Nyhed
07. nov. 2017 | 15:09

Anders Lund Madsen styrer årets filmfest

Foto | NKMusic
Anders Lund Madsen er kendt som en skæv og anderledes personlighed fra tv og radio, og nu tager han sine morsomme talenter med som vært på årets Ekko Shortlist Awards 2017.

Den populære entertainer er den 9. december vært for fjerde udgave af Ekko Shortlist Awards i Bremen Teater.

Af Nicki Bruun

Ekko Shortlist Awards får en ny vært, når prisuddelingen for fjerde gang skal finde de største talenter og stjerner inden for dansk kortfilm.

Anders Lund Madsen er journalist og blev først kendt som bagklummeskribent på Ekstra Bladet og siden hos Jyllands-Posten. Men han har også lavet tv-programmer som Det nye talkshow og radioprogrammet De sorte spejdere med Anders Breinholt, der sidste år blev genoplivet som en podcast.

For tiden kan han høres i Radio24syv-programmet Fedeabes fyraften.

Anders Lund Madsen er blevet kendt som en skæv og anderledes vært, for hvem det sjældent kan blive skørt nok. Det går godt i spænd med Ekko Shortlist Awards, hvor vi fejrer talenter i et uhøjtideligt prisshow.

Det sker 9. december kl. 19 i Bremen Teater. Efter showet og uddelingen af priserne spiller electropop-duoen Blondage – tidligere Rangleklods – til efterfesten, der varer hele natten.

Et godt selskab
På aftenen vil Anders Lund Madsen underholde med højt humør, når han jonglerer mellem de mange kendte filmpersonligheder, der overrækker priser i tretten kategorier.

Tidligere har stjerner som Sofie Gråbøl, Paprika Steen, instruktøren Christina Rosendahl og komponisten Bent Fabricius-Bjerre overrakt den særlige monolitagtige statuette til de glade talenter.

Sidste års store vinder blev Milad Avaz, der lige nu hitter med spillefilmdebuten Mens vi lever.

Vinderen af Shortlist Prisen går foruden hæderen hjem med en præmie på 25.000 kroner. De nominerede til hovedprisen er de femten mest populære kortfilm på Ekko Shortlist i årets løb. Det gælder også for Publikum Prisen, der udelukkende bestemmes af brugerstemmer.

I de resterende elleve kategorier udvælger en jury – der tæller Danica Curcic og Christian Tafdrup – fem nominerede, som brugerne efterfølgende kan stemme på. Vinderen i disse kategorier findes i en kombination af juryens vurderinger og publikums stemmer.

Der er kommet over 150 kortfilm på listen i det forgangne år, og i alt er der snart 700 på All Time Shortlist, hvor filmene bliver liggende efter at have kæmpet på top 10 i tretten uger.

Der er altså lagt i kakkelovnen til et anderledes, men også vanligt fornøjeligt show, som du kan købe billet til her.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Afholdes den 9. december i Bremen Teater.

Showet starter kl. 19 (dørene åbner kl. 18).

Aftenens vært er Anders Lund Madsen.

Natmaden leveres af falafelbaren Fala Fala, mens Fernet Branca og Stoli the Vodka står for drinks og shots.

Blondage (tidligere Rangleklods) spiller til efterfesten.

Køb billet her.

Sponsoreret af C More og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko