Dag 9: Amazing Aretha

Berlin venter.

Sidste filmdag for verdenspressen var løjerlig, eftersom der ikke blev vist nogen film i hovedkonkurrencen. One Second klarede nemlig ikke cuttet i den kinesiske censur forleden, og derfor stod dagen i dokumentarfilmenes tegn.

De var både rørende og underholdende, men kunne nu nok mest bruges som fredagsslik inden lørdagens store finale, hvor én guldbjørn og syv sølvbjørne skal finde deres ejermænd og -kvinder.

Men lad os dvæle ved dokumentarerne et øjeblik.

Det deler navn med filmens titel, og at Amazing Grace først er blevet til noget nu, er i sig selv utroligt. Der er nemlig en rå energi og samtidig en smidig inderlighed i at se Franklin for fuld musik sammen med et gospelkor og et dansende, grædende og råbende publikum.

Har man været til gudstjeneste i en baptistkirke, så ved man, at dette her er stemningen, der får Gud til at glide ned om søndagen, og da Aretha Franklin sang filmens titelnummer, rejste flere i Berlinalepaladset sig op og klappede.

Energien pumpede simpelthen fra lærredet og ud i salen, og havde der ikke været så mange mellemspil og krydsklip til backstage-rummet, havde Amazing Grace sagt noget helt rent om den store sangerinde og hendes magi.

Men derfor bør nogle danske opkøbere nu alligevel kunne se potentiale i at sende den ud i de rødhvide biografer.

Agnès Varda gør status
Agnès Varda har i mere end seks årtier stået for den krøllede filmkunst, og hun er i Berlin med Varda by Agnès.

Ligesom Amazing Grace vises den også uden for konkurrence, og den er da også mest en lang omgang padleri igennem karrieren, hvor instruktøren selv kommenterer og trækker de store linjer op.

Varda er et kvindeikon og tilmed én af de mest roste instruktører fra 60’ernes franske nybølge. Karrieren har aldrig været sløv (54 film er det blevet til!), og instruktøren var så sent som sidste år nomineret til en Oscar for dokumentaren Faces Places.

Derfor er det også underligt, at Varda by Agnès minder om et stykke undervisningsmateriale. Den 90-årige instruktør kunne snildt have gjort det hele mere sprælskt.

Forhåbentlig bliver det ikke hendes sidste film, og på Berlinale-pressemødet, som hun indtog med sin ikoniske frisure – hvidt hår på toppen, lillafarvet krans udenom – ville hun ikke afvise, at der kan være flere film på vej.

Det store prispuslespil
Samtalen i Berlin går lige nu på, hvem der skal have bjørnestatuetterne. Og man kan roligt sige, at der er stor uenighed i anmelderkorpset.

Det er især The Golden Glove, der er stridspunktet.

For i et år med ganske få mandlige hovedroller er Jonas Dassler uden tvivl i spil for sin ulækre, men fremragende fortolkning af seriemorderen Fritz Honka.

Men kan man virkelig give en pris til en rolle, der slår kvinder ihjel på stribe? Det vil i hvert fald være kontroversielt i et år, hvor kønspolitikken har domineret i Berlin.

Vinder Dassler ikke, kunne det snildt blive til en mandlig skuespillerpris til Tom Mercier fra Synonyms. Dog er der en del, som tyder på, at den film skal have større hyldest.

Synonyms fører Screens anmelderbarometer sammen med A Tale of Three Sisters. Og umiddelbart kunne begge disse film godt komme i spil til de helt tunge priser, idet Synonyms er en vellykket allegori over den europæiske flygtningekrise, mens A Tale of Three Sisters handler om undertrykte kvinder i Tyrkiet.

Men A Tale of Three Sisters kunne også få prisen for bedste kvindelige skuespiller. I så fald skulle den deles i tre og gives til søstrene samlet.

Og det er faktisk ikke helt usandsynligt, at den kvindelige skuespillerpris i år vil blive givet til flere. For også Elisa & Marcela har to stærke kvindelige præstationer i hovedrollerne, og Natalia de Molina og Greta Fernández kunne snildt dele prisen imellem sig – hvis juryen tør give Netflix den hæder.

