Humor med døden i baggrunden

Tyve år er gået, siden Anders Thomas Jensen bragede igennem hos det danske publikum med den sorthumoristiske Blinkende lygter.

Inden da havde han været Oscar-nomineret for bedste kortfilm med både Ernst & lyset og Wolfgang, før han i 1999 vandt med den fænomenale Valgaften.

Nu er instruktøren og manuskriptforfatteren – der også var med til at vinde en Oscar med manuskriptet til Susanne Biers Hævnen – tilbage med sin første egen film siden Mænd & høns fra 2015.

Dér forsøgte han at udforske, hvad man kan få et normalt tænkende publikum til at identificere sig med, men det resulterede i sjælden anmelderris.

Med Retfærdighedens ryttere er Anders Thomas Jensen gået lidt tilbage til naturalismen i en historie, hvor soldaten Markus prøver at finde de skyldige bag sin kones død. Men instruktøren har ikke givet køb på den sorte humor, der har gjort ham til en af landets mest populære filmskabere med hits som De grønne slagtere og Adams æbler.

Titlen til den nye film var Peter Aalbæk Jensen med til at vælge, da instruktøren havde problemer med at finde på noget.

Derfor er den endt med næsten samme titel som Jesper W. Nielsens kortfilm fra 1989, hvor Anders Thomas Jensens kone Line Kruse medvirker. Han er godt tilfreds med titlen, men selv om han er en af landets mest opfindsomme instruktører, har titler altid voldt ham problemer.

”Adams æbler var jeg rigtigt glad for som titel, men De grønne slagtere var jeg decideret ked af. Det gav helt forkerte associationer, men jeg kunne ikke finde på noget bedre,” fortæller 48-årige Anders Thomas Jensen, hvis gennembrud lånte titlen fra en digtsamling af Tove Ditlevsen.

”Med titlen Blinkende lygter mødte vi stor modstand fra distributører og alle mulige, der sagde: ’Tove Ditlevsen, hvem fanden gider se det?’ Det er svært med titler, men hvis filmen er god, accepterer publikum også titlen. Man overvurderer, hvor vigtig titlen er.”

Værdien i en urtehave
Blinkende lygter blev alligevel en dundrende succes og gjorde Anders Thomas Jensen til en filmskaber med et særligt varemærke ikke ulig Quentin Tarantino: Hård vold møder skør komik.

Danskeren står bag nogle af de mest uforglemmelige replikker i nyere tid. Der er flere til samlingen i Retfærdighedens ryttere, men filmen føles trods drengerøvskomik og brutalitet en kende mere dyster, seriøs og – tør man sige det – voksen.

Fokus er stadig på venskaber mellem mænd, men ind er kommet en historie om en far og hans datter.

Mads Mikkelsen spiller soldaten Markus, der i mødet med rockergruppen Riders of Justice tyr til vold for at opklare konens død, der måske var et planlagt attentat. Han er ikke i kontakt med sine følelser og glemmer at tage sig af datteren Mathilde (Andrea Heick Gadeberg).

Anders Thomas Jensen har selv fået fire børn, og den ældste er blevet seksten år. Tidens tand har ændret filmskaberen som menneske, manuskriptforfatter og instruktør.

”Da vi fik det første barn, troede jeg, at jeg var psykopat, fordi jeg ingen følelser havde for barnet. Og jeg kunne se, at min kone fra første sekund var besat af barnet og elskede alt ved det. Men da jeg efter halvandet år kunne kommunikere med barnet, åndede jeg lettet op. Der er følelser derinde!” siger Anders Thomas Jensen.

– Er du så blevet mere eller mindre pessimistisk med alderen?

”Jeg ved ikke, om man kan kalde det pessimistisk. Realistisk måske. Og jeg er blevet mere bevidst om, hvor sorthumoristisk jeg er. Det ender jo ikke godt for nogen af os, kommer man til at indse,” siger instruktøren med et lille smil.

”Men jeg synes faktisk ikke, jeg er blevet mere pessimistisk. Jeg nyder livet mere nu og sætter mere pris på ting end for tyve år siden. Jeg tager ikke noget for givet, og det kommer med alderen. Som ung fatter man ikke, hvorfor nogen gider have en urtehave. Jeg plejede at tænke, at det var, fordi folk vidste, at de selv skulle i jorden snart, men nu kan jeg se værdien i det!”

På vej mod afgrunden
– Hvad betyder dine børn og det at være far i den sammenhæng?

”Det betyder alt. De bliver jo et spejl på ens eget liv. Når ens egne forældre dør, ryger man op som den næste, der skal ud over skrænten, og børnene skubber én ud mod afgrunden,” griner instruktøren.

