Iñárritus kunst: I døden træder helten frem

En mand, et vilddyr, en helgen, en martyr, en ånd. 

Med disse ord beskriver den mexicanske auteur Alejandro G. Iñárritu hovedpersonen i sin sjette film, vildmarks-opuset The Revenant. Et værk, der ganske rigtigt fungerer både som et helteportræt, som en elegi over den hvide mands voldtægt af det oprindelige Nordamerika og, ikke mindst, som en spirituel film med både indianske og kristne ben at gå på.

Lyder det af for meget? Det er det på sin vis også. 

Det samme gælder Iñárritus forudgående fem spillefilm, der jonglerer med globaliseringens udfordringer og moralske konflikter, samtidigmed at de går helt tæt på mennesker på kanten af livet. 

Iñárritu laver monstrøse film fulde af melodrama. Men de er samtidig mere alvorlige end noget andet, der kommer ud af Hollywood i disse år. Moralske, illusionsløse, humanistiske, politiske og åndelige perspektiver filtres godt og grundigt sammen. 

Længste nærdødsoplevelse
Døden er en hovedperson i alle Alejandro G. Iñárritus film.

Der er fatale bilulykker og lejemord i debuten Love Is a Bitch. I Babel leder en vådeskudsulykke til, at en mand (Brad Pitt), der allerede har mistet et barn, nu også ser livet fosse ud af sin kone (Cate Blanchett).

I Biutiful indser en mand (Javier Bardem), at han er døende af kræft. I 21 gram danser fire mennesker dramatisk runddans om et transplantationshjerte, og i Birdman flakser en showman (Michael Keaton) mellem kunstnerisk genfødsel og den ultimative selvdestruktion.

The Revenant, der udspiller sig i det vestlige Canadas skove, tager måske prisen som den længst varende nærdødsoplevelse i filmhistorien.

Efter at være blevet overfaldet af en bjørn, arikara-indianere og adskillige ”civiliserede” hvide vrister stifinderen Hugh Glass (Leonardo Di Caprio) sig igen og igen fri af den sikre død i sne og bidende kulde. Vi taler to en halv time med frost og gabende ar. Og ikke så meget som et dryp ironi.

Vold uden humor
Miljøet vil mange nok forbinde med James Fenimore Coopers indianerromantiske drengebøger. Men selv om der er masser af kapow i The Revenant, er den klinisk renset for Coopers og westerngenrens eventyrånd.

Det er en slags actionfilm. For flagellanter.

Når Hugh Glass får et tilbud om medlidenhedsdrab, han ikke kan afslå, fordi han ligger blødende og fastbundet på en båre, ja, så forplanter angsten sig reelt til os i biografsæderne.

”Bare blink, hvis jeg skal gøre det,” hvisler pelsjægeren Fitzgerald (Tom Hardy), der selv har overlevet en indianerskalpering og nu – for at kunne vende hjem – bare skal af med den lemlæstede mands dødvægt. Indstillingen, hvor Glass krampagtigt prøver at holde øjnene opspilet i den frostkolde luft, varer måske et halvt minut. Men det føles uendeligt.

En del af årsagen til den atypiske tone i filmen skal findes i Iñárritus mexicanske baggrund og den tiltagende globale angst for terror, har han nyligt sagt til avisen The Guardian:

”Jeg kommer fra et voldeligt land, så vold er ikke sjovt for mig. Og nu, hvor den vestlige verden så småt begynder at mærke, hvordan det føles i mit land, nemlig en konstant følelse af sårbarhed, må morskaben også pilles ud af volden også her.”

Den tragiske helt
Selv om Alejandro G. Iñárritus film er fuld af menneskelig fejlbarlighed, er det påfaldende, at situationer som ovenstående snarere tjener som spørgsmålstegn end som udråbstegn. Vi tilbydes en identifikationsmulighed, et spejl.

”Jeg prøver at undersøge menneskets natur og de beslutninger, der træffes under maksimalt pres. Det er dér, man mest viser, hvem man er. Når råderummet er begrænset, udtrykker man sig kraftfuldt,” sagde Iñárritu til avisen The Telegraph i forbindelse med premieren på Biutiful.

