Chefredaktør: Alle talenter bør se denne film

At forvandle det trivielle og tragiske til poesi.

Det er den største kunst, som Klaus Rifbjerg skrev i Karakterbogen. Og det bliver ikke større end, når en film formår at gøre det. For mediet er så bogstaveligt, så u-metaforisk. Film en væg, og det siger blot: Her er en væg! Film et bjerg, og det siger blot: Her er et bjerg!

Når det en sjælden gang lykkes at gøre en væg til mere end en væg og et bjerg til mere end et bjerg, får man lyst til at kalde det for et mirakel.

Sådan et mirakel er Hjemsøgelsen.

Filmen, der kan ses på Ekko Shortlist, vandt Ekko Shortlist Awards 2019 for bedste klipning og originale musik. Den blev også Robert-nomineret og har modtaget flere priser, men mangler at få den anerkendelse, som værket fortjener.

Hjemsøgelsen er i mine øjne den bedste danske jeg-dokumentar siden seksten år gamle Rejsen på ophavet, der med et slag gjorde Max Kestner til en af landets mest fremtrædende dokumentarinstruktører.

I begge film går unge mænd på opdagelse i deres egen familiehistorie og reflekterer med tør humor over livet som et spil mellem skæbne og tilfældighed.

Christian Einshøj vil lave et portræt af sin mor Eva, men hun er vrangvillig og har svært ved at se formålet med filmen.

”Så folk kan sidde og grine ad os?” spørger hun sarkastisk og kalder deres familie for ”verdens mest kedelige”. Hvorfor skulle de være interessant for andre mennesker? Hun har heller ikke videre høje tanker om sin søns evner som filminstruktør.

Omvendt kæmper Christian med sit kamera for ”at fange et øjeblik, hvor hun glemmer, at jeg er der”. Og ligesom sine to brødre har han et ganske anstrengt forhold til moren og begrænser sine besøg, fordi hun er trættende selskab med ”endeløse historier, der ikke har noget med os at gøre”.

Eva er en udfordrende karakter. Hun giver ikke ved dørene og vil for alt i verden ikke vise sine følelser. ”Selv om hun aldrig kunne finde på at sige det højt, så tror jeg, at hun savner os,” siger Christian i filmens voice-over.

Det er vanskeligt at forestille sig et mere håbløst udgangspunkt for en dokumentarfilm. Alligevel sidder man tyve minutter senere med tårer i øjnene og føler sig omsluttet af en stor kærlighed.

Vi græder ikke, fordi en tragedie oprulles for vore øjne. Vi græder, fordi vi midt i tragedien mærker en livgivende varme og generøsitet. Christian Einshøj formår at komme i øjenhøjde med sin mor og skabe samhørighed.

Hjemsøgelsen er et portræt af Eva, men det er også en film om at lave et portræt af Eva. Ikke den typiske meta, der lægger en distance og fungerer som en ironisk glasur. Nej, her bliver meta-laget – tovtrækkeriet mellem mor og søn – en del af selve fortællingen og giver filmen en følelsesmæssig klangbund.

Christian har arbejdet på filmen i flere år og nærmest givet op, da han pludselig får foræret en vinkel (og en filmtitel): Moren er blevet hjemsøgt af et spøgelse!

Hun fortæller, at en hvid, gennemsigtig skikkelse en morgen dukkede op i gangen foran Christians værelse i barndomshjemmet. Derefter gik spøgelset gennem væggen og forsvandt lige så umærkeligt, som det kom.

Det knytter an til morens evindelige historier om mennesker, der er forsvundet eller døde under tragiske omstændigheder. Et nærliggende bjerg i den norske by, hvor moren bor, er en god kilde til næring af besættelsen. Med jævne mellemrum falder eller springer folk ud over klippen.

Bjerget har samme mytologiske effekt som skoven i Twin Peaks. Her hersker de mørke kræfter, og det toner ildevarslende frem bag barndomshjemmet, indhyllet i skyer og med den spirituelle stemning af en amatørkor, som komponisten Toke Brorson Odin har optaget til filmen.

I modsætning til sin mor tror Christian Einshøj ikke på spøgelser. ”Jeg tror kun, man kan se de døde i de billeder, man tog, mens de var i live,” siger han på lydsiden og viser klip fra farens hjemmevideoer.

De er fra dengang, drengene var små og berigede moren med ”vores bestræbelser inden for kultur, sport, etikette og alternativ brug af McDonald’s Happy Meal-legetøj”, som Christian udtrykker det, mens billederne viser ubehjælpsomt klokkespil, trut i trompet, en fjollet grimasse og legetøjsbil på nøgen drengeryg.

Af de fire sønner fylder Kristoffer mest i optagelserne, og som regel er moren også på billederne. Men det slutter brat med bånd nummer sytten.

Kristoffer døde af en sjælden blodsygdom, tre år gammel. Vi er mere end halvvejs i Hjemsøgelsen og endelig fremme ved det traume, som filmen raffineret er gået udenom – som katten om den varme grød.

Det er ikke noget, Eva har specielt meget lyst til at tale om, men som – må man formode – er baggrunden for hendes fascination af mystiske forsvindinger.

Christian får overtalt Eva til at sætte sig ind i bilen og gentage den køretur til hospitalet, som hun foretog for 25 år siden på den skæbnesvangre dag.

”Jeg kan huske, at det regnede. Jeg havde grønne gummistøvler, regnfrakke og paraply med,” siger hun nøgternt.

Her kommer så instruktøren og hans medklipper Sofie Steenbergers enkle, men afgørende kunstgreb. De sammenklipper køreturen med gamle videooptagelser af de samme gader og de samme husfacader, mens orgelmusik fylder lydsiden.

Vi får ikke at vide, om de patinafyldte optagelser stammer fra farens videosamling, men uanset hvad er effekten ekstremt gribende. Montagen bliver en slags filmisk rekonstruktion, og i modstillingen af den prosaiske nutid og nostalgiske fortid åbner der sig et universelt erindringsrum.

Mens de i nutiden leder efter indgangen til hospitalet, klippes der til Kristoffers lillebitte fod, som moren kærligt stryger med sin pegefinger. Så fjern, så nær.

Det er et gribende øjeblik, som tager pusten fra én – og viser, hvad film kan, når det er i hænderne på en mester.

Moren fortæller usentimentalt om tragedien, mens en montage i fastmotion viser en legende og stadig rask Kristoffer.

Det er ikke konstrueret, det er beåndet. Og den emotionelle effekt er overvældende. Ved filmens tryllekunst kommer Kristoffer til live, og med morens øjne oplever vi hans død. Således bliver den trivielle køretur også en forløsning mellem sønnen og moren, i hvert fald i filmens regi.

Sådan er livet, og sådan er døden. Det sker bare. Tingene – en dør, et bjerg, en regnfrakke – er betydningsløse, men vi lader dem med betydning. Fortiden eksisterer i os og kan når som helst aktualiseres.

En meget privat familiehistorie bliver almen, fordi den får os til at mindes det, vi selv har elsket og mistet.

Og Eva kan godt begynde at tro på sin søns filmiske evner. Han er lige nu et af landets store talenter!