Alle pressens mænd

Der er stor forskel på, hvilke professioner der har fiktionens interesse. En bogholder og bankmands stilfærdige og fysisk stillesiddende arbejde lægger ikke direkte op til drama – medmindre den stilfærdige bankmand netop inspireres til kriminalitet som i Anders Bodelsens flere gange filmatiserede Tænk på et tal.

Det er normen, at jo mere romantik og dramatik et erhverv forbindes med, desto hyppigere optræder det i forbindelse med hovedpersoner i en film (eller anden fiktion). Derfor er der mange flere film om sørøvere end om skolelærere, selv om der er betydeligt flere skolelærere end sørøvere i den virkelige verden.

Og mens sekretærer, renovationsarbejdere, butiksekspedienter, landmænd, forretningsfolk, håndværkere, frisører og fabriksarbejdere er påfaldende dårligt repræsenteret, er der ganske mange film, som beskæftiger sig med detektiver, politimænd, spioner, advokater, forbrydere, eventyrere. Og journalister.

Grunden er sikkert, at det er professioner, der netop går ud på det samme som den typiske, lineære handlingsfilm sigter på. De arbejder sig – gerne lidt hensynsløst – frem til et resultat, de løser en sag, og det foregår typisk med en handlingsudvikling, som svarer til den klassiske fortællings dramaturgi.

Rosebud – død eller levende
Klassikeren over dem alle, når det gælder film og journalistik, er Orson Welles’ Citizen Kane (1941), der samtidig er sikker topscorer på lister over alverdens bedste film. Filmen handler om en magtfuld amerikansk personlighed, om tabt barndom og besidderisk kærlighed, men det er også historien om en pressekarriere.

Som ung redaktør ved New Yorker-avisen The Inquirer laver Kane, spillet af Welles selv, sin principerklæring: ”Jeg vil forsyne folk i denne by med et dagblad, som vil fortælle nyhederne ærligt. Jeg vil også forsyne dem med en utrættelig forkæmper for deres rettigheder som borgere og som mennesker.” Med stor ihærdighed og uden sarte fornemmelser får Kane banket sin avis op fra et dagligt oplag på 26.000 til 684.000, blandt andet ved at opkøbe hele den førende konkurrents stab. Det bliver grundlaget for et avisimperium, der gør ham til en af landets rigeste og mest magtfulde personligheder. Men snart er det forbi med de idealistiske principper.

Citizen Kane er en film om pressen og dens univers, og samtidig er hele filmens struktur baseret på journalistens research. Efter Kanes død bliver journalisten Thompson, der arbejder for ugerevyen News on the March, sat til at finde den særlige pointe ved Kane og opklare betydningen af hans sidste ord på dødslejet: ”Find ud af, hvad ’Rosebud’ er. Sæt dig i forbindelse med alle, der kendte ham godt. Rosebud – død eller levende.”

Pioner i sensationer
Filmen består af journalistens interviews med vidnerne, der i form af flashbacks belyser Kanes liv. Kane er tegnet frit efter den hovedrige bladkonge William Randolph Hearst (1863-1951), som holdt hof på pragtslottet San Simeon nord for Los Angeles, hvor også Citizen Kanes manuskriptforfatter, Herman J. Mankiewicz, var gæst.

Hearst var den karismatiske magnat, en ægte amerikansk kapitalist, der udnyttede de politiske muligheder i pressen. Ifølge en berømt – men næppe autentisk – anekdote sendte han illustratoren Remington til Cuba for at dække den spansk-amerikanske krig i 1897. Da Remington meldte tilbage, at der ikke var nogen krig, skal Hearst have telegraferet: ”Du sørger for billederne, så sørger jeg for krigen.”

William R. Hearst, der i øvrigt prøvede på at standse Citizen Kane, er en af den moderne journalistiks hovedskikkelser. Han var en pioner i sensationsjournalistikken og den opsøgende journalistik. I Citizen Kane markerer Welles’ kamera den indtrængende, snagende journalistik i den berømte kamerabevægelse, der kører ned gennem taget og ind til Susan Alexander, Kanes anden hustru.

