”Mine forældre er ikke bitre over krigen”

Det er ikke ofte, Susanne Bier fortæller om sin familie. I hvert fald har danske medier haft svært ved at få instruktøren til at løfte sløret for sin jødiske baggrund.

Men netop familie er et af de vægtigste samtaleemner, da Susanne Bier 30. marts gæster Louisiana Live, et tilbagevendende kulturarrangement på det nordsjællandske kunstmuseum, hvor skiftende personligheder deltager.

Mens mørket lægger sig om museets koncertsal, bygger værten Marc-Christoph Wagner aftenen op, så gæsterne på lægterne får mulighed for at se, hvordan Susanne Biers liv har haft indflydelse på den måde, hun arbejder på som instruktør.

Flere gange viser værten klip fra instruktørens bagkatalog, og de fleste scener har i høj grad familie som tema.

”Hvordan kan det være, at du så ofte beskæftiger dig med familie i mange af dine film, når du samtidig giver udtryk for at være opvokset i en lykkelig en af slagsen?” spørger Marc-Christoph Wagner.

”Det er ikke kun mange af mine film, der handler om familier. Det er dem alle sammen,” svarer Susanne Bier kontant.

”Bare fordi en familie ikke er homogen, kan den godt være lykkelig. Det vil jeg gerne vise,” siger Susanne Bier, hvis familie flygtede til Danmark før Anden Verdenskrig for at slippe væk fra jødeforfølgelsen i henholdsvis Tyskland og Rusland.

”Vi er jo alle en forlængelse af vores familie,” fortsætter instruktøren.

”Jeg tror på, at vores baggrund betyder meget for, hvad vi interesserer os for. Mine forældre er ikke bitre over krigen, som nogle jøder kan være, men krigen har aldrig været noget stort samtaleemne i min familie.”

”I stedet har mine forældre gjort alt for, at jeg og mine søskende har fået en lykkelig opvækst. Alligevel har deres historie gjort mig smerteligt opmærksom på, at en tryg tilværelse kan skifte fra den ene dag til den næste. Den kompleksitet har gjort, at jeg altid har interesseret mig for familien i mine film.”

Dramatiske minutter
Susanne Bier har tidligere fortalt om forældrenes flugt fra naziregimet. Dog aldrig til dansk presse, men til amerikanske medier som The Jewish Chronicle og Jewish Journal. Som navnene antyder, er disse medier jødiske.

Her genkalder hun, hvordan hendes far som tolvårig blev nødt til at flygte fra det besatte Danmark til Sverige.

Den farefulde færd fandt sted i 1943. Bilen satte ud på vej mod båden, som reddede størstedelen af de danske jøder. Da benzinen slap op, kunne Biers far ud af bilruden se en tysk kontrolpost. Minutterne efter kunne have været skæbnesvangre, men tilfældet ville, at en anden bil trillede forbi og forsynede bilen med benzin, så familien kunne undslippe nazisternes klør.

I samme ombæring kom Bier også ind på, at hun i sine teenageår tolkede morens positive livssyn som et tegn på overfladiskhed. I de år læste Bier ”sørgmodig poesi og lyttede til dyster musik”, og hun tvivlede derfor på sin mors oprigtighed.

Senere gik det op instruktøren, at morens livssyn er oprigtigt, og Bier har gennemgående brugt det i sine film.

Blixen som tv-serie
Detaljerne om forældrene udelader Susanne Bier denne aften på Louisiana.

I stedet kommer samtalen ind på den succes, som Bier har fået med sine intense familiedramaer. Værten spørger, om hun fortsat har drømme at indfri.

”Selvfølgelig har jeg stadig drømmeprojekter. Jeg vil da gerne filmatisere Krig og fred for eksempel. Men jeg udlever også ret meget min drøm. Jeg har mulighed for at arbejde med de projekter, jeg har lyst til,” fortæller instruktøren, som har sagt ja til at oversætte Karen Blixens Den afrikanske farm til en tv-serie.

”Det er en kæmpe udfordring, men serien har lange udsigter. Det er en stor opgave at skabe ti timers tv-serie,” fortæller instruktøren, som vælger sine projekter nøje.

I løbet af de seneste fire måneder har hun tygget sig igennem omkring 200 manuskripter, og dramaet skal virkelig fange hendes interesse, før hun giver sig i kast med det.

”En opgave skal give mig ærefrygt, før jeg tager den. Det skal virkelig være en stor udfordring. Jeg skal tænke: ’Puh, det er nok lidt for svært, men nu gør vi det alligevel,’” forklarer Susanne Bier.

Oscar på Skype
Det drejer naturligt samtalen over på tv-serien Natportieren, Susanne Biers seneste og meget vellykkede værk.

For en af grundene til, at Bier nu i høj grad kan vælge og vrage mellem projekter, er selvfølgelig, at hun er Oscar-belønnet for Hævnen. Og det gør det unægteligt nemmere at overbevise arbejdsgiveren om ens værd.

Som da Bier havde en indledende Skype-samtale med produceren på Natportieren.

”Jeg lægger mærke til, at man kan se konturerne af Oscar-statuetten i mit Skype-vindue. Jeg tænkte: ’Ej, jeg rykker den sgu lige helt ind i billedet,’” fortæller instruktøren, og publikum griner.

Kommer der en toer, vil Marc-Christoph Wagner vide.

”Vi vil alle sindssygt gerne lave en anden sæson. Men John le Carré (forfatteren, der har skrevet forlægget til serien, red.) har ikke skrevet en opfølger, og det er aldrig sket før, at man har fortsat uden hans forlæg,” siger Susanne Bier.

”Men kan du ikke bare ringe til ham?” spørger Marc-Christoph Wagner, og publikum griner på ny.

Politiske budskaber
Værten spørger, om Susanne Bier som succesrig instruktør ikke føler sig forpligtet til at komme med et budskab i sine film.

Hvorfor ikke eksempelvis kommentere et politisk emne som flygtningekrisen?

”Det er en meget overfladisk måde at forstå kunst på, når man siger, at en film skal have et politisk budskab. Jeg synes jo, at jeg siger noget med alle mine film. Måske ikke om en konkret politisk situation, men altid noget, som publikum kan tage med hjem og reflektere over,” siger Susanne Bier, som lover, at succesen ikke har forandret hendes person.

Hun er stadig den samme. Alligevel kan det godt være, at hun bør forandre sig i forhold til sin familie, siger hun i en sarkastisk tone.

”Måske skal jeg begynde at tale anderledes til mine børn.”