”Det er der noget enormt smukt i, men man skal erkende nogle ting i den proces. Du bliver konstant mindet om din egen forgængelighed. Jeg skulle personligt – og det tror jeg, at mange mænd skal – vænne mig til det. Ens selvbillede krakelerer også lidt.”

– Hvordan det?

”Når børnene bliver større, opdager du nogle helt banale ting. Jeg løb om kap med min søn i sommer, og han slog mig, selv om han stort set ikke træner, og jeg løber hver dag. Vi løb kun fem kilometer, men han løb fra mig. Det er bare ungdommen, og det er jo irriterende. Det minder om, hvor meningsløst det er at træne. Der skal man på et tidspunkt stoppe med at sammenligne sig med ungdommen og kigge nogle andre steder hen.”

– Er ironi den eneste fornuftige måde at møde meningsløsheden på?

”Nej, det tror jeg ikke. Som filmen siger, handler det om at finde mening i det meningsløse. Det er der en række måder at gøre: stoffer, alkohol og diverse religioner kan fylde folks liv. Der er også mennesker, der bliver besat af en bygge en model af Akropolis, eller hvad ved jeg. Men man kommer ikke uden om samværet med andre mennesker.”

”Jeg kommer hurtigt til at lyde som én med en brevkasse i Alt for damerne, men sådan er det. Man kan fordybe sig i nogle projekter, men jeg har fundet meningen i samværet med andre mennesker. Og grunden til at lave en film er jo, at man kan fortælle det, uden at det lyder helt åndssvagt banalt.”

Kærlighed til de sære
Retfærdighedens ryttere er ligesom Anders Thomas Jensens andre film spækket med originaler, der spilles af dansk films største stjerner.

Foruden Mads Mikkelsen ses Nikolaj Lie Kaas som statistikeren Otto, der var med det samme forulykkede tog, som kostede Markus’ kone livet. Otto er en sær snegl, men det er vand ved siden af hans hjælpere, Lennart og Emmenthaler, som Lars Brygmann og Nicolas Bro gør til vanvittigt morsomme figurer.

– Hvad er din interesse for anderledes mennesker?

”Når man møder mennesker med ar både indvendigt og udvendigt, er der pludselig en historie. Folk, der har oplevet noget forfærdeligt, er bare mere dramatiske og interessante end folk, der kører ned i banken i deres hvide skjorte og højst har flækket en negl. Det er jo de specielle mennesker, man godt gider snakke med i to timer for at høre, hvordan fanden de er landet, hvor de er.”

”Det er ikke en bevidst mission, men jeg er fra provinsen, hvor der er flere af de typer i gadebilledet. Jeg ved ikke, hvor de er henne i København. De må være der, men der er også så mange andre. Jeg har en forkærlighed for de mennesker, som er gemt lidt væk. Det er sjovt at få folk til at holde af mennesker, der ikke er, som folk er flest.”

”Man skal også være ærlig: De er jo sjove! Jeg gør ikke nar af dem, men prøver at gøre dem elskelige, så man griner med dem.”

Gedeknepperen
Anders Thomas Jensen kommer fra Frederiksværk i Nordsjælland, hvor der fandtes alle mulige typer, som hver og en havde et sjovt tilnavn.

”Der var Peter Plæneklipper, som havde en butik, hvor han reparerede plæneklippere. Pariser-Jørgen brugte jeg i Solkongen. Han havde bare været en weekend i Paris, ikke boet dernede eller noget. Og så var der en meget lav brandmand, der var chef for brandefterforskningen. Han hed Panelslukker, og du må ikke spørge mig, hvem der fandt på alle de navne.”

”I provinsen er der altid én, der hedder Tykke, men som er tynd. Vi havde en fyr, der hed Brian Havelåge, men jeg ved ikke hvorfor. Det er også problemet i små samfund, for man kan virkelig få ødelagt sit liv. Hvis du knepper en ged, så hedder du Gedeknepperen resten af livet.”

– Du virker ikke selv som en outsider?

”Det er jeg nok heller ikke, men jeg har outsidere i min nære familie. Og da jeg kom til København, følte jeg mig som en outsider i det smarte miljø. Jeg har set mest på fra sidelinjen, indtil jeg opdagede alkohol, der jo er et fantastisk virkemiddel til at komme ind i kampen.”

– Alligevel har du trukket på det aparte gennem hele karrieren?