I Biutiful viser det maksimale pres sig at være et positivt sandhedsserum. Uxbal (Javier Bardem) har en terminal kræftdiagnose hængende over sig og har tilmed en syg og alkoholiseret ekskone, der vil være ude af stand til at tage vare på deres to børn. Uxbal fortsætter alligevel med at hjælpe folk omkring sig til det sidste, selv om han er synligt drænet for kræfter.

”Der er skønhed i smerte. Er der skønhed at finde selv i de fattige samfund verden over? Ja! Der findes heroisme, oprigtig, menneskelig, etisk, kraftfuld heroisme blandt folk, der kæmper for overlevelse og klarer sig gennem rædsler,” siger Iñárritu til StyleZeitgeist Magazine vol. 1 2011.

”For mig gælder tragediens regel om, at alt vil brase sammen, og at man ikke kan undslippe sin skæbne – og så er det, at den tragiske helt må rense sig selv. Denne renselse indebærer en udfrielse. Gennem Uxbal ønskede jeg at vise den renselsesproces: Han ved, at han er døende, og alligevel arbejder han videre, bekymrer sig om sine børn og bliver ved med at finde kærlighed, tilgivelse og medfølelse under de værst tænkelige omstændigheder.”

Renselse og genfødsel
Renselsesprocessen får endnu større betydning i The Revenant, hvor Hugh Glass gennemgår op til flere symbolske genfødsler.

Vandrende rundt iklædt det enorme skind fra den bjørn, der næsten gjorde det af med ham, virker han som en rå naturkraft sat i recirkulation. 

Og denne metafor – naturens cyklus – bliver endnu mere udtalt, da Glass tager ophold for natten i en død hests indre. Han tømmer simpelthen den endnu dampende hestekrop for indvolde og lægger sig afklædt ind i den i fosterstilling natten over. Da han vakler videre næste morgen, får kadaveret et kærligt klap til tak.

The Revenant er meget forskellige fra Alejandro G. Iñárritus virtuose Oscar-vinder fra sidste år, Birdman, der svirrer af ironi, vid, opspeedet repliktempo og jazztrommer. Alligevel har de to film noget til fælles.

I Birdman spiller Michael Keaton den muligvis skizofrene og givetvis maniodepressive eksstjerne Riggan Thomson, der prøver at genopfinde sig selv.

”Du har brugt dit liv på at opbygge en solid bankkonto og et renommé, og du har smadret begge dele. Det er dit held. Fuck det. Vi gør comeback. De venter på noget kæmpestort. Det skal de få! Barbér det fimsede gedeskæg af. Få dig en plastikoperation! 60 er det nye 30, motherfucker. Du er den ægte vare. Du har banet vejen for alle de andre klovne. Giv folket hvad de vil have: Noget god gammeldags apokalypse-porno: Birdman – The Phoenix Rises.”

Fugl Føniks-metaforen er ikke bare spilfægteri.

Dyr og menneske bliver ét, da Riggan kaster sig ud fra et højhus og faktisk flyver i kraft af vingerne på hans mørke alter ego, Birdman. Her opløses psykologiske og andre fornuftsstyrede forklaringer til fordel for en uventet hyldest til viljens, mytens og troens kraft.

Del af et større regnskab
Love Is a Bitch indvarslede en form for skæbnepuslespil, som Iñárritu og manuskriptforfatter Guillermo Arriaga efterfølgende forfinede i Babel og 21 gram – de tre film omtales af instruktøren som ”Dødstrilogien”.

Love Is a Bitch er den mest ligefremt fortalte.

Tre korte, smældende Mexico City-fortællinger føres sammen i et biluheld. Den tredje fortælling binder knuder på en del af de løse ender fra de to første og understreger de gennemgående tematiske hovedspor: svig mellem mennesker, hundekærlighed og muligheden for tilgivelse.

