American Beauty

”Mit navn er Lester Burnham. Dette er mit kvarter. Dette er min gade. Dette er mit liv. Jeg er 42 år gammel. Om mindre end et år er jeg død.” Sådan præsenterer hovedpersonen i American Beauty sig i den voice-over, der sætter filmen i gang. Vi er i et nydeligt forstadskvarter i Connecticut, hvor Lester (Kevin Spacey) bor sammen med sin kone Carolyn (Annette Bening) og teenagedatteren Jane (Thore Birch).

Livet i forstaden
Lester er en desillusioneret skribent i reklamebranchen, Carolyn en ambitiøs ejendomsmægler, og de lever et kærlighedsløst ægteskab sammen med datteren Jane, der betragter Lester som en gammelmandsliderlig idiot. Et vendepunkt kommer, da han under en cheerleader-opvisning får øje på Janes sexede veninde Angela. Han bliver grænseløst betaget og begynder at fantasere om hende, om en nøgen pige og massevis af røde rosenblade.

Da Lester møder naboens søn Ricky, der i hemmelighed tjener sine penge ved handel med marihuana, tager Lesters liv endnu en drejning: Han siger sit kedsommelige job op og er fast besluttet på at genleve sin ungdom. Den kedelige Toyota skiftes ud med en rød Pontiac Firebird, han opholder sig mest i garagen, hvor han hører sin ungdoms musik, ryger joints og løfter vægte, mens han drømmer rosendrømme om Angela.

Også Carolyn og Jane går nye veje. Carolyn har en affære med den smarte og overfladiske ejendomsmæglerkollega Buddy Kane. Jane begynder at interessere sig for Ricky og han for hende. Ricky har altid sit videokamera på sig og filmer konstant sine omgivelser. I et fortroligt øjeblik betror han Jane, at optagelserne hjælper ham med at fastholde tilværelsens smukke øjeblikke.

En aften besøger Angela Jane. Da Angela flirter med Lester, kommer det til et skænderi mellem pigerne. Skænderiet bliver afbrudt, da en forslået Ricky kommer ind. Efter et sidste opgør med sin voldelige og dominerende far vil han stikke af til New York og have Jane med. Lester er gået tilbage til garagen og træner, så sveden løber. Pludselig ser han Rickys far Frank stå forstenet ude i regnen. Lester inviterer ham ind, og da han vil hjælpe ham af med det våde tøj, lægger Frank armene om Lester og kysser ham. Lester stivner overrasket og skubber Frank væk, der som en søvngænger vakler tilbage i regnen.

Da Lester kommer ind i huset igen, sidder Angela alene i stuen. Lester kysser hende og klæder hende af. Nervøst fortæller Angela, at hun er jomfru. Lester ler forbavset — med ét er hans sexede drømmekvinde forvandlet til et nervøst barn. Lester trøster den grædende Angela og smører mad til hende i køkkenet. Da Angela går på toilettet, sidder Lester smilende tilbage og betragter et gammelt foto af sig selv, Carolyn og Jane. En pistol nærmer sig hans hoved, og sekundet efter er han død.

I en billedmontage passerer lykkestunderne i Lesters liv revy og viser os samtidig, hvor filmens andre personer er i gerningsøjeblikket. Et billede af en blodindsmurt Frank peger morderen ud. Billedmontagen afsluttes med Rickys videooptagelse af en dansende plasticpose, mens Lesters stemme fortæller om al den skønhed, der findes i verden. Der klippes til billederne af forstadskvarteret set fra luften, og Lesters stemme slutter filmen: ”Og jeg kan ikke føle andet end taknemmelighed for hvert eneste øjeblik af mit dumme lille liv. Jeg er sikker på, at du ikke aner, hvad jeg taler om. Men bare rolig, det vil du en dag.”

