Top 10: Alt for varme film

Normalt lader vi andre medier bekymre sig om vejret.

Men det hidtidige vejr i sommeren 2015 har skuffet fælt med utallige grå, vindblæste dage. Selvom der er behageligt i biografernes bløde stole, kunne det være lindrende med dage, der indbød til strandture.

Men som trøst kan man minde sig selv om, at der også kan blive for varmt.

Vi har samlet ti film, hvor hovedpersonerne nok gerne ville bytte den kvælende varme ud med en dansk junidag, hvor temperaturen ikke sniger sig over tyve grader. For på film er temperaturen ofte en faktor, der sætter stemningen – og med hede følger anspændthed og uklare tanker.

10. Cool Hand Luke (1967)

Titlen refererer ikke til, at Paul Newman skulle have svalende håndflader. Det er i stedet det navn, Luke Jackson får under et pokerspil i et glohedt fængsel i Florida.

”Sometimes nothing can be a real cool hand,” svarer Luke, da han slår de andre indsatte ved at bluffe.

Han vinder også respekt, da han udfordrer den korpulente Dragline til en sveddryppende boksekamp.

Cool Hand Luke er et fængselsdrama om oprør mod sadistiske fængselsbetjente. Luke forsøger at flygte flere gange, og instruktør Stuart Rosenberg iscenesætter provokerende en kriminel som en frihedshungrende Jesus-skikkelse, de andre indespærrede ser op til.

Filmen huskes især for replikken om, at de indsatte og betjentene ikke ligefrem er på bølgelængde. En fængselskaptajn slår fast: ”What we got here is a failure to communicate!”

9. Dog Day Afternoon (1975)

I Romerriget blev årets varmeste periode kaldt hundedagene. Ifølge fortællingen var disse dage så lumre og uudholdelige, at kød rådnede, mælken blev sur og hundene bidske.

Sidney Lumets Dog Day Afternoon beskriver en sådan klam dag. Al Pacino springer ud som den kluntede, panikslagne røver Sonny efter at have været kølig mafiaboss i Godfather-filmene.

Sammen med Sal (John Cazale) vil han røve en bank. Men da de stormer banken, har en pengetransport lige været forbi, og der er næsten ingen likvider tilbage i filialen. Når underhunde er pressede, bider de fra sig. Sonny og Sal tager kunder og ansatte som gidsler, og den ulidelige varme afstedkommer kun endnu flere idiotiske beslutninger.

Gidseltagningen i Dog Day Afternoon udspiller sig foran et publikum, der begejstret følger med uden for bankens mure. Filmen kan ses som en kommentar til, hvordan tragiske situationer kan blive til simpel underholdning i medierne.

8. Hundedage (2001)

Østrigske Ulrich Seidl tager såmænd også sin titel fra de romerske hundedage. Og han forsøger bestemt heller ikke at tegne noget glorificerende billede af sine personer.

Hundedage er en fascinerende, men også ofte ubehagelig skildring af dovent liv i Wiens opvarmede forstæder. Nogle gange lader det til, at Seidl kun har afsky til overs for personerne. Andre gange virker de som komiske brikker i den særegne instruktørs tableauer.

Filmen er Ulrich Seidls spillefilmdebut – før instruerede han dokumentarer. Den dokumentariske stil er til stede i de lidet flatterende billeder af meget lidt tøj på affældige kroppe. Varmen giver tørst efter alkohol, og med den følger sex og psykiske spændinger.

Der er også meget varmt i Seidls senere Paradis: Kærlighed, hvor en kvinde rejser til Kenya som sexturist.

7. Dommedag nu (1979)

I Joseph Conrads mageløse Mørkets hjerte er Kurtz en høj, udsultet mand, hvis sind er faret vild i det afrikanske vildnis.

Francis Ford Coppolas genfortolkning af romanen foregår under Vietnam-krigen, og Kurtz har her en ganske anden apparition. Marlon Brando skulle spille excentrikeren, men han mødte op på settet uden at have læst manuskriptet til Dommedag nu eller Conrads forlæg.

Og så havde han taget virkelig mange kilo på. Coppola måtte skabe en ny, skræmmende fortabt Kurtz. Den flommede, skaldede Brando improviserede sine replikker frem med et rundt hoved, der glinsede af sved.

Og selv ude af form viser Marlon Brando sig som et skuespillergeni, når han intenst taler om ”the horror!”

Der findes dog også fantastisk sjove fraklip fra Kurtz’ scener. På et tidspunkt sluger Brando et insekt, og senere slutter han en lang, hypnotiserende talestrøm med: ”I can’t think of anymore dialogue to say.”

6. Barton Fink (1991)

En af Coen-brødrenes bedste film udspiller sig på et hotel, der godt kunne være Helvede. Piccoloen Chet (Steve Buscemi) synes at komme nede fra underverdenen ad en stige, da han skal byde Barton (John Turturro) velkommen til.

Fink får et uhumsk værelse, hvor varmen synes at smelte tapetklisteret, så væggene skaller af.

Barton Fink kan ses som én lang feberdrøm, der rider den arme forfatter som en mare. Han vikles ind i et mordmysterium, da han en morgen finder en død kvinde ved siden af sig i sengen.

