Anerkendt instruktørpar laver Stein Bagger-serie
Nu hvor TV 2-dokumentaren Den sorte svane for alvor har gjort danskerne nysgerrige på økonomisk kriminalitet, virker det oplagt at genbesøge historien om Stein Bagger.
IT Factory-direktøren brugte i nullerne leasingkarusseler til at svinde for 831 millioner kroner, inden han efter en hæsblæsende flugt meldte sig selv på en politistation i Los Angeles.
En kommende TV 2-serie ved navn Stein Bagger er netop gået i produktion for to uger siden med 4.104.286 kroner i produktionsstøtte fra Filminstituttets public service-pulje.
Seriens instruktører er ingen ringere end Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen, som er blandt Danmarks mest respekterede dokumentarister, både sammen og hver for sig.
Hun står bag de smukke, prisvindende familie-dokumentarer Drømmen om en familie og En splittet familie, og han har lavet Blodets bånd og den anmelderroste Testamentet om en bitter arvestrid.
Sammen har de fået Roos-prisen for deres respektive og fælles bidrag til dansk dokumentar. Senest instruerede de sammen biografdokumentaren Munken om en tidligere hiv-forsker, som blev buddhistisk munk i Sri Lanka.
Forførelsens kunst
Sidste år fortalte parret til Ekko, at de foretrækker at producere hinandens projekter, men at de brygger på et sidste projekt, som de begge instruerer.
Det viser sig at være en hybridserie om Stein Bagger, hvor Jargil står for fakta-delen, mens Jepsen – der pønser på at gå over i fiktionens verden – tager sig af det fiktive.
”Det er vores ydmyge ambition at forny dokudrama-genren. Det skal ikke være så skarpt opdelt i fiktionslag og faktalag, som det plejer, men mere flydende,” siger Mira Jargil, da vi over telefonen spørger til Stein Bagger-serien.
”Vi går dokumentarisk til det, men vi har ikke en afslørende vinkel. Det interesserer os mere at fortælle historien om, hvordan så mange mennesker lod sig forføre af Stein Bagger. Forhåbentlig bliver det en film om forførelsens kunst.”
Hovedrollen som Stein Bagger spilles af skuespilleren Kristoffer Eriknauer, som var en af værterne ved sidste års Ekko Shortlist Awards og kendes for roller i serierne Salsa og Carmen Curlers samt for satiriske TikTok-videoer.
Steffen Baudler Bjergved og Nordisk Film TV producerer serien, der skal vises i tre afsnit på TV 2.
Bag manuskriptet står Mads Tafdrup, der sammen med sin bror Christian Tafdrup har skrevet filmene En frygtelig kvinde og Speak No Evil.
Han er også medforfatter på Dagur Karis komediefilm Hygge! og har skrevet manuskripter til serierne Parterapi, Cold Hawaii og Yes No Maybe.
200 millioner forsvundet
I 2015 kom DR-dokumentaren Find Stein Baggers penge, hvor en gruppe journalister prøver at finde de 200 millioner kroner, der forsvandt, efter IT Factory gik konkurs.
Og i 2021 meddelte produktionsselskabet Mercur Film i en pressemeddelelse, at de udviklede på en spillefilm om sagen ved navn Pengetræet. Premieren var forventet i 2023, men projektet har endnu ikke set dagens lys.
”Min første tanke, da Nordisk Film TV foreslog os at lave noget om Stein Bagger, var, at den historie var fortærsket og hørt før,” siger Mira Jargil
”Men uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det ikke er tilfældet. Vi taler med folk, der var med dengang, og som nu vil sige ting, de ikke har villet før. Historien siger meget om vores tid. Endelig har vi en dokumentarisk tilgang, så det kan nå at tage mange drejninger.”
Mira Jargil vil tro, at Stein Bagger kan få premiere om cirka halvandet år.
Kommentarer