En grænsesøgende teenager
Lester Burnhams liv er gået i stå. Han lever et liv, der består af faste rutiner. Han står op, går på arbejde, kommer hjem, spiser aftensmad og går i seng. Det samme præger forholdet til familien. Ægteskabet har for længst mistet sin gnist. Lester og Carolyn lever i faste roller med hende som den dominerende og ham som den, der forsøger at opfylde de forventninger, hun har til ham. Lesters forhold til datteren Jane er også gået i stå. Lester spørger hende, hvordan dagen i skolen er gået, og hun svarer, at den er gået fint, men så kommer de ikke videre. Lester ved ikke, hvordan Jane har det eller hvad der optager hende.

I nostalgiske øjeblikke betragter Lester et gammelt foto. Billedet forestiller Lester, Jane og Carolyn. Jane er tre-fire år, Lester og Carolyn er unge, og de er sammen i tivoli. Alle tre ser glade ud på fotoet. Billedet er fra en tid, hvor den lille familie stadig kunne samles om et fælles afbræk fra den daglige trummerum. Lester fornemmer, at han har mistet noget, han kan bare ikke huske hvad.

Da han endelig gør oprør, minder han om en teenager, der påkalder sig opmærksomhed ved at bryde grænser. Og at det bliver Angela, der udløser Lesters oprør, er ikke tilfældigt. På flere måder ligner de hinanden. Som Lester er også Angela underlagt en identitet, der er defineret af andre. Hun er det smukke ”dukkebarn” med de store øjne og det lyse hår. Med løgnehistorierne om sine seksuelle eskapader forsøger hun at lægge afstand til det pæne image. Mødet mellem Lester og Angela giver dem begge mulighed for at være noget i sig selv. I deres indbyrdes fascination bekræfter de hinanden i en identitet som seksuelt attraktive, en ny rolle, der lægger afstand til deres nuværende liv.

Med Lesters øjne
Som publikum identificerer vi os med Lester. På trods af, at han opfører sig ansvarsløst og barnligt, er vi helt og holdent på hans side. Filmen opnår denne identifikation gennem forskellige virkemidler. I meget konkret form er American Beauty Lesters fortælling. Brugen af Lesters stemme, der fortæller os, hvad han tænker og føler, styrer os i en bestemt retning i vores aflæsning af begivenhederne. Lester bliver vores fortrolige i filmens persongalleri. Han kommenterer ironisk sit eget liv, og som den eneste af filmens voksne personer forholder han sig kritisk og selverkendende til klicheen om den borgerlige forstadsidyl. På denne måde bliver Lester-figuren vores personlige guide i opfyldelsen af filmens tag line, dens slogan: ”look closer”, ”se nærmere efter”, hvad der befinder sig under overfladen i den nydelige forstad.

Yderligere indeholder Lesters voice-over en tidsforskydning. Fra bemærkningerne i den indledende voice-over om, at Lester snart vil være død, men endnu ikke selv ved det, kan vi konkludere, at fortælleren Lester ved mere end Lester på lærredet. Det betyder, at vi som publikum er i hænderne på en alvidende fortæller, der ser tilbage på filmens begivenheder. En fortæller som ved, hvad der skal ske, og som vi derfor må holde os til.

Lesters indledende og afsluttende voice-over fortælles fra det samme tidsplan. Fra et punkt hinsides døden danner hans kommentarer en ramme om filmens fortælling. At Lesters stemme på denne måde etablerer filmen som en rammefortælling, underbygger yderligere vores identifikation med hans figur.

Filmbilledet som sindbillede
Billedæstetikken spiller en central rolle i American Beauty. Komposition, tekstur, farveholdning og kamerabevægelser udgør en væsentlig del af filmens miljø- og personskildring. Det understreges af, at filmen opererer med tre meget forskellige visuelle udtryk, der hver for sig er bundet til forskellige personer og sindstilstande:

1. Klare, tomme billeder af livet i forstaden
2. Rickys kornede videooptagelser
3. Lesters surreelle rosendrømme om Angela

Instruktøren Sam Mendes fortæller i et interview i tidsskriftet ”Sight and Sound” (januar 2000) om de tre forskellige æstetikker: ”(Jeg valgte) et sparsomt, næsten surreelt udtryk, en lys, klar, skarpskåren, Magritte-agtig fremstilling af det amerikanske forstadsliv, en meget komponeret kamerastil. Jeg ville ikke bruge steadicam, jeg ville ikke have mange close-ups. Kameraet skulle være mere stille, det skulle nærmest være til stede i smug.”