Babel er langt mere ambitiøs i tematisk radius og geografisk spændvidde. Et skud løsnet på en marokkansk bjergside viser sig at skabe et kausalt bånd mellem en traumatiseret, ung kvinde i Tokyo, et bryllup i Mexico og et amerikansk par på ferie og deres tilbageblevne to børn. 

Den er også mere grandios i sin form, idet den fortælles akronologisk og krydsklipper mellem de fire locations.

21 gram udspiller sig i en navnløs, amerikansk sydstatsby, hvor en hjertetransplantation giver nyt liv til den dødssyge Paul Rivers (Sean Penn). 

Han er opsat på at finde kilden og forfører efterfølgende donorens efterladte hustru, den tidligere stofmisbruger Cristina (Naomi Watts). Han accepterer modvilligt hendes befaling om at gennemføre et hævndrab på den hit-and-run-bilist, der var skyld i hendes mands og deres to døtres død.

Bilisten, den nykristne Jack (Benicio del Toro), vakler selv mellem samvittighedskvaler og frygt, mellem Guds kald og familiens tarv.

Iñárritu skildrer i filmene hele spændet af forskellige måder at håndtere tab på – fra opgivelse og afmagt til hedonistisk bersærkergang og hævntørst. Men det at bruge fortællinger med mange sidestillede protagonister, hvis individuelle handlinger udgør forbundne kar, understreger en vigtig pointe i hans værk:

At intet menneske er en ø. På godt og ofte ondt er vi alle en del af et større regnskab.

Indbygget morale
Love Is a Bitch skiller sig ud ved at have en frontfigur, er selv handler aktivt. Ellers er det gennemgående mønster, at personerne i Iñárritus film responderer på udefrakommende, voldsomme hændelser.

Emotionelt har personerne også samme smertelige omdrejningspunkt: følelsen af tab.

”Dette er helvede. Lige her,” siger Jack i 21 gram og peger på sin hjerne.

En uudtalt morale i filmene kan siges at være den samme som i de græske tragedier. Skæbnen går sin skæve gang, uanset hvilke spilfægterier man stiller an med.

Alejandro G. Iñárritus film har dog ikke samme determinisme som de klassiske tragedier, der ofte tog afsæt i spådomme.

Indimellem ironiserer hans film endda over forestillingen om skæbnebestemthed. Som når Paul i 21 gram bruger argumentet, at der er ”så mange ting, der skal falde på plads for, at to mennesker kan mødes”, efter at han har haft en privatdetektiv til at lokalisere hende!

Men underbevidst banker især denne film alligevel pointen fast, når vi for eksempel i begyndelsen får et flashforward af filmens blodige finale smidt i synet. Rejsen herfra er en færd mod det uundgåelige.

Livet efter døden
Et genkommende element i Alejandro G. Iñárritus oeuvre, som er tæt forbundet med dødsangsten, er livet efter døden.

I Biutiful kan Uxbal (Javier Bardem), der hutler sig gennem tilværelsen som formidler af illegale jobs for immigranter, se og tale med de døde sjæle, der ikke har fundet ro.

Han bringer meddelelser mellem nyligt afdøde beboere fra hans kvarter i Barcelona og deres efterladte.

Filmen er solidarisk med Uxbal. Hans møder med ånderne er alvorsfulde. Han har et kald, som han samvittighedsfuldt opfylder. Først til sidst, da han selv uforvarende er skyld i en gruppe kinesiske immigranters død, bliver han nødt til at kigge bort.

Som research til filmen opsøgte Iñárritu en række clairvoyante.

”Jeg havde tre-fire interviews, der fik hårene til at rejse sig på mig. Vi taler seriøse mennesker – ikke mennesker, der var forhippede på penge eller anerkendelse. Og vi taler heller ikke de typer, der sidder i rum fyldt med stearinlys. Nogle var intellektuelt primitive, andre uhyre skarpe,” fortæller Iñárritu i StyleZeitgeist Magazine.

”Men man kan mærke, når noget er virkeligt, og jeg var imponeret. Den dårlige nyhed er, at livet ikke ender med døden. Det er blot begyndelsen på en ny, smertefuld rejse. Så er det, man bare må udbryde et ’fuuuuck!’” 