Det er imidlertid en ironisk pointe, at det aldrig lykkes Thompson at finde frem til sandheden om Rosebud. Han må trøste sig med en bortforklaring – ”Jeg tror ikke, at et enkelt ord kan forklare en mands liv” – mens tilskuerne får løsningen, da kameraet kører hen over alle de mange ting, Kane har samlet sig, og fortsætter ind i forbrændingsovnen og viser os, at Rosebud var navnet på den slæde, Kane havde i sin forliste barndom.

Sandheden marcherer
Citizen Kane viser en udvikling fra ungdommelig idealisme til manipulerende kynisme. Og det er typisk sådan, journalister fremstilles på film: enten som idealistiske korsfarere i sandhedens tjeneste eller som sensationslyste gribbe helt uden moralske skrupler.

Der er film, der specielt fokuserer på avisredaktionens eller tv-nyhedsredaktionens miljø. Det gælder for eksempel Richard Brooks’ Deadline U.S.A. (1952) med Humphrey Bogart som chefredaktør for en avis i krise samt Sidney Lumets sataniske Network (1976) og James L. Brooks vittige Broadcast News (1987), begge satiriske skildringer af tv-nyhedsverdenen. Desuden er der Ron Howards The Paper (1994) om et hæsblæsende døgn på en New York-avisredaktion.

Men oftest fokuserer filmene på journalister af enten den ene eller den anden kategori, enten på den gode eller på den onde, på den moralske eller den umoralske journalist. Erfaringsmæssigt ligger de fleste menneskers moralske standard på et noget mere lunkent mellemniveau, men det er ikke så spændende. Det er jo ekstremerne, der skaber dramatik.

Den gode, idealistiske journalist søger sandheden i et morads af løgne og forstillelse, men helmer ikke, før han – eller undtagelsesvist: hun – heroisk har nået sit mål: ”Sandheden marcherer, og intet kan standse den,” sagde forfatteren Émile Zola, da avisen L’Aurore i 1897 trykte hans ”J’Accuse”, en kort artikel, som fik store konsekvenser for Dreyfus-affæren, for Frankrig og for hele epoken. William Dieterles Emile Zolas liv (1937) fortæller om denne stjernestund i pressehistorien.

Filmens direkte arvtagere til den idealistiske journalist-tradition er for så vidt de moderne dokumentarister, der med ihærdighed og engagement søger efter sandhed – som Errol Morris i The Thin Blue Line (1988) og Michael Moore i Roger & Me (1989), Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11 (2004), som vandt Den Gyldne Palme i Cannes i år.

Men der er også en række spillefilm, som fokuserer på den idealistiske reporter. Det oplagte eksempel er Alan Pakulas Alle præsidentens mænd (1976), en true story om Carl Bernstein og Bob Woodward (spillet af Dustin Hoffman og Robert Redford). Disse to unge journalister ved Washington Post var dem, der kom på sporet af Watergate-sagen, og det var dem, der med hjælp fra en hemmelig kilde kaldet Deep Throat fik afsløret det store net af konspirationer, som førte til Nixons fald.

Alan Pakula havde forinden lavet den virtuose Sidste vidne (1974), en politisk thriller, hvor en journalist (Warren Beatty) forsøger at opklare attentatet på en politiker, men standses af mægtige kræfter. Det var en fiktion med klare referencer til attentatet på præsident Kennedy. I Alle præsidentens mænd er journaliststanden præsenteret med sine helte, sådan som vi helst vil møde dem. De optræder som demokratiets ubestikkelige kontrollanter, der sørger for, at der – trods alt – er grænser for, hvor hæmningsløst magthaverne og deres marionetter kan misbruge deres magt.

Personlige omkostninger
I samme idealistiske tradition er Jane Fondas uforfærdede tv-journalist i James Bridges’ Kina-syndromet (1979). Hun afslører en fortiet episode på et atomkraftværk, hvilket fører til, at hendes kontaktperson (Jack Lemmon) bliver skudt af ledelsen. Filmen er inspireret af Karen Silkwood-sagen fra 1975. Silkwood, som blev spillet af Meryl Streep i Mike Nichols’ Silkwood fra 1983, arbejdede på en plutoniumfabrik, men omkom under mystiske forhold, da hun var på vej til et møde med en journalist.