Bartons nabo på hotellet, forsikringsmanden Charlie (altid uforlignelige John Goodman), kampsveder filmen igennem. Men egentlig trives han udmærket på helvedeshotellet, der kun bliver varmere i filmens klimaks.

5. Once Upon a Time in the West (1968)

Sergio Leones westernklassiker har en af filmhistoriens mest uforglemmelige åbningssekvenser, der udspiller sig i det tørre, tørre landskab ved byen Flagstone.

Filmens lydside er noget helt særligt. Ennio Morricone har komponeret musikken, og åbningen er præget af, at alle lyde er forstærket markant. En udtjent vindmølle knirker, så det synger. Fluer larmer enerverende og sætter sig på tre pistolmænd ved et jernbanestop.

Pludselig høres en harmonika, og en mystisk mand er ankommet. Han dræber alle tre mænd i én bevægelse.

Harmonikaspilleren (Charles Bronson) er på hævnmission i det golde USA. Her er det ikke kun ganerne, der tørster efter vand. Once Upon a Time in the West handler også om kampen om områdets eneste vandressource, som man ønsker at bruge til damplokomotiver.

4. Do the Right Thing (1989)

En anspændt stemning bliver kun mere anspændt i ubønhørlig trykkende varme.

I Spike Lees Brooklyn-drama har Lee selv hovedrollen som pizzabuddet Mookie. Han arbejder for Sal (Danny Aiello), hvis søn Pino (John Turturro) har et meget anstrengt forhold til områdets mange afroamerikanere. Sal og Pino har selv italienske aner.

Public Enemy pumper ud af boombox’en, og der er ballade, da en hvid fyr kommer til at sætte et sort mærke på Buggin’ Outs (Giancarlo Esposito) helt hvide Michael Jordan-sneakers.

På pizzeriaet hænger billeder af kendte amerikanere med italienske rødder. Men ingen sorte. Det starter et lille oprør, der i den kvalme luftfugtighed vokser sig større og større.

Do the Right Thing havde premiere for 26 år siden. Alligevel er dens beskrivelse af racespændinger i USA desværre igen højaktuel.

3. Tolv vrede mænd (1957)

Sidney Lumet bliver listens varme-mester med film nummer to om pressede mænd i svedfremkaldende hede.

Tolv vrede mænd foregår næsten kun ét sted, et lille værelse, hvor en jury skal afgøre om den tiltalte attenårige er skyldig eller ej. Den unge mand, der kommer fra trange kår, er anklaget for at have dolket sin far ihjel.

De kan ikke få rummets ventilator til at virke, og de åbne vinduer tilbyder ingen svalende lindring. Juryen består af tolv hvide mænd i hvide skjorter, der skiftes til at tørre svedperler af panden med lommetørklæder.

I starten er der bred enighed om, at drengen er skyldig. Men Henry Fonda mener, de bør diskutere anklagerne nærmere. Kender de ham skyldig, får knægten det nemlig varmere end dem: Han ender i den elektriske stol.

2. Rear Window (1954)

Mesterstykket i Rear Window er, at Hitchcock gør os alle til lige så store voyeurister som L.B. Jeff (James Stewart), der med brækket ben og kikkert lurer på baggårdens vinduer.

Det skal vi selvfølgelig ikke have det godt med. Så filmen foregår i en ulidelig varme, der giver en fornemmelse af noget beskidt og svedent.

Termometeret i Jeffs lejlighed viser 94 grader fahrenheit. Det er cirka 35 i celsius. Han kan se et par, der sover ude på altanen. I en anden lejlighed danser en kvinde rundt i meget lidt tøj.

En nat hører han et skrig, og i sin stillesiddende tilstand begynder han at strikke teorier om mord sammen. Er det en peeping tom, som har en feberdrøm, eller er der sket noget forfærdeligt?

Rear Window minder også om, hvor ubehageligt det er, når svedperler begynder at klø under gips.

1. Lawrence of Arabia (1962)

”Lawrence, kun to slags skabninger har det sjovt i ørkenen: beduiner og guder. Og De er ingen af delene. For almindelige mennesker er det en bageovn.”

Mr. Dryden (Claude Rains) forsøger at advare T.E. Lawrence (Peter O’Toole), før han sendes fra Cairo og ud i Mellemøstens ørkenlandskab. Men Lawrence er overbevist om, at han nok skal komme til at more sig.

Han tænder en tændstik og stirrer intenst på luen. Så puster han den ud, og der klippes direkte til ørkenens bagende sol, som er ved at stå op. Og filmens storslåede musiktema bryder frem.

I David Leans Lawrence of Arabia er ørkenen noget mytisk, som kun udvalgte kan beherske. Peter O’Toole leverer en af alle tiders bedste præstationer som briten med de havblå øjne i de enorme sandarealer. Lawrence viser sig som et militærtaktisk geni, da han hjælper det arabiske folk i kampen mod tyrkerne.

Men sindet formørkes, da han finder ud af, at han nyder at dræbe. Ørkenens ensomme brutalitet rammer ham som en sandstorm.