Andrea Arnold underløbet på Big Little Lies 2
Der er foregået et større drama under indspilningen af den nye sæson af Big Little Lies.
For den anden sæson af den populære serie havde HBO, serieskaber David E. Kelley, Nicole Kidman, Reese Witherspoon og sidste sæsons instruktør Jean-Marc Vallée udset Andrea Arnold til at videreføre dramaet om overklassemødrene i Californien.
Arnold er anerkendt som en af de mest originale kvindelige instruktører i Europa med film som Red Road, Fish Tank og American Honey.
Under optagelserne fik hun kunstnerisk frihed og blev bedt om at bringe sin egen visuelle stil til serien. Nicole Kidman, der både er skuespiller og executive producer på sæson 2, var endda inden optagelserne ude at rose Arnold og hendes produktioner.
Selv Jean-Marc Vallée udtalte, at hun var det rette valg, fordi hendes måde at filme på med hensyn til håndholdt kamera og naturlig belysning mindede om hans egen. Vallée var ikke selv i stand til at instruere, da han var i gang med at færdiggøre Sharp Objects.
Men nu hævder det amerikanske medie IndieWire i en artikel baseret på anonyme kilder, at HBO og David E. Kelley tilsyneladende kørte Arnold ud på et sidespor, da serien var optaget, og efterarbejdet skulle starte.
Man valgte i stedet at overlade klipningen til Vallée, som i mellemtiden var blevet ledig.
For at gøre ondt værre beordrede man ekstraoptagelser i sytten dage, hvor Vallée ikke bare bestemte, hvad der skulle filmes, men også hvordan. På grund af regler i Directors Guild of America, der repræsenterer instruktørers interesser i filmbranchen, var Andrea Arnold tvunget til at være til stede.
Arnold vidste ingenting
Når man betragter hændelsesforløbet, kunne det tyde på, at planen fra start af var at køre executive producer Jean-Marc Vallée i stilling mod slutningen af produktionen. Der var bare ikke nogen, der havde fortalt Arnold det.
Det bekræfter ifølge IndieWire kilder tæt på produktionen.
Kommunikationen har åbenbart være minimal. Arnold fik aldrig en stil-bibel, hvor det blev forklaret, at idéen var at videreføre den distinkte stil i sæson 1. Det er ellers almindeligt for tv-serier, der ønsker at bevare en kontinuitet mellem forskellige filmhold.
Jean-Marc Vallée og Andrea Arnold talte aldrig sammen, og der var ikke en showrunner eller en kreativ producer på settet. Ikke engang David E. Kelley var en fast bestanddel. Han dukkede sjældent op, og hvert besøg varede maksimum én time, skriver IndieWire.
Hverken HBO, Kelley, Vallée, Kidman eller Witherspoon har tilsyneladende gjort noget for at stoppe Arnold fra at tage serien i sin poetisk-realistiske stil. Det var først, da hun begyndte at sætte historien sammen i efterarbejdet, at det kreative ansvar tilfaldt Vallée.
Med et nyt lederskab fik serien tilføjet ekstra scener og flere flashbacks. Kilder fortæller, at 60 siders manuskript til hvert afsnit blev barberet ned til omkring 40 minutters afsnit ved at splitte scener op og fjerne Arnolds fokus på karakterernes udvikling.
HBO er stolt
Det har i skrivende stund ikke været muligt for noget medie at få en kommentar fra Andrea Arnold, der er kendt for at være mediesky. Heller ikke Vallée, Kelley, Kidman eller Witherspoon har kommenteret sagen.
IndieWire beretter ifølge kilder tæt på instruktøren, at hun er fuldstændigt knust over oplevelsen.
HBO er oven på IndieWires artikel kommet med en udtalelse.
”Der ville ikke have været en sæson 2 af Big Little Lies uden Andrea Arnold. Vi på HBO og producerne er enormt stolte af hendes arbejde. Som med ethvert tv-projekt arbejder executive producers sammen i fællesskab på serien, og vi mener, at det endelige produkt taler for sig selv,” lyder det fra streamingtjenesten.
Brandet over personligheden
Kritikere af den nye sæson mener, at den har været mere ujævn og usammenhængende end første sæson.
Der har da også ifølge Vanity Fair været hele femten klippere på sæsonen, inklusive danske Jacob Schulsinger.
I Ekko fik første sæson fem stjerner, mens andens sæson måtte nøjes med fire. Men anmelderportalen Metacritic har registreret 82 procent positive anmeldelser for sæson 2, mens sæson 1 måtte nøjes med 78 procent. Og på Imdb har afsnittene i den nye sæson fået mellem 8,4 og 9,9 point ud af 10 mulige.
I en kommentar i den britiske avis The Guardian ser filmskribenten Danny Leigh historien som eksempel på en større tendens:
”Hvis en forsvunden filmkultur skabte auteuren (den personlige instruktør, red.), kalder den nye æra på noget mere anonymt: en kustode af intellektuel ejendom, der sikkert skal føre historien fra én sæson til den næste. Det er ikke de visionære, der betyder noget. Det er brandet.”
Trailer: Big Little Lies 2
Andrea Arnold
Født 1961 i Dartford, Kent, England.
Startede i 1970’erne som skuespiller, danser og tv-vært.
Har studeret til instruktør på AFI Conservatory i Los Angeles.
Skildrer ofte underklassens hårde liv med en poetisk realisme fyldt med håb.
Fish Tank og American Honey vandt juryens pris på Cannes-festivalen i henholdsvis 2009 og 2016.
Film og serier
Big Little Lies 2
2019
I Love Dick
2017
American Honey
2016
Transparent
2015-17
Stormfulde højder
2011
Fish Tank
2009
Red Road
2006
Kommentarer