I Sydney Pollacks I god tro (1981) er Sally Fields en reporter, der af en undersøgelsesdommer lokkes til at skrive en historie om mistanker mod en uskyldig mand (Paul Newman). Denne mand tager dog snart revanche og udnytter journalisten til at få hævn over systemet. Filmen fokuserer på journalisten, der med al mulig idealisme søger sandheden, men bliver brugt af andre i et spil, hun ikke kan overskue, og kommer uafvidende til at forvolde ondt; en kilde, der føler sig afsløret, begår selvmord.

En noget lettere anretning er Charles Shyers romantiske komedie I Love Trouble (1994), hvor Julia Roberts og Nick Nolte som rivaliserende reportere ved hver sin Chicago-avis driller hinanden i ædel kappestrid om at levere den bedste forsidesensation.

Den seneste væsentlige film, der fokuserer på journalistens kald i sandhedens tjeneste og på de farer, der lurer på ham under udførelsen af denne mission, er Michael Manns The Insider (1999). Filmen er baseret på en sand historie om tv-reporteren ved CBS’ berømmede 60 Minutes, Lowell Bergman (Al Pacino), der i 1994 overtalte en fyret forskningschef ved et stort tobakskompagni, Jeff Wigand (Russell Crowe), til at lade sig interviewe om selskabets uredelighed, men kun for at støde på modstand af lige så tvivlsom art hos CBS’ ledelse, som ikke turde udsende interviewet.

”Jeg er bare en genstand for dig, er jeg ikke?” spørger Wigand, for hvem interviewet kommer til at medføre store personlige omkostninger. Hertil svarer Bergman: ”Du træder offentligt frem, og 30 millioner mennesker hører, hvad du har at sige. Intet – jeg mener intet – vil nogensinde være det samme igen.” Faktisk kom den journalistiske indsats i sagen til at betyde et gennembrud i kampen for at tvinge tobaksselskaberne til at tage et ansvar for rygningens sundhedsmæssige konsekvenser.

Krigskorrespondenter
En særlig variant af den idealistiske reporter kaster sig ud i farefulde eventyr ude i den store verden. I Henry Kings Stanley og Livingstone (1939) fortælles et stykke berømt pressehistorie om reporteren Henry M. Stanley (Spencer Tracy), der djærv og uforfærdet forhandler med krigeriske indianere og derpå drager ind i Afrikas mørke hjerte for at finde den forsvundne dr. Livingstone, men især for at skaffe et scoop til sin avis, New York Herald.

Hitchcock fortsatte i det samme spor med Udenrigskorrespondenten (1940), hvor Joel McCrea er den heroiske journalist, der fuld af handlekraft og vovemod deltager i verdenshistoriens drama ved starten af Anden Verdenskrig. Efter krigen kom William Wellmans Krigskorrespondenten (1945) om den autentiske krigskorrespondent Ernie Pyle, som var blevet berømt for sine reportager.

I nyere film om krigsreportage er tonen typisk desillusioneret og eksistentialistisk. Den dystert filosofiske udenrigskorrespondent går gerne rundt i krigszonerne og registrerer grusomhederne med et blasert udtryk, men som regel har han også tid til en kærlighedsaffære med en smuk kvinde. Det gælder Volker Schlöndorffs Den falske cirkel (1981), hvor Bruno Ganz er reporter i det borgerkrigshærgede Beirut, hvor han møder Hanna Schygulla, indser tomheden i sit liv og opgiver professionen.

Det gælder Peter Weirs Lev farligt (1983), hvor Mel Gibson er en ung australsk reporter, der i 1965 er blevet sendt til Jakarta for at dække situationen under Sukarno. Via sin veninde (Sigourney Weaver) på den engelske ambassade får han oplysninger om en stor våbenleverance, der vil udløse en borgerkrig. Hun håber, at de sammen kan redde sig bort, men han vælger den sensationelle historie frem for kærligheden. ”Når elendigheden er størst, er pressen nærmest,” som det siges i filmen. Og endelig gælder det Jørgen Leths Udenrigskorrespondenten (1983), hvor Henning Jensen er en spekulativ journalist, der dels er vidne til politiske uroligheder på Haiti, dels er optaget af en mystisk kvinde.

Autentiske historier om udenrigskorrespondenter fortælles effektfuldt i Roland Joffés berømmede Killing Fields (1984) om New York Times’ Sidney Schanberg og hans venskab med assistenten Dith Pran i Cambodia under de røde Khmerers rædselsregime i 70’erne, og i Oliver Stones Salvador (1986), der skildrer journalisten Richard Boyles oplevelser og erfaringer i det borgerkrigshærgede land 1980-81, baseret på Boyles eget manus.

Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997) handler om tv-reportere, der dækker borgerkrigen i Bosnien. Filmen fokuserer på en britisk journalist, der træder ud af den distancerede og objektive betragterrolle, som hører til professionen, og griber til handling, idet han påtager sig at redde en ung pige væk fra krigens rædsler og forfølgelser. Denne hjertegribende – og lidt sentimentale – historie, en true story, er effektfuldt kombineret med autentiske optagelser fra Sarajevos belejring.

Den kyniske reporter
Den kyniske journalist, sladderjournalisten fra ”den gule presse”, skyer intet middel for at få sensationen i land. Det er denne prototype, der trækkes på i satiriske presseskildringer om skruppelløse journalister og deres skånselsløse fremfærd mod både sig selv og især andre.

Klassikeren er her The Front Page, oprindelig et skuespil fra 1928 af Ben Hecht og Charles MacArthur. Redaktøren Walter Burns kæmper med alle midler for at forhindre sin stjernereporter Hildy Johnson i at trække sig ud af branchen. Hildy vil giftes, men en forestående henrettelse udvikler sig dramatisk og lokker Hildy væk fra ægteskabet og tilbage til journalistikken. ”Gift dig aldrig med en pressemand!” er parolen.

Stykket blev første gang filmatiseret i 1931 af Lewis Milestone under originaltitlen. Derefter af Howard Hawks, nu som His Girl Friday (1940), hvor der var kommet en ekstra twist til: Nu er Hildy en kvinde (Rosalind Russell), som bliver lokket tilbage til journalistikken – og væk fra et forestående ægteskab – af eks-chef og eks-mand Burns (Cary Grant). Det er en af Hollywoods store screwball-komedier med den vittige og kyniske dialog kørende som et maskingevær.

Siden vendte Billy Wilder tilbage til den oprindelige historie i The Front Page (1974) med Jack Lemmon og Walter Matthau i bedste form, mens endelig Ted Kotcheffs Teknisk uheld (1988) veloplagt moderniserede His Girl Friday-modellen med Kathleen Turner og Burt Reynolds i et moderne tv-nyhedsunivers.

En anden af de store klassikere om den kyniske reporter er Billy Wilders Forsidesensation! (1951, Ace in the Hole). Den erfarne og skruppelløse journalist Chuck Tatum (Kirk Douglas) er blevet fyret fra flere store aviser og kommet til en lille lokalavis i Alberqueque, New Mexico, hvor han tilbyder sine tjenester: ”Hvis der ikke er nogen nyheder, går jeg ud og bider en hund.”

I ørkenen kommer en mand i klemme i en underjordisk bjerghule, og det er Chuck, som med sin arrogante og handlekraftige optræden først når frem til den nødstedte. Men i stedet for at hjælpe manden skaber journalisten en stor mediebegivenhed, som han har monopol på. Ingen andre må kravle ind til manden i hullet, og snart er stedet fyldt af pressefolk og nysgerrige. Et redningshold går i gang, men Chuck forsinker redningen, og det kommer til at koste mandens liv. Det gør dog ikke noget, for ”dårlige nyheder sælger bedst”.

Gentlemen og det modsatte
Væsentlig mere charmerende fremstår de forskellige gentlemen of the press i en række af 30’ernes klassiske amerikanske komedier. Men også her repræsenterer journalistikken typisk det falske og manipulatoriske sat op over for det eneste sande – kærligheden.

I Frank Capras Det hændte en nat (1934) render en journalist (Gary Cooper) på en millionærdatter (Claudette Colbert), der er stukket af fra sin far. De forelsker sig i hinanden, men ved en misforståelse tror hun, at hans interesse er rent journalistisk. Det bliver heldigvis opklaret tids nok til, at hun kan stikke af fra sit bryllup med en anden.

I Capras efterfølgende En gentleman kommer til byen (1936), et af 30’ernes mest berømmede lystspil, er Jean Arthur reporteren, der skjuler sin identitet og profession og på den måde bliver i stand til at udlevere den naive helt (Gary Cooper) til mediernes latter. Dog forelsker hun sig i sit offer og fortryder sin adfærd (der findes en moderne version, Mr. Deeds fra 2002, med Adam Sandler og Winona Ryder).