”I drømmesekvenserne er kamerabevægelserne meget mere flydende og graciøse, mens de fleste scener, der giver sig ud for at være optaget af Ricky, har en meget mere kinetisk, håndholdt, anderledes energi og en anden slags poesi i billederne.”

Forstadsbilleder
Den ”Magritte-agtige” skildring af forstæderne opnår Mendes ved et næsten syntetisk farvevalg: Alle husene er hvide og nymalede, døre og garageporte er i klare røde og blå nuancer, alle haver omkranset af hvide stakitter, og plænerne står som velplejede grønne tæpper. Og samtidig tømmer instruktøren billederne for overflødige detaljer: Gaderne er tomme, haverne er ubrudte grønne plæner, stuerne er symmetriske opstillinger uden pynt på væggene. Her er ingen overflødige detaljer eller personer. Billedernes næsten ikoniske karakter understreges af et kamera, der i totaler og supertotaler, stillestående eller kun meget langsomt bevægende, registrerer hvad der sker.

Billederne får karakter af tableauer, af billeder der snarere synes hentet i glittede ugemagasiner eller reklameverdenen end fra virkeligheden. Særligt tydeligt er det i en af filmens første scener, hvor Carolyn smilende fortæller naboen Jim om hemmeligheden bag sine smukke roser – en scene, der æstetisk lægger sig tæt op af tv-reklamen.

Men netop den glatte, syntetiske overflade antyder, at tilstanden under overfladen langt fra er så perfekt, som den giver sig ud for. Filmen inviterer os til at se nærmere efter, søge efter den egentlige sandhed under overfladen, både i sit valg af æstetik og i sin tag line, ”look closer”, der også hænger på opslagstavlen i Lesters kontor. Her er det særligt interessant at se nærmere på Carolyn og den nye nabo, Frank. Det er de to personer, der tydeligst kæmper for at opretholde en pletfri facade, men som begge slås med indre dæmoner.

Carolyn opretholder facaden til perfektion. Hun er kunstig, grænsende til det syntetiske. Men filmen slår en revne i den polerede overflade i en scene, hvor det ikke er lykkedes hende at sælge et hus. Carolyn står alene tilbage i den tomme, støvede stue og græder. For at genvinde selvkontrollen slår hun sig selv i ansigtet. Hun falder til ro, tørrer øjnene, og så er facaden genoprettet.

Hos Frank er problemerne langt voldsommere. Frank er bøsse, men fornægter det og lever i stedet et udpræget maskulint og kontrolleret liv: Han pudser indædt sin bil, han er oberst i marinekorpset, samler på våben og porcelæn fra nazitiden og hader bøsser og alt, hvad der ligger uden for en klart afgrænset normalitet. Da den pletfrie overflade sprækker for Frank, sker det i et udbrud af ukontrolleret vold mod sønnen Ricky.

Videobilleder
Et andet markant visuelt udtryk i filmen er Rickys videooptagelser. Filmen begynder med vi-deobilleder, og de findes også i slutsekvensen. Billederne er rystede, kornede, indimellem uskarpe, og der zoomes hurtigt ud og ind. Videooptagelserne (som næsten alle er lavet af Mendes selv) er Rickys registreringer af omverdenen. Fordi Ricky er den opmærksomt registrerende, er det også i disse billeder, at vi får udpeget sammenhænge og forhold, som ingen andre (end vi og Ricky) ser.

