Interview
04. feb. 2014 | 18:55

Alle gode gange tre på Berlinalen

Foto | Morten Holtum

Kaninen Johan møder Fjerkongen i Esben Toft Jacobsens eventyrlige animationsfilm, Fjerkongens rige, som skal konkurrere i Berlinalen 2014.

”De tager børnefilm meget alvorligt i Berlin,” fortæller Esben Toft Jacobsen, der gæster byens festival for tredje gang med animationsfilmen Fjerkongens rige.

Af Rune Bruun Madsen

”Børn er det mest dedikerede publikum, man kan få.”

Sådan lyder det fra animationsinstruktøren Esben Toft Jacobsen, der for intet mindre end tredje gang har en film udtaget til Berlinalen.

Først var der afgangsfilmen fra Filmskolen, Drengen i kufferten, som modtog en såkaldt special mention. Dernæst fulgte spillefilmdebuten Den kæmpestore bjørn, der blev en beskeden biografsucces herhjemme, men solgte pænt i udlandet.

Og nu er turen kommet til Fjerkongens rige, hvis internationale titel er Beyond, Beyond.

Kunne ikke sove før biograftur
Ekko har sat instruktøren stævne hos produktionsselskabet Copenhagen Bombay, der står bag filmen.

På vej gennem gangene passerer vi fantasifulde miniaturelandskaber og en væg dækket af arbejdsskitser.

Ethvert barn ville føle sig hjemme her.

I filmens pressemateriale nævner Esben Toft Jacobsen, at børnefilm er det største, man kan lave.

”Hvis man skulle ind og se en film i biografen, da man var lille, kunne man jo ikke sove om natten,” mindes han. ”Det var så vildt, at man skulle ind og se den film. Jeg kan ikke huske, at jeg har haft det sådan som voksen.”

Mor og far kommer for sent
Fjerkongens rige
handler om den lille kanin Johan, hvis mor er syg og bliver hentet af fabeldyret Fjerkongen.

Johan vokser op på et skib med sin far, men han savner sin mor og drager ud på et farefuldt eventyr for at finde hende i Fjerkongens rige.

Filmen skildrer sorgen over at miste nogen. Og glæden ved at finde dem igen ­– følelser instruktøren husker fra sin barndom.

”Jeg stod hjemme og ventede på mine forældre. De kom altid hjem til tiden. Men pludselig en dag kom de en time senere hjem. Jeg stod og ventede på dem. Det var en enormt hård time. Jeg nåede virkelig at have mange tanker om, hvor de var blevet af,” husker han.

”Så kom de hjem, og min mor gav mig et kram og sagde: ’Der sker jo ikke noget med os.’”

”Det er fuldstændig naturligt for børn at tænke over. Det er ligesom børn, der forestiller sig et monster under sengen. De her ting er kæmpestore for børn. Og der bliver ikke snakket så meget med dem om det. Det er fedt at tage en film og behandle det, så børnene får en eller anden form for sprog for de følelser.”

En løve hos tandlægen
Esben Toft Jacobsen tager tydeligvis børnefilm alvorligt. Men han understreger samtidig, at filmen ikke er farlig.

Den seriøse tematik udspiller sig i et farvestrålende eventyr-univers, hvor hovedrollerne udgøres af kaniner, en gråhåret tudse og en anarkistisk køter med ultrakort lunte.

”Hvis du laver en historie med et menneske, der går til tandlægen, er der en naturlig historie for, hvordan man gør det. Hvis du laver en historie om en løve, der går til tandlægen, er der plads til en helt masse andre ting,” siger han og tilføjer:

”Så har du ikke en masse forudindtagede ideer om, hvordan tingene skal være.”

Et skud i bøssen
Fjerkongens rige
er produceret for et budget på tyve millioner kroner. Et væsentligt beløb i dansk sammenhæng, men en bagatel, når man sammenligner med film fra de store amerikanske animationsstudier.

Når filmen får danmarkspremiere 10. april, skal den blandt andet konkurrere med Rio 2 om børnenes gunst og forældrenes pengepung.

”Når man arbejder her i Norden med de budgetter, vi har, så skal man være utrolig sikker på, hvad man beder om. Man har ét skud i bøssen, når man laver noget,” forklarer Esben Toft Jacobsen.

Ultrakort rulletekst
Der er tydeligvis både fordele og ulemper ved at producere animationsfilm under begrænsede økonomiske vilkår.

Men ifølge Esben Toft Jacobsen er det lettere at bevare en fælles vision, når et lille team varetager hele filmens kreative proces. På store produktioner udliciteres en masse opgaver nemlig til lande med billig arbejdskraft.

”Jeg var så heldig at have et fantastisk hold. Jeg havde en svensker, der har arbejdet på Prometheus og World War Z – kæmpestore film.”

”Men vi er meget få personer. Hvis vi kun skrev vores navn én gang, ville rulleteksterne være for hurtigt overstået,” siger Esben Toft Jacobsen grinende.

Kunstnerisk kontrol
Fjerkongens rige
er produceret som et dansk-svensk samarbejde, og instruktøren har valfartet i pendulfart mellem de to hovedstæder.

Esben Toft Jacobsen vedkender, at det kunne være fristende at lave film i udlandet med en massiv pose penge i ryggen.

Men han tror samtidig, at de snævre rammer herhjemme kan være en katalysator for et originalt og modigt udtryk.

”Større budgetter er lokkende, fordi jeg ikke skal bekymre mig om, hvor mange vandsprøjt eller karakterer, jeg har i billederne,” siger han.

”Men hvis du kigger på Den store bjørn, er det den mest populære danske festivalfilm sidste år. Den har simpelthen været så mange steder, og den er gået rigtig godt i mange lande.”

”Det er – tror jeg – fordi den var ret frygtløs i den måde, den blev lavet. Hvis den var lavet i et andet land, havde den været mere forsigtig og mindre ærlig,” mener Esben Toft Jacobsen, der har fuldt herredømme over sine film herhjemme.

En sejr i sig selv
På Berlinalen skal Fjerkongens rige dyste mod andre børne- og ungdomsfilm i programmet ”Generation Kplus”. For Esben Toft Jacobsen er udtagelsen en sejr i sig selv.

”Bare det at få sin film vist i den konkurrence dernede, er så vildt. At få sin film set af tusind børn på én gang, det er den vildeste oplevelse.”

Samtidig roser han Berlinalens fokus på en genre, der ikke har det store råderum på andre betydningsfulde filmfestivaler.

”De tager børnefilm meget alvorligt i Berlin. Det er noget, der er vigtigt. Det er ikke bare noget, der er der, mens forældrene laver aftensmad. Børnefilm er noget, der skal kunne bevæge og udfordre børnene.”

Fjerkongens rige har verdenspremiere på Berlinalen mandag 10. februar. Filmen får dansk premiere 10. april.

Videoer

Kommentarer

Esben Toft Jacobsen

Født 1977 i Gentofte

Uddannet fra animationsuddannelsen på Den Danske Filmskole i 2006.

Har studeret visuel kommunikation på Danmarks Designskole.

Har arbejdet som animator på flere computerspil.

 

Filmografi

Fjerkongens rige, 2014

Den kæmpestore bjørn, 2011

Kiwi og Strit, 2008

Drengen i kufferten, 2006

© Filmmagasinet Ekko