William Wellmans En pige på sjov (1937) – igen skrevet af Ben Hecht – handler om en smart reporter (Fredric March), der tager en ung provinspige (Carole Lombard) til New York og gør hende til en mediesensation i den tro, at hun er ved at dø. Filmen, som er kommet i flere senere versioner, har et klip, hvor man ser et nummer af den sensationsdyrkende avis finde sin traditionelle anvendelse: indpakning af fisk!

Der er adskillige karakterstudier i den amoralske, lumpne pressemand, særlig effektfuld er Alexander Mackendricks beske The Sweet Smell of Success (1957). Her spiller Tony Curtis den lurvede presseagent Falco, der lever af at skaffe avisomtale, først og fremmest som stofleverandør for den kyniske journalist Hunsecker (Burt Lancaster).

Paparazzo
Den amoralske journalist er også centrum i Federico Fellinis berømte Det søde liv (1959, La dolce vita). Marcello Mastroianni er reporteren, der driver rundt i den romerske overklasses natte- og sexliv og forgæves leder efter en mening med sin tilværelse. Det var en af de store modernistiske film, der tidstypisk fremstillede livslede og absurditet som centrale moderne fænomener.

Det er også fra denne film, at udtrykket ”en paparazzo” stammer. Da Fellini lavede research til filmen, fik han kontakt med pressefotografen Tazio Secchiaroli (1925-98), som havde specialiseret sig i at tage sensationsfotografier af celebriteter i natklubmiljøet på Via Veneto i Rom. Hans scoop var et foto, hvor kong Farouk af Ægypten vælter et restaurantbord i 1958. I filmen har Mastroianni en sådan fotograf med sig, og Fellini har givet ham efternavnet Paparazzo, som instruktøren havde fundet i englænderen George Gissings rejsebog fra Syditalien. Derfra er navnet gledet ind i sproget som betegnelsen for en pressefotograf, der forfølger berømtheder med sit kamera.

En lille fridag fra den kyniske reporter havde man ellers fået med William Wylers charmerende Prinsessen holder fridag (1953), hvor Audrey Hepburn er den yndige prinsesse, der tager fri fra pligterne og kort nyder livet og kærligheden i Rom sammen med journalisten Gregory Peck og hans fotografven, som til sidst ædelt afstår fra at udnytte deres chance for det store scoop.

Uønskede reportager
Den tyske sensationsavis Bild, oprettet af Axel Springer i 1952, havde kolossal indflydelse og magt fra 60’erne og frem. Men dens brutale metoder fik i 70’erne prominent modspil.

Forfatteren Heinrich Böll blev på grund af sine kritiske synspunkter på myndighedernes kamp mod terrorismen genstand for den kulørte presses tilsvining. Han svarede igen med den polemiske fortælling Katharina Blums tabte ære, der blev filmatiseret af Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta i 1975. En ung kvinde tilbringer en nat med en tilfældig mand, der viser sig at være eftersøgt som terrorist. Hun udsættes for skarpe forhør, men især kaster sensationsavisen Zeitung sig over hende. Dramaet kulminerer med, at journalisten trænger ind på hospitalet til Katharinas syge mor og driver hende i døden.

Et andet angreb på Bilds snavsede metoder kom fra forfatteren Günter Wallraff, der i øvrigt var ven med Böll. Ud fra en indigneret, venstreorienteret humanisme specialiserede han sig i at skaffe sig adgang til forskellige arbejdsmiljøer i industrien, hvorfra han kom med sine ”uønskede reportager”.

I 1977 lod Wallraff sig med falske identitetspapirer ansætte som medarbejder på Bild i Hamburg. På den baggrund skrev han en afslørende bog om avisens omgang med sandheden – en bog, som senere dannede grundlag for den amerikanske spillefilm The Man Inside (1991). Man kender også fænomenet fra en ældre Hollywood-film som Samuel Fullers Chok korridor (1963), hvor en journalist – efter aftale med sin redaktør – agerer sindssyg og lader sig indlægge på den lukkede afdeling på et sindssygehospital for at opklare et mord. Det lykkes ham at identificere morderen, men han bliver selv mentalt forstyrret.