Indianer-ånd
Et anderledes blik på kontakten mellem døde og levende kaster instruktøren i The Revenant. 

Hugh Glass ser gentagne gange sin afdøde kone, en pawnee-indianerkvinde. Andre gange hører han sønnens stemme for sig: ”Så længe du kan trække vejret, må du blive ved med at kæmpe.”

Iñárritu skildrer den naturbundne levevis positivt, og der indgår således i Glass’ syner et gigantisk bjerg af bisonkranier. En skamstøtte over nybyggernes overforbrug.

”Denne film er baseret på virkelige historiske begivenheder,” står der i rulleteksterne. ”Dialog og visse karakterer i filmen er tildigtet for dramatiseringens skyld.”

Men ifølge visse kilder har den historiske Hugh Glass godt nok siddet i indianerfangenskab, men han havde hverken indianer-kone eller søn. Tværtimod har folkesange peget på, at et vist homofilt drive måske har holdt Glass oppe.

Filmens spirituelle overbygning – alt er besjælet – optræder således snarere af sympati for indiansk levevis og det martyrium, indianerne har gennemgået, end af hensyn til den autentiske historie.

Floden, der forener
I The Revenants sidste halvdel kommer en del kristen symbolik og moralfilosofi ind fra venstre. 

Ruinen af en kirke med klokketårnet dukker nu op i Glass’ bevidsthed. Halv erindring, halv fantasi, antydes det. Sønnen Hawk er i nogle af synerne med Glass i kirkerummet, der har himlen som hvælving.

Vi får dog ingen information om kristendommens plads i dette ellers kyniske univers, der har fokus rettet på overlevelse. Man kan godt få den tanke, at Iñárritu primært har indlemmet kirkescenerne som en hyldest til Andrej Tarkovskij, hvis Nostalghia (1983) rummer en næsten identisk tagløs kirke, og hvis Den yderste dom tydeligt har leveret inspiration til de religiøse ikonmalerier, som Glass stirrer benovet på.

Så meget for de kristne symboler. Selve kristendommen i The Revenant har karakter af en noget overfladisk tegnet tilgivelsesfilosofi, som Glass har svært ved at abonnere helhjertet på.

”Mit hjerte bløder, men hævnen ligger i Skaberens hænder,” siger den ensomme pawnee til Glass, inden Glass fortsætter sit hævntogt på den mand, der har dræbt hans søn.

I den uundgåelige finaleduel hvæser morderen til Glass, at hans hævn er fuldt fortjent. Men tilføjer skadefro, at hævnen ikke vil bringe sønnen tilbage.

Det får Glass til at stoppe op, og med en simpel gestus – som ikke skal røbes her – forenes det indianske og det kristne spor omsider. Floden kan siges at forene guds forsyn og naturens uransalige veje. 

Flagrende trosforhold
Gudsbilledet, der toner frem gennem Alejandro G. Iñárritus samlede værk, fremstår noget flagrende. Men det har sine grunde.

”Jeg er splittet, hvad angår gud. Jeg tror virkelig på, at der er noget derude, men det er svært at forklare. Jeg tror ikke, det er en nogen,” har instruktøren sagt.

Iñárritu bruger skiftevis ord som ”en tilstand, en bevidsthed” og et væsen” om sit billede af gud. Og han konkluderer for sig selv, at der ikke ville komme noget godt ud af at søge at portrættere den. Og noget konfliktløst trosforhold er der langt fra tale om.

”Nogle gange tiltrækker det mig, andre gange bliver jeg frastødt. Somme tider modstår jeg fristelsen til at blive ikke-troende, andre gange mister jeg fuldstændigt troen og står tilbage i raseri.”

”Men jeg må stadig sige, at jeg nægter at tro, at vores omgivelser blot er en konsekvens af celledelinger, og at vi nedstammer fra aberne. Jeg vil ikke sige, at alt er tilfældigheder. Det tror jeg mindre på, end jeg tror på guds eksistens.”