Nyhed
06. mar. 2016 | 12:36

Amy-instruktør på vej med nye dokumentarer

Foto | On The Corner Films
Det nærmest ubærlige i dokumentaren om Amy Winehouse er, at Asif Kapadia viser, at den sårbare sanger kunne være blevet reddet i tide. Nu er han på vej med nye film om store personligheder.

Oscar-vinderen Asif Kapadia barsler med portræt af Diego Maradona samt en ny dokumentarserie. Og måske en film om David Bowie.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I sidste weekend modtog Asif Kapadia helt fortjent en Oscar for bedste dokumentarfilm for Amy, der handler om den afdøde sanger Amy Winehouse.

Den britiske instruktør med en muslimsk baggrund har netop færdiggjort fiktionsfilmen Ali and Nino, der er et kærlighedsdrama mellem en muslimsk dreng og en kristen pige i Aserbajdsjan i 1918-1920.

Nu forlyder det, at Kapadia sammen med sin faste producer James Gay-Rees er på vej med nye, spændende dokumentar-projekter.

Tidligere i år kunne man læse, at makkerparret arbejder på et portræt om det argentinske fodbold-ikon Diego Maradona. Og ligesom med Senna og Amy har Kapadia valgt at involvere Maradonas familie i arbejdet med filmen. Det skriver The Hollywood Reporter.

”Jeg blev opslugt af hans karakter, genialitet, ærlighed, passion, humor og sårbarhed. Jeg er fascineret af hans rejse, der altid har haft øjeblikke af dygtighed og drama. Han var en ledertype, der bragte sit hold til tops, men også til nederlag,” har Kapadia fortalt om Maradona ifølge Hollywood Reporter.

”Han var altid den lille mand, der kæmpede mod systemet og mod de rige og magtfulde. Han var villig til at bruge al sin snedighed og intelligens for at vinde.”

Serier til Netflix og Amazon
Det er ikke første gang Kapadia fokuserer på en sportsmand. I 2010 portrætterede den engelske dokumentarist den nu afdøde Formel 1-stjerne Ayrton Senna i Senna.

Det var så at sige en talking heads uden heads, idet vi kun hører Sennas kolleger fortælle om ham på lydsiden, mens billedsiden udelukkende består af arkivmaterialer. Samme fortællestrategi bruger Kapadia med stor effekt i Amy, så man som tilskuer ikke hele tiden bliver revet ud af de historiske øjeblikke.

Begge film blev lanceret i biografen, men nu fortæller James Gay-Rees til The Hollywood Reporter, at Kapadia og ham er ved at udvikle et projekt, der skal tilpasses serieformatet.

”Vi hælder mest mod at koncentrere os mere om serie-formatet nu. Vi vil gerne lave dokumentarserier til amerikanske platforme som Netflix og Amazon, som vi er i dialog med nu,” siger James Gay-Rees.

Ifølge The Hollywood Reporter er der tale om et værk på seks timers spilletid, som Gay-Rees fortæller enten kan munde ud i seks afsnit af én time eller fire afsnit af 90 minutter.

Indtil videre vil Kapadia og hans producer ikke komme nærmere ind på, hvad serien skal omhandle, men de fortæller dog, at den skal centreres omkring ”et skelsættende år”.

Vil slå ihjel for film om Bowie
Endnu mere interessant har Kapadia og Gay-Rees igennem længere tid vist interesse for et tredje projekt. Foruden Maradona-portrættet og dokumentarserien ønsker makkerparret sig nemlig en film om selveste David Bowie.

”Vi vil slå ihjel for at få lov til at lave den film. Vi vil gøre alt. Hvis Bowies familie læser med, må de meget gerne ringe,” fortæller James Gay-Rees, der dog ser udfordringer med Bowie-materialets størrelse.

”Der er så meget materiale at bearbejde, at det vil blive svært at koge det ned til 90 minutter.”

Det vides endnu ikke, hvornår Asif Kapadias film om Maradona vil få premiere.

Trailer: Amy

Kommentarer

Asif Kapadia

Født 1972 i London, England.

Opvokset i muslimsk, indisk familie.

Uddannet instruktør på Royal College of Art i London.

Gennembrud i 2010 med Formel 1-dokumentaren Senna, der har vundet utallige priser.

Vandt med Amy en Oscar for bedste dokumentarfilm i 2016.

”Mine film har ofte en spirituel dimension, som stammer fra min muslimske baggrund” (The Guardian 9. juli 2011).

Filmografi

Ali and Nino, 2016

Amy, 2015

Senna, 2010

Far North, 2007

The Return, 2006

Krigeren, 2001

© Filmmagasinet Ekko