Videooptagelserne bliver derfor et væsentligt element i filmens fortælling, men også det visuelle lag, der tydeligst kontrasterer de overflade-smukke filmbilleder af forstadslivet. De er visuelt langt mere rå og umiddelbare, her er tilsyneladende ingen gennemtænkt billedkomposition, men snarere en æstetik, der i de grovkornede billeder og urolige kameragange signalerer autenticitet, nærvær og umiddelbarhed: Videokameraet kan indfange øjeblikkets skønhed og poesi uden (filmbilledets og forstadslivets) forudgående iscenesættelse. Det er, sammenlignet med filmbilledernes glamourøse æstetik, et nøgent udtryk.

Dette visuelle udtryk understreges af, at personerne på videooptagelserne ofte er nøgne. De har ikke (eller næsten ikke) tøj på, men også følelsesmæssigt er de nøgne og autentiske: Det er i videooptagelserne, at personerne er åbne og ærlige, det er her, vi får deres inderste følelser og tanker at se. Instruktøren opnår i disse scener en fin sammenhæng mellem det visuelle udtryk og den stemning, der ligger i scenen.

I en helt central scene viser Ricky Jane en optagelse af en dansende plasticpose. Han forklarer, hvordan netop denne optagelse har gjort ham i stand til at se skønheden i verden. I en anden scene står Ricky og Jane i hvert deres hus. De kan ikke tale sammen, men har visuel kontakt. Ricky retter sit kamera mod Jane, og en stor tv-skærm bag ham viser videobilledet. Hun begynder at klæde sig af, nøgen står hun i vinduet og betragter ham, men magien afbrydes brat, da Rickys far braser ind og slår sønnen i gulvet.

Og i en senere scene filmer Ricky og Jane hinanden på Rickys værelse. Via videokameraets optagelser skildres deres mest private tanker. Ricky fortæller om sin indlæggelse på et psykiatrisk hospital, og Jane fortæller, at hun hader sin far.

Drømmebilleder
Lesters drømme om Angela er filmens tredje visuelle udtryk. Filmen indeholder fire drømmescener, der i modsætning til hverdagstableauerne er karakteristiske ved en meget dynamisk billedstil. Drømmene fortælles med brug af kraftigt fugle- og frøperspektiv, der veksles konstant mellem forskellige billedbeskæringer – ofte bruges nær og ultranær – kameraet er bevægeligt, og der bruges slowmotion.

Som et vigtigt element i billederne indgår i alle fire drømmescener røde rosenblade. Bladene er fra rosen ”American Beauty”, den samme rose som Carolyn med stor omhu dyrker og fremviser i sin have. Men hvor Carolyn, bevæbnet med saks og handsker, klipper roserne af og arrangerer dem i vaser, bader Angela i de fløjlsbløde blade, der kærtegner hendes krop og strømmer ud fra hende.

American Beauty – livets skønhed
Filmens titel American Beauty signalerer dens centrale tematik: en søgen efter den egentlige skønhed i livet. Det er netop dette tema, der binder filmens tre visuelle lag sammen.

Rosen ”American Beauty” optræder som symbol på skønhed i to af filmens visuelle lag: I forstadsbillederne ser vi den dels i Carolyns have, hvor netop roserne er hendes store stolthed, dels i interiørscenerne som afskårne rosenbuketter, der optræder markant i billederne. Roserne indgår i Carolyns ydre iscenesættelse af ”det perfekte liv”. I Lesters drømme er rosenbladene det mest markante visuelle element: glødende røde og fløjlsbløde svøber de sig om Angelas nøgne krop. Rosenbladene har altså en central, symbolsk betydning i Lesters indre iscenesættelse af ”den perfekte kvinde”.

Men i filmens videobilleder optræder rosen netop ikke. Her finder vi et helt anderledes symbol for skønhed: en plasticpose, der danser i vinden. Den dansende pose optræder igen i filmens afsluttende sekvens, da den døende Lester genser og fortæller om al den skønhed, der findes i verden. Det er værd at hæfte sig ved filmens dvælen midtvejs ved den dansende plasticpose og dens genkomst i filmens slutsekvens, for netop i kraft disse placeringer gøres posen – og det videoæstetiske univers, den optræder i – til bærere af en af filmens grundlæggende pointer om livets egentlige skønhed og værdi.



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.