Smerte og skønhed i køernes verden

”Hvad glor du på? Bæko!” råber Mads Mikkelsens arrige Arne i Blinkende lygter og skyder en stakkels ko mellem øjnene.

Koens død er vældigt morsom i den danske film. Men nu har ingen ringere end engelske Andrea Arnold skabt antitesen med dokumentaren Cow, der tager det firbenede dyrs liv aldeles seriøst, mens den glor rundt i sin lille verden.

I starten af filmen er vi med, når Luma nedkommer med endnu en kalv. Det er stærkt bevægende, at hun uden hensyn til kameraet slikker sit nyfødte barn ren med hengivenheden lysende ud af de store, blanke øjne.

Fokus er på koen, og de medvirkende mennesker siger primært variationer af ”kom så”, når de kærligt genner køerne fra den ene indhegning til den anden.

Men Cow er ifølge instruktøren et indblik i hele vores økosystem og samspil arterne imellem.

”Filmen handler om dyr, men også om mennesker og vores forhold til dyr. Vi er alle forbundet, og hvis vi kun fokuserer på mennesker, går det galt,” siger Andrea Arnold, da Ekko møder hende i Cannes.

”Vi er på toppen af fødekæden, og det har vi brugt til vores fordel. Men verden bliver mere og mere skrøbelig, og vores forhold til alt det, vi forbruger, er i opbrud,” fortsætter instruktøren.

”Vi vokser nok alle op med et ret romantisk forhold til naturen. Den er smuk, men vi er nødt til at være realistiske og erkende, hvordan naturen er: brutal. Landmændene i filmen er meget søde ved køerne, men der er også en sandhed ved at drive landbrug, som måske er ubehagelig for nogle. Og vi er alle ansvarlige, for de gør det for vores skyld.”

Døden gør livet smukt
Med perler som Fish Tank og American Honey er Andrea Arnold en af tidens store instruktører på den kunstneriske filmscene.

Derfor virker det som et skævt projekt pludselig at kaste sig over en ko-dokumentar. Men instruktøren har siden barndommen haft et særligt bånd til naturen.

”Jeg voksede op i et boligbyggeri, men naturen var lige ved siden af. Og jeg havde en barndom, hvor der ikke blev holdt øje med mig, så jeg farede rundt i naturen,” siger Andrea Arnold og tilføjer:

”Som voksen flyttede jeg til byen. Jeg ved godt, at højhuse udnytter pladsen bedre, men vi mister kontakten til hinanden og naturen på den måde.”

Det er særligt den meget korte vej fra liv til død, der fascinerer hende ved naturen.

”Ingen af os ved, hvornår vi skal dø, men det er en del af livet. Og tabuet omkring døden er et problem, for døden gør livet smukt. Først når man ved, at det ikke varer for evigt, kan man virkelig nyde livet.”

Festfyrværkeri af et samleje
Andrea Arnold har fået dansk hjælp til at lave Cow, nemlig af den internationalt anerkendte klipper Jacob Schulsinger.

Han var senest i Cannes som en af kræfterne bag Ruben Östlunds Guldpalme-vinder The Square, men fandt det spændende at arbejde med de dokumentariske optagelser af køernes liv.

”Det har været en ret fantastisk oplevelse, for da jeg klippede materialet, blev jeg tvunget til at kigge på en ko og tænke over, hvordan den har det,” fortæller 42-årige Jacob Schulsinger.

”Det var især interessant at blive udfordret i forhold til gerne at ville menneskeliggøre den. Mit arbejde har meget bestået i at gøre filmen så nøgtern som mulig og bare lade koen være en ko. Vi ville ikke foreslå for meget i forhold til, hvordan den har det, men nogle steder har vi selvfølgelig skruet lidt op.”

Et af de steder er i en scene, der er blevet beskrevet som Cannes-festivalens bedste sexscene. Da en tyr skal gøre Luma gravid igen, begynder fyrværkeri i baggrunden at farve himlen, mens de ser hinanden an.

Da samlejet går i gang, klippes der til fyrværkeriet som for at signalere en orgasme. Og så klippes der tilbage på køerne, som er færdige for denne gang.

”Det er en sjov scene, for den går faktisk godt i spænd med den måde, Andrea laver fiktionsfilm på. Hun er altid åben overfor, at der sker noget, som hun ikke har styr på,” siger klipperen.

”Da hun filmede de køer, var der virkelig et fyrværkeri, og det var ikke noget, hun havde bedt om. Hun var dog klar og fangede det. Så er det bare en enormt sød tyr, der gør sit arbejde. Han slikker lidt og laver noget forspil. Og i stedet for en smøg i sengen må de bagefter nøjes med at glo lidt ud i luften.”

Hjem til Trier og Östlund
Man kan give en film alle mulige stemninger og nuancer i klipningen. Sværere er det faktisk at finde ud af, hvordan man gør noget så nøgternt som muligt.

Jacob Schulsinger greb udfordringen an ved at skære noget fra.

”Jeg fjernede noget fra det tidligere version, hvor der var et forsøg på konstrueret poesi. Men den gav i lidt for høj grad et bud på, hvad koen tænker om en orm, der kravler i græsset,” siger den danske klipper.

”Det blev et menneskeligt blik og et forsøg på at fange en stemning, så det pillede jeg ud. Jeg lod indstillingerne af koen være lange i stedet for at klippe til alt muligt, som den ikke ser. Jeg ville tvinge folk til at kigge på koen længere, end man normalt gider,” fortsætter Jacob Schulsinger.

”Faktisk bruger vi sjældent virkelig tid til at kigge på et andet menneske og lytte til dem. Vi har så travlt, så det handler også om at få folk ned i tempo og lade dem åbne for nogle andre tanker.”

Jacob Schulsinger var nogle dage i Cannes, men er allerede rejst hjem til København, hvor han nu skal klippe Lars von Triers nye sæson af Riget og dernæst færdiggøre svenske Ruben Östlunds Guldpalme-opfølger Triangle of Sadness.

”Jeg kan kun sige, at det bliver rigtigt godt og anderledes. Der er i hvert fald noget at glæde sig til. Der er vilde ting i vente, både for Lars von Trier og Ruben Östlund.”