Kronborg: Vi arbejder på nye succeskriterier

Fornyelse og nytænkning.

Sådan lød kulturminister Mette Bocks opfordring, da hun nedsatte den nye bestyrelse på Det Danske Filminstitut i foråret. Og bestyrelsen fik noget af en ilddåb, da instituttets direktør igennem ti år, Henrik Bo Nielsen, overraskende sagde sit job op, inden bestyrelsen havde fået sko på.

Efter en lang ansættelsesproces annoncerede bestyrelsesformand Anders Kronborg, at vicedirektør Claus Ladegaard ville blive den nye direktør. Mange i filmbranchen var ved at tabe underkæben. For er det udtryk for fornyelse at ansætte en direktør, som har haft en topstilling på Filminstituttet siden 2006 med ansvar for filmproduktion?

”Ja, ellers havde vi jo ikke ansat ham,” svarer Anders Kronborg venligt, men bestemt over telefonen. ”For at kunne lave en fornyelse er det også nødvendigt at have en rimelig stor indsigt i, hvad man allerede har. Dér har vi stor tiltro til, at Claus Ladegaard har begge dele: viden og evnen til fornyelse.”

– Du kan vel ikke fortænke folk i branchen i at spørge sig selv, hvad der kan komme af nyt fra en person, som har siddet på Filminstituttet i mere end ti år og været en hovedarkitekt bag strategien?

”Nu er vi som bestyrelse ikke så optaget, af hvad omverdenen måtte tænke. Vi er mere optaget af, hvad der er bedst for Filminstituttet og dansk film. Vi har haft samtaler med Claus, siden vi startede som bestyrelse, og jeg er sikker på, at man vil se fornyelser, når Filminstituttet fremlægger, hvordan vi ser på tingene.”

– Hvilke fornyelser kommer vi til at se?

”Dem er vi ikke færdige med endnu. Vi regner først med at delagtiggøre offentligheden i vores planer i det nye år.”

– Hvad er efter din opfattelse den største udfordring for den nye direktør?

”På kort sigt er det sammen med branchen at finde finansiering af dansk film. De indtægter, der har været fra først video-rettigheder og siden dvd-rettigheder er forsvundet. Man har ikke i samme takt skåret ned på omkostningerne, så nu står man med filmprojekter, der koster mere, end man kan finansiere. Enten skal der komme nye finansieringskilder, eller også må man finde på noget andet. Og det er det, man skal finde ud i samarbejde med branchen.”

– Dermed signalerer du, at Det Danske Filminstitut skal spille en mere aktiv rolle, end man har gjort tidligere?

”Jeg kan ikke historikken, så jeg er ikke meget for at kaste mig ud i at kommentere forhold for år tilbage. Men jeg kan sige, hvordan bestyrelsen ser på det fremadrettet. Filminstituttet deler knap en halv milliard ud i filmstøtte om året, og så er det klart, at instituttet er en integreret del af branchen. Men derfor er det også vigtigt, at man finder løsninger i samarbejde med branchen.”

– Hvordan kan Filminstituttet gøre det uden at blande sig i den frie forhandlingsret?

”Den aktive rolle består i mere dialog. Vi hverken kan eller vil blande os i den frie forhandlingsret, men det handler også mere om finansieringsmodeller i bredere forstand.”

– Kilder oplyser, at Filminstituttet har planer om at skære antallet af spillefilm om året fra tyve til femten for at forbedre økonomien i de enkelte film. Er det korrekt?

”Antallet af film har jeg ikke noget specifikt forhold til, men jeg håber, at det næste filmforlig bliver mere fleksibelt og dermed ikke regulerer præcis, hvor mange film der skal støttes.”

”Vi er ikke chauvinister”
– Filminstituttet har slået et slag for en bedre kønsbalance i dansk film. Hvorfor har det ikke været muligt at finde en egnet kvindelig kandidat til direktørposten, så Filminstituttet ikke ville have en direktion med lutter mænd?

”Jamen, altså, hvad skal jeg sige til det? Vi havde jo et stillingsopslag, og i første runde lykkedes det os ikke at finde et match. Der var med andre ord ikke nogen, som ville have os, hvor vi også ville have dem. Og vi er ikke bevidst gået efter en mand eller en kvinde – vi er gået efter kvalifikationerne. Vi er hverken chauvinister den ene eller anden vej.”

– Men det lyder mærkeligt, at det ikke kunne lade sig gøre at finde en eneste egnet kvindelig kandidat?

