”Jeg laver mange film på grund af angst”

Det er næsten som at skulle stå i kø til et cirkus, når man skal interviewe Woody Allen.

I alenlange rækker snegler vi journalister os af sted, og man forventer næsten at kunne købe popcorn, inden man i bittesmå grupper inviteres indenfor for at møde den aldrende cirkushest, der stort set hvert år siden 1970 har lugtet savsmuld, hvorfor han har da også er kommet med en film sådan cirka årligt.

Det er altså hverken linedanseren eller klovnen, vi denne forårsformiddag skal møde i Cannes, hvor Croisetten snor sig som en lang rød løber op imod de mondæne hoteller. På et lille trangt værelse sidder den lidt duknakkede cirkusdirektør Allen og venter på næste hold af interviewere.

I sin nye Irrational Man er Allens linedanser Emma Stone. Den talentfulde skuespiller spiller en ung studine, der skal balancere på en knivsæg imellem livsfilosofi og en stormende forelskelse i filmens egentlige hovedperson: filosofiprofessor og Dostojevskij-inspireret klovn gestaltet af Joaquin Phoenix.

De faste cirkustrick
Som enhver anden dygtig cirkusdirektør har Woody Allen forberedt sig hjemmefra. Både med ord og fremførsel. Han ved, hvad de citathungrende journalister vil have. En smule morsom magi. Mere skal der ikke til.

Derfor kan vi lige så godt få de første fem minutter overstået. Her leverer 79-årige Allen linjer, som han har leveret før. Dem, der vil ende på forsiden af aviserne de næste dage:

”Imiterer kunst livet, eller imiterer livet tv?”

”Jeg kan ikke lytte til for meget Wagner ad gangen. Det giver mig en for stor lyst til at besætte Polen.”

”Mange siger til mig, at når jeg ikke er her mere, vil jeg leve videre igennem mine film. Jeg svarer dem, at jeg hellere vil leve videre i min lejlighed.”

Herefter kan vi så komme i gang. Woody er varm. Cirkusdirektøren er klar til at tale om Irrational Man.

– Med din nye film virker det, som om du vælger en ny vej. I mange af dine forrige værker er skurken sluppet af sted med sin forbrydelse, men det må man stille spørgsmålstegn ved, om han gør det denne gang.

”Jeg er glad for, at du siger, at man kan stille spørgsmålstegn ved det,” siger Woody Allen og begynder så at forklare, hvad han mener, at Irrational Man egentlig handler om.

”Joaquin Phoenix er denne her filosofiprofessor, der er desillusioneret. Han drikker for meget, han kan ikke se pointen i det, han underviser i, og han er ligeglad med kærlighed. Kvinderne trisser rundt om ham, men han er nærmest ligeglad, indtil Emma Stone vækker noget i ham – som Emma gør i alle mænd.”

Skjuler pessimisme bag humor
”Han er hendes lærer og hun hans tidsfordriv,” fortsætter Woody Allen ufortrødent.

”Indtil de en dag overhører en samtale om en uretfærdig dommer, der har afsagt en forkert dom. Her går Phoenix’ karakter så mere eller mindre amok og planlægger at dræbe denne dommer, fordi han ikke bidrager med noget godt til verden, og den følelse giver Phoenix’ karakter et kick af en anden verden …”

– Må jeg lige stoppe dig her?

”Stop mig alt det, du vil. Jeg er her bare for at svare på spørgsmål.”

– Den beskrivelse, du her kommer med, lyder som en let og lys version af Dostojevskijs Forbrydelse og straf!

”Det er filmen på mange måder også. Men Irrational Man er også noget andet. For nok er jeg ofte et meget pessimistisk menneske, men jeg skjuler det helst bag humor. Hvis man har humor med, så kan man glemme sig selv. Og i min alder er det vigtigt at glemme sig selv og særligt tallene på ens dåbsattest.”

– Vil man kunne sige, at Irrational Man er et koncentrat af dine film de senere år, men med et anderledes syn på menneskers formåen til at smyge sig uden om en forbrydelse?

”Man kan sige så meget.”

– Ville du sige det?

”Jeg vil sige, at jeg er helt bevidst om, at jeg ofte laver film over de samme emner. Jeg synes, temaet om ’forbrydelse og straf’ er vældigt interessant, fordi man med det tema møder mennesker, der bryder med konventionerne for god opførsel. Sådanne mennesker er interessante.”

Værre med alderen

– En stående filmkonvention er jo nærmest, at du laver en film hvert eneste år. Er det, fordi du er disciplineret, eller fordi du simpelthen ikke kan lade være?

”Det er, fordi jeg er angst.”

– For hvad?

”For ikke at være til stede. Du hører om så mange instruktører, der lægger deres film ned eller som skærer det ene eller andet fra. Det gør jeg ikke, for tænk, hvis det var det eneste gode i filmen, jeg klippede væk. Når jeg har skrevet en film, skal den blive sådan. Ellers bliver jeg angst i hele kroppen.”

– Og det er ikke blevet bedre med alderen?

”Nej, nej, nej, tværtimod. Med årene har jeg indset, at hvis jeg havde vidst, hvad Tolstoj sagde, så skulle jeg have stræbt efter noget andet. Tolstoj skriver, at middelklassen er det, der gør livet sandt, og det er også det, Emma Stone opdager i Irrational Man. Men hvad kan jeg gøre ved det ud over at lave en film om det? Intet.”

Livet er fyldt af beskidte emner
– Jeg mangler stadig svar på, hvorfor dine film handler så meget om forbrydelse og straf. Jeg nævner i flæng Små og store synder og Match Point.

”Hvis man holder temaer som forbrydelse og straf op imod hinanden og samtidig tænker det ind i de fleste menneskers – middelklassens – liv, så har du pludselig skabt en universel historie. Så kan du undersøge moral i en virkelig kontekst. Det er det, mine film egentlig handler om: moral. Findes der god eller dårlig moral? Hvordan ser vi os selv i forhold til moral, og hvordan vil vi gerne ses i forhold til andres moral?”

– Og hvad er moral så?

”Livet er fyldt af beskidte emner, og det er dem, der er sjove at undersøge: forbrydelse, straf, drab, smerte og glæde. Disse temaer er frygtelige i virkeligheden, men interessante i kunsten. Her kan man tage de chancer, man ikke altid tør tage i den virkelige verden. I en film kan du forlade din kone på få minutter, men i virkeligheden skal du tænke dig noget bedre om.”

– Og du har ellers haft op til flere koner. Har du turde løbe risikoen i højere grad end de fleste andre?

”Jeg foretrækker at se på det på den måde, at jeg har været uheldig. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, men det virkede ikke. Til gengæld er jeg venner med mine tidligere koner og kærester. På nær Mia Farrow …”

En pr-dame, der ligner mellemtingen mellem en glad klovn og et slangemenneske træder ind i lokalet og fortæller, at det er tid til et sidste spørgsmål.

– Hvorfor er du glad for, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om Phoenix’ filosofiprofessor slipper af sted med en forbrydelse i Irrational Man?

”Fordi det er et spørgsmål. Spørgsmål er langt bedre end svar. De bedste vittigheder har en pointe, men kan også åbne for spørgsmål. Sådan er det også med de bedste film, jeg har set. De får én til at tænke og spørge. Det er sådan, man lærer noget, og det er sådan man glemmer, hvem man selv er i et stykke tid,” smiler filmcirkusdirektør Allen.

Kort efter bliver vi journalister bedt om at forlade det lille direktørkontor i form af det noget trange hotelværelse et sted på filmfestivalen i Cannes. Woody Allen bliver siddende. Klar til at præsentere sine one-liners for det næste hold.