Amerikanerne har gjort Afghanistan bedre

Selvmordsbombardementer er ikke en udelukkende dårlig ting.

Naturligvis er det skrækkeligt, når mennesker dør, men til gengæld er der kun ganske lidt trafik efterfølgende, og man kommer lynhurtigt fra den ene ende af byen til den anden.

Det er blot én af de erfaringer, amerikanske Kimberley Motley har gjort sig i løbet af sine otte år som menneskerettighedsadvokat i den afghanske hovedstad Kabul.

Et arbejde, som dokumentarfilmen Motley’s Law af danske Nicole N. Horanyi nu giver indblik i.

I filmen, der vises i udvalgte biografer landet over, følger vi Motley i perioden 2013-2014, en mere end almindelig sprængfarlig tid i Afghanistan. I mere end ti år har amerikanske tropper opholdt sig i landet for at holde Taleban i skak, men nu har Obama talt: Soldaterne skal hjem, og afghanerne må klare sig selv.

Sharia-lov og demokrati
Selvmordsbomber bliver et næsten dagligt indslag, og hvis ikke folk bliver sprængt i stumper og stykker, risikerer de i stedet at blive skudt i ansigtet på klos hold. Særligt udlændinge skal se sig for.

”Så pas lidt på, når I går ud,” siger Motley, mens hun kigger ned i sin telefon.

Vi er med, når Motley – som eneste vesterlænding og eneste kvinde – navigerer sig frem i den jungle, der er det afghanske retssystem. Det er et system, hvor sharialov flettes sammen med demokrati, hvor regler bøjes efter behov, og hvor kvinder fængsles for at modsige sig voldtægt.

”Jeg synes, det er vigtigt, at folk får mulighed for at se det afghanske retssystem indefra,” siger Kimberley Motley, da vi møder hende på en restaurant i det indre København.

”Jeg har tidligere medvirket i en række interview om mit arbejde, men man kan aldrig helt forklare, hvordan det virkelig er. Jeg synes til gengæld, at film viser det på en okay måde.”

Fyrværkeri og bilbomber
Ved Motleys side sidder Nicole N. Horanyi. Aldrig har hun lavet en sværere film.

”Det var et besværligt miljø at arbejde i, og det var et stort arbejde bare at få tilladelse til at tage kameraet med ind i de forskellige fængsler og retssale,” siger Nicole N. Horanyi.

”Ofte lykkedes det ikke. Enten ville folk ikke medvirke, ellers fik vi slet ikke tilladelse til filme,” fortsætter instruktøren, der ikke ønskede, at filmens fokus udelukkende skulle være det afghanske retssystem.

I dokumentaren rejser vi derfor med hjem til USA, hvor Motley må skuffe naboerne og sige, at hun desværre heller ikke kommer med til julefesten i år. Hun går tur med børnene en aften, hvor farver fra fyrværkeri breder sig på himlen.

”Det ligner fyrværkeri som i Afghanistan,” siger hun, og filmen klipper til en bilbombe i Kabul.

Ingen stress
Kontrasten mellem Motleys to verdener virker som gjort af det stof, soldater får posttraumatisk stress-syndrom af.

Men Motley trives.

Egentlig skulle hun kun have arbejdet i Afghanistan et enkelt år. Lønnen var tredobbelt og kunne både hjælpe hende af med studiegæld og sende børnene i skole. Men Motley, der ikke havde været uden for USA, før hun rejste til Afghanistan, blev grebet af menneskerettighedssagerne – især kvinders.

Så i stedet for at vende hjem er hun nu begyndt at udvide sin forretning til også at gælde lande i både Latinamerika og Asien.

”Jeg vinder jo alle mine sager. Så jeg har brug for udfordringer,” som hun siger. Og selv mener Motley, at det går fint med at tage sig af børnene, selv om hun ikke er så meget hjemme.

”Vi var på et tidspunkt fanget i trafikken i et stort begravelsesoptog i Kabul,” husker Horanyi. Geværerne hang løst over mænds skuldre, og stemningen var sitrende.

”Men der sad Motley ganske rolig med sin computer og videochattede med sin datter for at hjælpe med lektierne.”

Afghanistan i bedring
I det hele taget virker Motleys besindighed som en afgørende faktor for, at hun kan varetage sit arbejde i et land, hvor kaos og krig synes ret tæt på.

Men Afghanistan er blevet et markant bedre sted at være i forhold til for femten år siden, fastslår hun.

”I 2001 var der under en halv million afghanske børn, der gik i skole. Nu er det ni millioner. Sygehusvæsenet er blevet markant forbedret, der er flere kvinder i samtlige af landets professioner, både som eksempelvis læger og politikere.”

”Jobmulighederne er blevet bedre, og folk føler sig generelt mere frie, end da Taleban kontrollerede landet,” siger Motley og tilføjer: ”Så hvis man ser helt objektivt på det, kan man ikke diskutere, at Afghanistan er et bedre sted i dag, end før amerikanerne gik ind i landet.”

Ungdommen flygter
Til gengæld er et andet problem opstået, påpeger Horanyi.

”De dygtige, unge mennesker, som hjalp os med dokumentaren, er de samme mennesker, som har evnerne til at gøre Afghanistan til et bedre sted. Men de har slet ikke lyst til at bo i landet, og mange af dem befinder sig nu i Tyskland for at søge asyl. De tror ikke på systemet på grund af al den korruption, der er i landet,” forklarer hun.

”Så udfordringen er at gøre Afghanistan attraktivt for den yngre generation.”

Den megen korruption i Afghanistan kunne ifølge Motley måske have været forhindret. Hvis altså amerikanerne og de allierede havde tænkt sig lidt om, før de trak sig ud af landet.

”Tropperne forlod Afghanistan meget pludseligt. Nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg synes, det var rigtigt både at gå ind i landet – hvem skulle ellers nedkæmpe Taleban – og rigtigt at forlade det igen: Der er jo også brug for hjælp i andre af verdens lande.”

”Men det ville have været bedre, hvis det havde været en glidende overgang, hvor afghanerne løbende fik mere og mere ansvar,” siger Motley, der ser sig selv som forsigtig optimist på Afghanistans vegne.

”Taleban er der stadig, men de har været der hele tiden. Også da Vesten befandt sig i landet. Men afghanerne har valgt demokratiet, og jeg tror, folk sætter sig imod, hvis Taleban igen prøver at få kontrollen. Folket vil ikke lade femten års demokratisering og uddannelse gå til spilde.”

Mennesker forandrer sig
Hun fortæller, at hun også er optimistisk på sin hjertesag, kvindernes rettigheder. Om end det stadig ser ”helt forfærdeligt ud”.

– Der er aldrig tidspunkter, hvor du tænker, at det er umuligt, og at det aldrig bliver bedre?

”Der er ikke noget, der er umuligt. Omvendt er der intet at fejre for kvinderne i Afghanistan endnu. Jeg har tit sager, hvor jeg ikke ved, om det bedste for min klient vil være at blive siddende i fængsel eller blive løsladt. For ofte tager de tilbage til den mand, der voldtog dem,” siger Motley, før hun sammenligner rettighedskampen i Afghanistan med den, der er foregået gennem det meste af USA’s historie.

”Se på homoseksuelles rettigheder for eksempel. Det er blevet bedre, men til gengæld har det været virkelig slemt. Man må tage én sag ad gangen og hele tiden tænke på, at love er skabt af mennesker. Mennesker forandrer sig. Heldigvis.”