Animation er mere end sjove dyr og prutter

Det er en kliché at kalde kunst for en religiøs oplevelse.

Viborg Domkirke prydes indvendigt af freskomalerier af Joakim Skovgaard, men under Viborg Animation Festival vendes kirken på vrangen, og værkerne kommer til live på facaden.

Selskabet Tumbleheads Inside Out fortæller en 2000 år gammel traver. Men sjældent har den været så episk, som når de storladne billeder kommer til deres levende ret.

Animationerne dyrker kirkens egen form, og Thomas Richard Christensen og Ellen Holcks kombination af klassisk kirkemusik og rytmiske elementer fuldender oplevelsen.

Hellig ro i musik og billeder afbrydes af eksplosive skift, og man mindes om, hvorfor historien stadig bliver fortalt efter så mange år.

Historien bestemmer
Ikke alle animatorer har freskobilleder til rådighed, men valget af form er vigtig for dem alle.

Nogle bruger samme streg hele karrieren, mens andre skifter mellem stop-motion, 2D, 3D og dukker.

Blandt de sidstnævnte er dette års festivalkunstner Tor Fruergaard, som har instrueret Ekko Shortlist-hittet Venus, om et kærestepar på swingerklub, og været medinstruktør på den kontroversielle børneserie John Dillermand.

Den 41-årige instruktør har efterhånden prøvet alle genrer. Hans første film var kultdukkefilmen Zombie Western: It Came from the West, som han lavede på The Animation Workshops kunstnerophold i 2007. Og han har såmænd også skabt en tegneserie ved navn Betsy.

”Historien bestemmer stilen,” fortæller instruktøren, der står bag årets festivaltrailer og får sine film vist i Viborgs biograf.

”I Venus gjorde stop-motion, at man kunne mærke de nøgne kroppe. Og i Zombie Western gør dukkerne, at man føler, noget går i stykker, når de myrdes,” forklarer han.

Tor Fruergaards film er humoristiske, men han har også arbejdet på seriøse projekter. Sidste år hjalp han med animationen på Mikala Kroghs dokumentarserie Scandinavian Star. Han slår gerne et slag for at give det alvorlige og dystre en plads i animation.

”Sjove dyr og prutter er fedt, men det fylder efter min mening for meget i dansk animation. Vi har brug for tragedien, hvis det skal blive rigtig sjovt,” siger instruktøren, der lukker festivalen med en introduktion til yndlingsfilmen Akira søndag aften.

Publikum er performeren
Hvor Tor Fruergaard vælger animationsform til hver nyt værk, bruger andre flere stilarter og endda flere medier i samme værk.

Michelle og Uri Kranot står bag The Hangman at Home, som består af to forskellige VR-værker samt en kortfilm, som har Danmarks-premiere på årets festival.

Alle er de baseret på et digt om, hvad en bøddel tænker på efter sin arbejdsdag.

”Vi er fascinerede af, hvad forskellige medier gør ved oplevelsen,” fortæller Michelle Kranot, der med det første VR-værk vandt priser i både Venedig og Cannes.

I det andet værk, der har titlen We are at Home, bevæger flere brugere sig i historien samtidig. Det har Danmarks-premiere i Viborg til november.

”I kortfilmen er oplevelsen meget kurateret, mens man i det første VR-værk selv bestemmer historiens rækkefølge. I det andet VR-værk påvirkes man af, at man bliver set af andre. Det er et eksperiment, hvor publikum bliver performeren.”

Fra virtuel til live
Selv om festivalen hylder oplevelsen af animation, fungerer et af værkerne som et bevis på kraften i at træde ud i virkelighedens verden.

We Are Real – An Optical Poem er et fusionsværk i Viborg Musiksal, hvor publikum sidder i et mørkt rum, omgivet af sorte klæder.

Bag dem sidder seksten musikere fra Aarhus Jazz Orchestra. Musikerne spiller, imens publikum oplever et VR-værk bestående af simple, farvede former, som bliver mere komplekse i takt med musikken.

”Idéen er at starte med et så blankt kanvas som muligt, hvorefter animationerne langsomt går i gang, så publikum er mest muligt opmærksom på musikken,” fortæller Kirk Johnson, der er leder på projektet.

Undervejs bedes publikum om at tage VR-brillerne af, så det kan afsløres, at man sidder blot en meter fra den nærmeste musiker.

I VR-land er ens blik indstillet til at lægge mærke til hver en detalje. Så når man kommer ud, er musikken og synet af musikerne en stærkere oplevelse. Man lægger mærke til hver en lille bevægelse fra klarinettistens ankel, og kortvarig øjenkontakt med ham føles intimt.

Musikken og VR-animationen er lavet som et samarbejde mellem komponisten Signe Bisgaard og animationsinstruktøren Martina Scarpelli, som arbejder i Viborg og vandt en Ekko Shortlist Award for kortfilmen Egg i 2019.

”Signe og jeg besluttede, at vi ville spejle oplevelsen af corona-lockdown og ikke mindst genåbningen. Man vender sig til det virtuelle, men når man kommer ud igen og oplever noget live, er det med helt nye øjne,” forklarer Martina Scarpelli.