”Ja, og det er lidt følsomt for mig, men jeg har noget tæt familie, som kunne være med i en film. Der er en gren af familien, som aldrig er blevet gift eller bare har venner – intet socialt liv. Mange af mine familiemedlemmer har altid boet alene, og jeg ved faktisk ikke, hvad de er gået op i. De har holdt sig for sig selv, så jeg har haft det omkring mig og funderet over, hvorfor det var sådan.”

Som at opbygge en film
Anders Thomas Jensen går gerne med til, at Retfærdighedens ryttere med sin mørke grundtone og blodige drab er hans mest voldelige film i et oeuvre, der med koaflivning, hjernesvulster og kannibalisme ikke er for sarte sjæle.

Men samtidig er det også den mest komplicerede af instruktørens egne film.

Ikke alene blander Retfærdighedens ryttere drama, komedie og action. Når Mathilde hænger gule sedler op på væggen med hændelserne, der leder op til morens død, minder det også til forveksling om, hvordan man skaber et plot og opbygger en film.

Det metalag er Anders Thomas Jensen – der har fået hjælp til manuskriptet af kollegaen Nikolaj Arcel – særdeles bevidst om. Men han er gået mere op i filmens genreleg, der leder tankerne hen på den overrumplende Oscar- og Guldpalme-vinder Parasite.

”Jeg havde ikke set Parasite, da jeg skrev Retfærdighedens ryttere, men jeg har forsøgt den form for genreblanding før. I De grønne slagtere prøvede jeg at lave et drama, men figurerne og universet var for outreret, og så var dramaet måske ikke stærkt nok. Jeg har hele tiden gerne villet forene en Susanne Bier-film med Blinkende lygter,” siger filmskaberen, der foruden Hævnen har skrevet Den skaldede frisør, Efter brylluppet, Brødre og Elsker dig for evigt for Bier.

”Emmenthaler og Lennart er to tunge komediefigurer, der let kunne være med i Blinkende lygter, mens far-datter-historien kunne køre søndag aften i en DR-serie. Nikolaj Lie Kaas’ Otto er midtpunktet i det, og jeg har skrevet og klippet mest på ham. For han er broen mellem de to verdener og limen i historien. Jeg har arbejdet meget på, at han kan være med i både den naturalistiske og tossekomiske del af filmen.”

– Brænder du mere for dine egne film, eller drømmer du om at lave et helt straight alvorsdrama?

”Jeg kunne da godt have fortalt Retfærdighedens ryttere som et 100 procent straight Susanne Bier-drama, hvor en mand kommer hjem til sin datter efter konens død. Men tematikken ville ryge, for i et sorthumoristisk univers kan jeg tillade mig at sige og gøre mere, uden at folk kaster op.”

Drømmer om sci-fi
Retfærdighedens ryttere er en slags hyldest til alle de tilfældigheder, som mennesket forsøger at udrydde med sit fokus på teknologisk udvikling.

– Frygter du en fremtid, hvor teknologien har dræbt tilfældets magi?

”Der er lang vej endnu, men den dag, hvor ethvert atom og molekyle siden Big Bang er blevet kendt, vil man kunne forudsige alt. Det moderne menneske kan kontrollere så meget. Folk bliver jo nærmest forarget, når de får kræft eller noget andet. For 100 år var der en accept af, at der sker ting for dig, uden at du forstår hvorfor.”

”Nu er vi blevet så grådige. I sidste ende er vi dog underlagt en meningsløs række af tilfælde. Hvis der er en skaber, er han eller hun en sadistisk psykopat. Så der er også noget befriende i tilfældet, for det viser, at der ikke er en psykopat, som trækker i trådene. Når et barn får en kræftsvulst i hjernen, vil man hellere have, at det er et tilfælde.”

– Det lyder næsten, som om du har en sci-fi-film i dig?

”Det er i virkeligheden en af mine yndlingsgenrer, hvis jeg skal slappe af og se en film. Jeg får en pakke med Oscar-film, fordi jeg er medlem af Akademiet, og jeg ser altid sci-fi-filmene først. Jeg elsker i det hele taget film med et bud på, hvad der ligger ude i fremtiden. Desværre er der også mange dårlige af dem.”

– Er det derfor, du ikke selv har turdet kaste dig ud i det?

”Det afhænger så meget af budgettet. Jeg ville godt turde kaste mig ud i det, men jeg ved også, at det nærmest er umuligt at finansiere. Og hvis man ikke kan opbygge universet troværdigt, er der lang vej igen. Men jeg har også talt imod westerns, og så skrev jeg alligevel The Salvation. Der sker meget inden for CGI, og jeg ville elske at lave en sci-fi-film!”