På samme måde udgav Wallraff sig i to år for tyrkisk arbejder og kunne således afsløre industriens kyniske og ulovlige udnyttelse af fremmedarbejdere, der må finde sig i en slavelignende tilværelse. Forløbet blev skildret i Jörg Gförers dokumentarfilm På bunden (1986).

En helt særlig variation af den kyniske journalist præsenteres i Billy Rays Shattered Glass (2003), baseret på skandalen omkring journalisten Stephen Glass fra Washington-avisen The New Republic. Midt i 90’erne blev det afsløret, at Glass svindlede med kilderne og ligefrem opdigtede en stor del af sine historier.

Journalister i dansk film
I dansk film har journalistikken ikke spillet nogen påfaldende rolle. Men man skal dog notere sig, at en af dansk films store instruktører faktisk begyndte sin karriere som kulørt sensationsjournalist. Det var såmænd Carl Th. Dreyer. Han havde tidligt ordet – og siden Ordet – i sin magt. I årene 1912-15 skrev han reportager til Ekstra Bladet, og i sin inaktive periode mellem Vampyr (1932) og Mødrehjælpen (1942) leverede han små causerier om ”Livet i Byretten” til BT under pseudonymet Tommen.

Dreyer mente selv, at han i sine år på Ekstra Bladet havde lært ”at afsky forløjethed og forstillelse”, men det er lidt af en erindringsforskydning, for hans bidrag var hovedsagelig vittige, perfide causerier og pjattet, småflov skandale- og sladderjournalistik, som på ingen måde varslede, at han siden skulle gå over i historien som en stor og kompromisløs filmkunstner.

Ellers byder dansk film på journalister i lystspil som Skaf en Sensation (1934), En ganske almindelig pige (1940), Det stod i avisen (1962), Pigen og pressefotografen (1963) og Tre mand frem for en trold (1967). I 1977 kom Ole Roos med en ganske respektfuld filmatisering af Tom Kristensens Hærværk (1930), der – sammen med Herman Bangs Stuk (1887) – er den store skildring af avismiljøet i dansk litteratur.

I 80’erne kom to filmatiseringer af Dan Turèll, Sune Lund Sørensens Mord i mørket (1986) og Mord i Paradis (1988), der har Michael Falck i hovedrollen som journalisten, der færdes i lurvede københavnske miljøer. Her er journalisten blevet kriminaldetektiv, og det journalistiske spiller kun en mindre rolle. Til gengæld fik man fortalt historien om en dansk journalists tidlige karriere i Peter Schrøders Kun en pige (1995), som er baseret på Lise Nørgårds selvbiografiske bøger.

Men rigtig fokus på pressemiljøet er der kun i Ole Christian Madsens flot fortalte tv-serie Edderkoppen (2000), som – frit efter den såkaldte Edderkoppesag – fortæller om en ung socialdemokratisk journalists optrevling af den spegede sag, der aldrig blev opklaret i virkeligheden. Den unge Bjarne Madsen (Jacob Cedergren) kaster sig ud i afsløringen af skumle forbrydelser og sammensværgelser på højt plan i efterkrigstidens sortbørs-København. Han konfronteres med valget mellem den moralske vej og den umoralske, men bekender sig uden tøven til journalistfagets ædleste tradition og påtager sig frygtløst at søge sandheden i en verden af løgn og bedrag.

Penge i smudset
Den dobbelthed i journalistrollen, som afspejles i hele denne række af film, synes at svare til en ambivalens i vores forhold til journalistfaget:

Vi vil gerne se pressen i rollen som den ”fjerde statsmagt”, der holder vagt om frihed og demokrati. Men vi nyder det især, når magthaverne afsløres og demaskeres. Storhedens fald har altid været godt stof, og heri er skadefryden en vigtig faktor. Vi vil også godt høre om alt det smuds og snavs, der kan gemme sig under den strålende overflade hos de rige og berømte.

Og på den måde samles den idealistiske presse med smudspressen i et fælles anliggende om at få publikum til at godte sig. For smudset og snavset er lukrativt, uanset om man kommer fra et idealistisk eller fra et kynisk udgangspunkt. Så måske afstanden ikke er så stor alligevel. Hvad enten man afslører præsidentens utroværdighed eller snager i popstjernens sexliv, drejer det sig til syvende og sidst om at gøre et scoop. Her ligger sensationen, her ligger pengene.