”Jeg kan bare konstatere, at det var ikke muligt. Danmark er et lille land, og jeg tror, at det var bedst at have en dansker som chef for Filminstituttet. Man skal have indsigt i, hvordan filmbranchen fungerer, man skal have en vis kulturel forståelse og strategisk sans. Så er feltet bare meget lille i Danmark uanset køn.”

– Så kvinderne er ikke dygtige nok?

”De kvinder, der er dygtige nok, har bare ikke søgt.”

– I stedet overtalte I Claus Ladegaard, der ikke søgte stillingen i første runde, til at tage jobbet, samtidig med at I skar hans gamle vicedirektørstilling bort. Hvordan kom I frem til, at det kunne lade sig gøre?

”Som ny bestyrelse kan man se på strukturen med friske øjne. Det er en institution med godt hundrede medarbejdere, og nu har vi en direktion på to personer. Det er rigeligt. Vi kom frem til det her, fordi der var en dialog med Claus. I første omgang søgte han ikke, fordi han synes, at filmstøtten er interessant, og det ville han blive ved med. Nu har vi slået de to stillinger sammen.”

– Det må jo implicere, at Henrik Bo Nielsen har været overflødig?

”Det tror jeg bestemt ikke. Der er ingen tvivl om, at Filminstituttet agerede i en anden virkelighed for ti år siden. Finansieringsmodellerne så helt anderledes ud, end de gør i dag.”

– I hvor høj grad har Claus Ladegaard haft indflydelse på ansættelsesprocessen?

”Ikke andet end, at han besluttede sig for ikke at søge i første omgang. Vi har kørt et ansættelsesudvalg på tre fra bestyrelsen – Birgit Granhøj (fra Filminstituttet, red.), Søren Friis Møller (fra Den Danske Filmskole, red.) og mig selv – som har snakket med en del kandidater. Vi har vendt det hele i bestyrelsen et par gange, indtil vi kom til den konklusion, at vi skulle genopfordre Claus til at søge.”

– Så I ledte i første omgang ikke efter en direktør, som Ladegaard kunne leve med?

”Nej. Når man ansætter en direktør, så er det klart, at direktøren har frie hænder til at ansætte sit eget hold. Man kan ikke starte med at binde direktørens hænder på ryggen.”

– Har beskæringen af direktørstillingen haft indflydelse på Claus Ladegaards aflønning?

”Nej, den er fastlagt af Kulturministeriet, så det er meget nemt.”

– Er den på 1,3 millioner kroner årligt?

”1,28 millioner for at være præcis.”

Gift med Politiken
– For få år siden var der fem mennesker i Filminstituttets direktion. Nu er der blot to. Bekymrer det dig ikke, at Ladegaard har fået en så uset stor magt i dansk film?

”Da jeg var i DR og TV 2, husker jeg, at der sad en direktør på Filminstituttet, som havde meget at skulle have sagt.”

– Du tænker på Henning Camre (direktør 1998-2007, red.)?

”Ja, det er sjovt, at du nævner det.”

– Formelt set var Camres magt slet ikke lige så stor som Ladegaards!

”Nej, men der er formelt, og så er der reelt. Det er jo filmkonsulenterne, der bestemmer, hvem der får penge, og det er hverken direktøren eller bestyrelsen, som indstiller konsulenterne til ansættelse. Det er Spillefilmsrådet.”

– Det forlyder ellers, at Claus Ladegaard har spillet en afgørende rolle i ansættelsen af filmkonsulenter?

”Det må man da næsten håbe, for hvis strukturen skal fungere, skal der være et fornuftigt samarbejde mellem ledelsen og konsulenterne. Ellers går det op i hat og briller.”

– Danmarks kulturbærende avis, som har til opgave at holde øje med statslige kulturinstitutioner, er blevet sat skakmat med jeres ansættelse af Ladegaard. Politiken og Filminstituttet er nu bogstaveligt talt gift med hinanden. Bekymrer det dig ikke?

”Jeg har ikke hørt, at Claus skulle være gift med Christian Jensen!”

– Nej, men Ladegaard er gift med Politikens kulturredaktør!

”Jo, men der er jo en ansvarshavende chefredaktør, som jeg går ud fra bestemmer på Politiken. Det bekymrer mig overhovedet ikke. Man skal huske, at antallet af kvalificerede kandidater i et frygteligt lille land som Danmark er begrænset. Og hvem der kan være gift i denne her branche, er jo ikke til at holde styr på. Så det er bare om at gå ind til det med åbne øjne. Det fører faktisk ofte til det modsatte: At Politiken føler sig forpligtet til at være endnu mere kritiske for ikke at blive beskyldt for at arbejde sammen.”

