Amerikansk film større i udlandet
Det amerikanske magasin The Economist bragte i sidste uge en artikel om, at amerikanske film tjener flere og flere penge på udenlandske markeder.
I 2001 tjente amerikanske film cirka det samme på det amerikanske marked som på de udenlandske.
Her ti år senere tjener de amerikanske film cirka to gange så meget på de udenlandske markeder som på det amerikanske. Det har konsekvenser for den amerikanske filmproduktion.
Flops med profit
Gullivers rejser med Jack Black i hovedrollen afspejler udviklingen.
Filmen blev en kæmpe skuffelse i de amerikanske biografer, hvor den kun tjente 42 millioner dollars, men stor succes i Sydkorea og Rusland var stærkt medvirkende til, at den på udenlandske markeder nåede en samlet indtjening på næsten 150 millioner dollars.
”Derfor burde den ende med at være profitabel,” udtaler filmens producer John Davis til The Economist.
Komedier upopulære
Magasinet beretter, at filmselskaberne er begyndt at spekulere i, hvad der sælger uden for USA.
Stort opsatte actionfilm og film baseret på kendte romaner og myter er de mest populære uden for USA. Film, der refererer til samtidig amerikansk populærkultur sælger dårligt. Og det samme gør komedier.
”Man vil ikke se os lave mange komedier,” siger Brad Grey, der er leder af Paramount Pictures.
Det vurderes, at det særligt er markeder som Rusland, Kina og Brasilien, der er blevet vigtigere for de amerikanske filmselskabers indtjening.
Kommentarer