Ekko Shortlist-vinder laver DR-serie
Andrias Høgenni har i årenes løb været en af de mest aktive instruktører på online-hitlisten Ekko Shortlist.
Hans kortfilm er flere gange blevet nomineret ved Ekko Shortlist Awards, og i 2020 blev instruktøren hyldet af selveste Thomas Vinterberg, da den senere Oscar-vinder overrakte prisen for bedste fiktion til Høgenni for Ikki illa meint.
Den unge instruktør lavede i 2020 DR-serien En rigtig vejrmand med komikeren Anders Grau i hovedrollen som vejrmanden Anders Jørgensen.
Nu er Andrias Høgenni snart aktuel på public service-stationen igen. Denne gang har han instrueret ungdomsserien Ingen vej tilbage, hvis ni afsnit af tyve minutter hver får premiere 18. marts.
På billedet i toppen af artiklen ses de unge skuespillere Ane Stensgaard Juul og William Halken, der har hovedrollerne som bollevennerne Nanna og Lasse.
Hun er stylist og han kassemedarbejder, men da Nanna bliver gravid, forvandles den afslappede relation pludselig til noget mere seriøst.
”Historien er baseret på en meget personlig idé om, hvordan det er, når man går fra et ungdomsforhold til et voksent kærlighedsforhold,” siger 33-årige Andrias Høgenni til Filmmagasinet Ekko.
Høgenni er hovedforfatter og har skrevet serien sammen med Anton Breum og Andrea Winding.
”Det er ikke en 1:1-rekonstruktion af mit liv. Det er fiktive karakterer, der på nogle fronter ligger meget langt væk fra mig. Men jeg undersøger nogle følelser, som er meget tæt på mig.”
At hengive sig til et menneske
Blandt Andrias Høgennis film på Ekko Shortlist finder man krimikomedien Et knæk, venindedramaet Stina Karina – en forløber for Ikki illa meint – og Det mand ikke taler om.
Sidstnævnte er et fiktivt drama baseret på samtaler med to mandlige voldtægtsofre.
Den noget sortsynede filmografi gav instruktøren lyst til at udforske de mere positive følelser.
”Det gik op for mig, at mange af mine film har et ret kynisk udgangspunkt i forhold til at afsløre destruktive relationer. Jeg er meget stolt af dem, men tænkte, at det ville være interessant at lave en serie om kærlighed og det at vælge en person til – at hengive sig til et andet menneske,” siger Andrias Høgenni.
”Jeg har måske haft et lidt dystert syn på menneskelige relationer. Det er vildt fascinerende, når mennesker går hinanden på nerverne. Men jeg vil også fortælle, hvad der sker, når man bliver draget af et menneske. Det overraskede mig, at jeg ikke havde prøvet det før.”
Færøsk debut på DR
Andrias Høgenni er født i Danmark, men han er opvokset på Færøerne. Det færøske miljø har spillet en rolle i flere af instruktørens kortfilm, ikke mindst Super16-afgangsfilmen Ikki illa meint, der blev udtaget til Cannes-festivalen.
Her mødes to færøske kvinder, som er bosat i Danmark, i Føtex, hvor en dødskamp på ord udspiller sig.
I Ekko #87 skriver Andrias Høgenni under temaet ”repræsentation” om den voldsomme følelse, der ramte ham, da han første gang så en færøsk film med færinger i hovedrollerne.
Også hans kommende DR-serie Ingen vej tilbage har et færøsk islæt. Sissal Drews Hjaltalin – der blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards for sin rolle i Ikki illa meint – Beinta Clothier, Armgarð Mortensen og Klæmint Klakk er på rollelisten.
”Jeg er så taknemmelig for, at DR Drama har givet mulighed for seriens færøske element. Historien er først og fremmest dansk, men de færøske skuespillere får en arena, hvor de taler deres eget modersmål. De spiller færinger og har færøske replikker, og det er første gang i en DR-serie,” siger Andrias Høgenni.
Kommentarer