Skævt amatørkor og gamle synthesizere

”Jeg mødte Christian, da vi skulle flytte instruktøren Hlynur Pálmasons ejendele ned ad en trappe.” 

Sådan beskriver den danske komponist Toke Brorson Odin sin spøjse vej ind i Christian Einshøjs stærkt personlige dokumentarfilm Hjemsøgelsen. Filmen har nu skaffet ham en nominering for bedste originale musik ved Ekko Shortlist Awards 2019. 

”Vi var ved at hjælp Hlynur med at flytte hjem til Island. Sidenhen spurgte Christian mig, om jeg ville skrive musik til en film om hans mor. Jeg siger typisk ja, når jeg bliver spurgt, og så var det en meget fin portrætfilm, synes jeg.” 

Christian Einshøj, som også er nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards, har arbejdet på filmen i mange år. Men da komponisten kom ind i billedet, var den næsten færdig. 

”Den stod stort set klar, og så havde Christian nogle idéer, men det er jo meget svært at beskrive, hvordan musik skal lyde. Så han gav mig mest nogle idéer om, hvilken effekt musikken skulle have. Vi sad i studiet sammen, imens jeg improviserede på nogle gamle synthesizere.” 

Minder om reallydoptagelser
Blandt synthesizerne i filmens lydbillede finder vi et Yamaha DX7 og Roland Juno-6, som var nogle af 1980’ernes mest karakteristiske synths.

De bidrager til den nostalgiske kvalitet i Hjemsøgelsen.

Christian Einshøj forsøger at lave en film om sin mor, der bor i Norge. For 25 år siden mistede hun en meget ung søn – Christians bror – og på mere eller mindre symbolsk vis hjemsøges hun af oplevelsen.

”Der er en scene, hvor en helikopter svæver rundt og leder efter en forsvundet mand. Her prøver jeg at fange den uafklarede og hvileløse stemning, som præger den nærmest spirituelle hjemsøgelse med nogle optagelser af et amatørkor.”

Toke Brorson Odin er dirigent for et dansk amatørkor, som han flere gange har benyttet i sine egne værker.

”I et amatørkor synger sangerne somme tider ret upræcist, og der kan være stor individuel forskel fra sanger til sanger. Et professionelt kor lyder ofte mere sampleagtigt, mens et amatørkor kan skabe komplekse lyde og minde om reallydsoptagelser, som jeg synes er spændende og dejlige at høre på,” forklarer Toke Brorson Odin.

Det uplanlagte og uperfekte går igen i Toke Brorson Odins værker. Musikken til Hlynur Pálmasons Vinterbrødre, der skaber sit særegent hvide univers i et kalkbrud, indbragte i 2018 komponisten en Robert-nominering.

”På Vinterbrødre var jeg med i processen helt fra starten. Hlynur havde allerede lavet en lille kortfilm med samme navn. Jeg kom med mit bud sideløbende med, at det endelige manuskript tog form,” fortæller komponisten.

Partituret er en skulptur
I sin uddannelse som klassisk komponist på Konservatoriet lærte Toke Brorson Odin, hvad der er ret og vrang i kompositionens verden. Men han selv har aldrig holdt sig til konventionerne.

”Jeg er i gang med at lave et violinstykke, hvor partituret er en skulptur,” fortæller han og fortsætter:

”Skulpturen består af nogle stænger med kugler på. Musikerne følger stængerne, som er baner imellem nogle hændelser repræsenteret af kuglerne. Hændelserne kan være en tone, flere toner eller lignende, og musikeren må selv bestemme, hvordan de vil improvisere sig hen til den næste kugle.”

”Måden at notere musik på har ændret sig igennem historien. De ældste noder viser kun tonerne, men ingen rytmik, og i Bachs partiturer står tempi ikke beskrevet præcist. Når noget ikke er præciseret, giver det plads til, at musikeren kan træffe valg, og det finder jeg tiltalende at udforske.”

Musik i en betonvandtank
Ud over sit eksperimenterende notationsprojekt arbejder Toke Brorson Odin også på musikken til Jonas Kærup Hjorts debutspillefilm Den næstsidste, som er under produktion i øjeblikket. 

Hjorts kortfilm Om en måned var nomineret til hele fire priser ved sidste års Ekko Shortlist Awards og vandt for både bedste fiktion, bedste scenografi og bedste lyddesign. 

Den næstsidste er blandt andet optaget i en kæmpe vandtank i Gladsaxe, og den eksperimenterende komponist har valgt at bruge samme location til at optage musikken. 

”Jeg havde en nat, hvor jeg stod i den kæmpe betonvandtank på 100x100 meter og optog en masse slagtøj. Det var ret specielt, for selv med en kraftig lampe, kan man kun se 30 meter omkring sig, og så er der ellers bare mørke og lyd.” 

”Rumklangen dernede er meget imponerende, og selv om man måske godt kunne lave noget lignende på computer, er der noget tiltalende i, at jeg ikke kan forudsige, hvordan rummet reagerer på den larm, jeg laver. Man kan virkelig høre rummet, når man optager dernede.”