Dag 10: Alle riddere er voldtægtsmænd

Vi har savnet Hollywood-stjernestøv, siden branchens glitterati tog fra Lidoen efter verdenspremiererne på Dune og Last Night in Soho i sidste weekend.

Men det blev der så sandelig rådet bod på i dag med Ridley Scotts revisionistiske, feministiske ridderfilm The Last Duel.

Det er en af festivalens mest imødesete premierer. Ikke bare har den Adam Driver, Killing Eve-stjernen Jodie Comer, Matt Damon og Ben Affleck øverst på plakaten. Det er også den første film skrevet sammen af Damon og Affleck siden Good Will Hunting.

Og der er knald på fra starten.

Med storslåede, CGI-forstørrede billeder bliver publikum smidt midt ind i den duel, som resten af filmen bygger frem imod. Det er Hollywood-spektakel for fuld udblæsning, Matt Damon mod Adam Driver i ringbrynje og til hest, lanse mod lanse med muddersprøjt og tusindvis af hujende statister.

Scenen er dramatisk som Gladiator og Kingdom of Heaven, men også noget vildledende i forhold til det sandhedsdrama, der følger.

Frarøvet enhver romantik
Jacques Le Gris (Adam Driver) har voldtaget Jean De Carrouges’ (Matt Damon) hustru Marguerite. Det er den anklage, der kræver guddommelig afgørelse i form af en duel. Over seks år følger vi de to mænd gå fra at være venner og krigsbrødre til dødelige fjender.

Den samme historie fortælles ad tre omgange: først Jeans version, så Jacques’ og endelig Marguerites. Men Rashomon-strukturen fra Kurosawas klassiker bruges dog ikke her til at understrege sandhedens omskiftelighed.

En voldtægt er en voldtægt, og filmen gør en dyd ud af at pointere, at kun én af de tre versioner er sand. I stedet tjener formen til at føre os ind i rivalernes selvforståelse.

Jean ser sig selv som retfærdighedens miskendte forsvarer, men er en rethaverisk og humorforladt tumpe. Den lærde Jacques tror, han er damernes mand, men er en uforbeholden krænker, som skejer ud i selskab med Ben Afflecks umådeholdne libertiner, der som greve står over dem begge.

Det står stadig mere klart, efterhånden som vi nærmer os tredje akt, hvor Jodie Comers Marguerite får lov at træde i karakter. Da har man ventet længe – også for længe – på, at dramaet skulle finde sig til rette i et naturligt toneleje.

The Last Duel er en ridderfilm, der frarøver genren enhver romantik. ”Alle filmens sexscener er voldtægter!” som Ben Affleck sagde på filmens pressemøde. Det må per definition være sandt, når man fortæller historier om en tid, hvor kvinder ikke havde råderet over deres egen krop.

Fabriksgulvet til direktørgangen
2021 blev et år uden et mesterværk i Venedig.

Sidste år dukkede Nomadland op dagen før prisuddelingen som rosinen i pølseenden af et broget konkurrenceprogram. Men årets sidste film i hovedkonkurrencen, Un autre monde – det tredje samarbejde mellem instruktøren Stéphane Brizé og skuespilleren Vincent Lindon – er ikke mere end god.

Det er en socialrealistisk historie båret af makkerparrets velkendte humanisme og stærke miljøskildring. Men hvor de hidtil har tacklet livet på bunden af det franske samfund, går de i Un autre mond – ”en anden verden” – langt højere op i samfundshierarkiet.

I Markedets lov spiller Vincent Lindon en fabriksarbejder, der mister sit job. I I krig er han en fabriksarbejder, der kæmper for sit job. Det er kun rimeligt, at han nu spiller en fabrikschef, der skal fyre en tiendedel af sine arbejdere.

Men atmosfæren på direktørgangen er omtrent lige så presset som på fabriksgulvet.

Hæmningsløs kapitalisme
Philippe føler sig som en lus mellem to negle, forpligtet til at sidde sine underordnedes frustrationer overhørig for at forsvare parolen fra hovedkvarteret.

Det er endnu et portræt af hæmningsløs kapitalisme, hvor alle giver bolden videre. Selv den amerikanske direktør for det hele mener, at han bare parerer ordrer fra Wall Street!

Ingen er ansvarlige. Kun Philippe, der tager sit ansvar for sin stab så alvorligt, at hans ægteskab er ved at krakelere, mens sønnen er sendt på institution efter et psykisk kollaps.

Tristesse til trods lader Stéphane Brizé familielivet være et lyspunkt, man gerne havde set mere af, men ingen tvivl om at hans film hører til blandt de bedre i hovedkonkurrencen.

Pedro og Paolo i front
Der er ingen klar favorit forud for prisuddelingen lørdag aften. Men nogle af de mest respekterede film på festivalen er kommet fra etablerede mestre.

Det er svært at forestille sig Paolo Sorrentino tage tomhændet fra Lidoen efter i The Hand of God at have præsteret så rørende, modent og morsomt et værk om sit eget forældretab som syttenårig.

Men tager han hovedprisen over Pedro Almodóvars hyldede Parallel Mothers, der fletter sin historie om forbyttede babyer sammen med nedarvede traumer fra den spanske borgerkrig? Eller går den måske til Jane Campions sensuelt sitrende The Power of the Dog, hendes første spillefilm i tolv år?

Oscar-prognoser har i det mindste den fordel, at Akademiets medlemmer ikke bliver skiftet ud fra det ene år til det næste. Men hvem ved, hvem der er mest stædig, når juryen skal votere?

Juryformanden Bong Joon-ho (Parasite) er genrefan, så er han faldet for The Card Counter eller måske ligefrem Mona Lisa and the Blood Moon?

Eller kunne rumænske Alexander Nanau (Collective) finde på et trække prisen i en politisk retning – mod det polske kommunistdrama Leave No Traces eller det franske abortdrama L’événement.

Det ville da være et valg med fornyet relevans efter abortstramninger i Texas.

Men feltet er vidt åbent.