Bliver det en solopris, kunne Valerie Pachner fra The Ground Beneath My Feet være et godt bud, mens outsideren må være den kun elleveårige Helena Zengel fra System Crasher.

Hvad med Lone?
Det er især billederne, der har været gode under årets Berlinale, hvor danske Rasmus Videbæks poetiske skud i Ud og stjæle heste og kinesiske So Long, My Son har været blandt højdepunkterne.

Mit bud er, at de to film er favoritter til prisen for enestående kunstneriske bidrag, men også Denis Côtés Ghost Town Anthology, Agnieszka Hollands Mr. Jones og mongolske Öndög kan løbe med hæderen.

Juryen kan selvfølgelig også skulle forhandle om priserne, så måske kommer italienske Piranhas i spil. Hvis den da ikke skal have en større pris.

Danske Lone Scherfig må vi jo heller ikke glemme. Hun scorer lavt i Screen-panelet, men der kunne måske lure en bette bjørn i manuskriptkategorien. Der har nemlig været langt imellem de veludførte manuskripter i årets hovedkonkurrence, og Scherfigs The Kindness of Strangers er ret effektivt skruet sammen.

Og så er danskeren jo en kvinde, som publikum holder af i Tyskland. Det ville være populært iblandt tv-seerne at se Scherfig, der selv har skrevet filmen, på scenen.

Alligevel ville det nu være en gedigen overraskelse, hvis The Kindness of Strangers er i spil til selveste Guldbjørnen i år. Det samme må man sige om en hel del af de seksten film i hovedkonkurrencen. Nogle har simpelthen ikke været gode nok, mens andre er for kontroversielle.

Politiske film vinder
Tør juryen for eksempel give en stor pris til Fatih Akin og hans seriemorderfortælling i The Golden Glove?

Ser jurymedlemmerne skønheden i norske Ud og stjæle heste, eller noterer de sig nærmere, at det er en mandefilm? Og går Elisa & Marcela tomhændet hjem, fordi det er en Netflix-film, som ikke er populær blandt biografejerne?

Vi ved det ikke, men sandsynligheden for, at det er en markant politisk sag, der vinder, er altid stor i Berlin.

Derfor kunne Guldbjørnen i år godt stå imellem tyrkiske A Tale of Three Sisters, israelske Synonyms, makedonske God Exists, Her Name is Petrunya, kinesiske So Long, My Son, italienske Piranhas og franske By The Grace of God.

Sidstnævnte er Francois Ozons fortælling om misbrug i den katolske kirke, og den er højaktuel og fremadskridende på en utrolig fransk måde. Outsideren er System Crasher, men eftersom Synonyms er co-produceret af tyske Maren Ade, er mit bud, at den er favorit til hovedprisen.

Sandra Hüttel, der fik sit gennembrud med hovedrollen i Ades Min far Toni Erdmann, vil i hvert fald nok presse hårdt på i juryen for, at lige netop det sker. Og så kan Nora Fingscheidt i stedet jo vinde debutantprisen for System Crasher.

Ekkos egen pris
Og nu vi er ved debutanter, så skal Ekkos selvopfundne pris for bedste spillefilmdebut af en anerkendt skuespiller uddeles her dagen før bjørnedagen.

De nominerede er Casey Affleck for Light of My Life, Chiwetel Ejiofor for The Boy Who Harnessed the Wind, Wagner Moura for Marighella og Jonah Hill for Mid90s.

Alle leverede velfortalte film med stærke skuespilpræstationer, men det er nu uden tvivl skateboarddramaet Mid90s, der får prisen. Det er simpelthen den bedste film, jeg har set på årets Berlinale.

Om Hill er glad for hæderen, vides ikke i skrivende stund. Men han har formentlig ikke været lige så nervøs op til offentliggørelsen, som hovedkonkurrenceinstruktørerne er i aften, når bjørnestatuetterne skal uddeles.