Alice Rohrwacher finder netop inspiration i forskellen mellem travl storby og landlig idyl.

”Alle instruktører drager inspiration fra drømme, fantasi eller frygt, men også fra det, man ser og møder udenfor sit vindue. Jeg bor på landet, og derfor handler mine film om, hvad jeg ser, når jeg kigger ud af vinduet,” fortæller instruktøren, der nok laver kunstfilm, men også lægger en dyd i at være politisk bevidst.

”Det er et landligt område, som er forladt, med undtagelse af rige udlændinge, mens naturen er blevet forurenet af multinationale selskaber. Jeg tror på, at filmmediet skal spille en politisk rolle. Film kan ikke skabe løsninger, men de kan vise, hvordan verden hænger sammen.”

Lazzaro felice handler også om, hvordan de rige udbytter de fattige. Det sker både i landsbyen i filmens første halvdel, hvor tobaksdronningen Marquise Alfonsino de Luna nærmest holder slaver, mens der i anden halvdel i storbyen blot er kommet et andet system til at kontrollere befolkningen.

Selv holder instruktøren mest af at være mere eller mindre alene.

”Jeg foretrækker at bo væk fra for mange mennesker. Det holder mig fokuseret og nede på jorden at have et stille liv, og det er vigtigt ikke at miste virkelighedsfornemmelsen,” fortsætter Alice Rohrwacher.

”Jeg har et job, hvor fantasiens magt er så stor, at man kan blive afhængig af den. Så bare det at have helt ordinære gøremål, som en pejs, der skal holdes gang i, hjælper mig med at holde fødderne på jorden.”

Tobak og dyr i cirkus
Mens Alice Rohrwacher ivrigt sludrer løs med sin italienske skønsang, så spyttet flyver fra læberne, brager festmusik ud fra en af de mange fine både, der holder til i havnen i Cannes i disse dage.

Festivalen kører med andre ord i et noget andet tempo end det, hun er vant til i sin hverdag, hvor naturlighed er i højsædet.

”Vi lavede nogle regler for optagelserne af Lazzaro felice, som vi kalder en øko-film, fordi vi forsøgte at mindske forureningen. Det var en meget organisk film, hvor vi plantede tobaksplanter, så de kunne bruges i filmen, hentede rigtige dyr ind og levede tæt sammen, så det blev et form for omrejsende cirkus,” siger Alice Rohrwacher.

Som en af kun tre kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen på årets festival kan instruktøren ikke undgå et spørgsmål om #MeToo fra en af journalisterne om bordet.

”Jeg har ikke oplevet noget, og det er vel egentlig mændene, der skal spørges om de ting. Men der er en tradition, måske især i Middelhavslandene, hvor mænd har undertrykt kvinder i tusinder af år,” siger instruktøren.

”Det kan og vil ændre sig. At det på festivalen i år er blevet taget alvorligt betyder forhåbentlig, at vi også i Italien vil tage det alvorligt.”