– Tre minutter efter, at I offentliggjorde navnet på den nye direktør, havde Politiken en meget stor artikel på sin hjemmeside!

”Det er jo imponerende.”

– Så indtil videre kan man konstatere, at Politikens journalister pludselig er begyndt at skrive meget hurtigere.

”Det ser sådan ud.”

Ubehagelig sexchikane
– Er der krise i dansk film?

”Jeg er bekymret for at drage en forhastet konklusion, for det bliver selvforstærkende, hvis man går og taler om kriser. Nedgangen i billetsalget er ærgerligt, men det er forenklet at gøre billetsalget til det eneste succeskriterium.”

– Er Filminstituttet en succes?

”Hvis du gør regnebrættet op, så har kravet til Det Danske Filminstitut været at producere 81 film over fire år, og det har man allerede gjort. Men hvad er succeskriterierne egentlig? Hvordan kan man sige, at Filminstituttet er en succes eller ej? Selvfølgelig skal vi måles på noget kvantitativt, men vi skal også finde nogle mere avancerede målemetoder for at vurdere, om Filminstituttet faktisk er en succes. Som bestyrelsen har vi en forpligtelse til at sige, hvad det er, vi som bestyrelse gerne vil måles på. Hvornår kan vi sige, at Filminstituttet har brugt skatteydernes penge ordentligt?”

– Kan du løfte en flig af sløret for, hvilke nye kriterier I arbejder med?

”Nej, det vil vi vende tilbage til i januar. Men det er vigtigt for mig at sige, at det er mere og andet end bare antal solgte billetter.”

– Da Henrik Bo Nielsen stoppede, sagde han i Ekko, at han syntes, at tonen i dansk film var forfærdelig. Er debatten for hård?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg har drukket en frygtelig masse kaffe de sidste tre-fire måneder med folk inden for branchen, både producenter og biografejere. Der er et engagement, som du ikke finder i en hvilken som helst industri, men det er en del af charmen ved branchen, og så må man tage det, som det er. I Henrik Bo Nielsens tilfælde har der været et par uheldige sager, men man skal passe på med at sige, at de er udtryk for, hvordan branchen fungerer.”

– Når du siger ”uheldige”, mener du så uheldige for Filminstituttet?

”Jeg var der altså ikke dengang, og Henrik Bo Nielsen har sådan set også fået medhold. Men Zentropa-sagen (Filminstituttet iværksatte en undersøgelse af påstået misbrug af filmstøtten på Zentropa, red.) var uheldig for alle de involverede, fordi den tog alt for meget, kostede alt for mange kræfter og alt for mange penge.”

Brandos overgreb
– Hvad er dit syn på den aktuelle debat om seksuel chikane i filmbranchen?

”Det er jo frygteligt, men det virker, som om det bliver håndteret fornuftigt. Et bredt branchefællesskab arbejder på at skabe en slags kodeks for, hvad er rigtigt og forkert. Det er en opgave hele branchen må løfte i fællesskab.”

– Zentropas tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen har været under anklage. Hvad er dit syn på den sag?

”Jeg har jo ingen indsigt i, om Zentropa er værre eller bedre end andre filmselskaber. Men hvis det er rigtigt, hvad der er kommet frem om Zentropa, så kan det jo godt være meget underholdende, men det må være dybt ubehageligt for dem, som er involveret.”

– Så du er ikke på det hold, der siger, at der skal være højere til loftet i en kreativ, fandenivoldsk branche?

”Meta Louise Foldager (producent, red.) havde en god pointe i Weekendavisen, hvor hun brugte Sidste tango i Paris som eksempel. Under optagelserne havde Marlon Brando begået overgreb på den kvindelige hovedrolleindehaver (Maria Schneider, red.), så det skulle se mere naturtro ud. Men det var omvendt ikke nødvendigt at tæske Marlon Brando for at det så ud, som om han havde fået tæsk. Hvis skuespillerinden ikke er god nok, må man finde en anden skuespiller.”

– Men Brando begik ikke voldtægt. Han simulerede jo netop et overgreb?

”Jeg tror, at hun oplevede det som voldtægt. Det er min forståelse af sagen. Men det er et godt eksempel at bruge for at vise, at der simpelthen er grænser for, hvad man kan tillade sig i kunstens navn. De blev et sted i tidens gang overskredet, og det skal man bare ikke igen. Punktum.”