Animation i forunderlig forandring

Animation er ikke ligefrem et medie i stilstand.

Især har arenaen for animation ændrer sig de seneste år. Hvor det før var uløseligt forbundet med store film af studier som Pixar, er det i løbet af de sidste årtier rykket ind i udstillingsverdenen og nu også på de sociale medier.

Et af de største navne inden for animation i dag udstiller nærmest udelukkende på Instagram. Her brillerer han med frastødende animationer af menneskekroppe i uforudsigelige konstellationer med mere end 920.000 følgere i ryggen.

Extraweg kalder tyske Oliver Latta sig, og han er hovedkunstner på Expanded Animation Stage. Det er en udstilling på Viborg Animation Festival, hvor en udvalgt kunstner med særlig betydning for mediets fornyelse inviteres til at udstille med hjælp fra Viborgs stærke animationsmiljø.

Alt er pink i de små rum i Viborgs gamle museum, og det er videoværkerne, der pryder dem, også. Midt i det blanke, sterile univers boltrer nøgne, udtryksløse kroppe sig og opløses i en slags afromantisering af mennesket, der bliver reduceret – eller opgraderet – til materiale.

Et øje knuses i provokerende detaljer, mens kroppe i klaser bliver brugt som en absurd paraply eller fosser ud af en tube. Det er en befriende uhøjtidelig leg med mennesket som et værktøj for kunsten og i særdeleshed for animationen.

Syngende dyr og cyborgs
Ved siden af udstillingen findes Expanded Animation Lab. Her har kunstnere, der ikke kommer fra animationsverden, fået hjælp fra Viborgs talenter til at skabe og udstille animerede videoinstallationer.

Især har den selvbetitlede ”digitale pedel” og direktør for Midtjysk 3D Service Lars Hemmingsen været behjælpelig som animationsekspert på flere af værkerne.

Diversiteten er stor i de fire videoværker. Jens Settergrens The GPS Will Take Me Home er en slags musikvideo, hvor en due synger med robotstemme a la Kraftwerk. Den minder os om det bekymrende, men også imponerende ved, at vi med GPS’er indirekte har skabt en slags cyborg-due.

Kim Laybourns The Significant Other lader et landskab opløse sig, mens David Tobias Bonde Jensens ufuldendte Unnamed forestiller en dissekeret frø, hvis meditative sang på få minutter går fra humoristisk til dybt melankolsk.

”Det er en vigtig del af udstillingen, at værkerne ikke nødvendigvis er færdige. Det er en mulighed for at se processen, for tit udvikler de sig drastisk undervejs både i form og indhold,” siger Kirk Johnson, som er leder af Expanded Animation-projektet.

Orkan af mælk
Det sidste værk i Expanded Animation Lab er et lysende eksempel på, hvad Kirk Johnson taler om. Sophie Hjerls The Man in the Room viser tre ens billeder af den samme mand, der skiftevis tager en morgenkåbe af og på, og sammen med sine kloner fremsiger et Storm P.-citat.

”Covid-19 var slet ikke en faktor, da jeg lavede det, men kort efter kom nedlukningen, og pludselig var der ingen tvivl om, at det er et corona-værk om den absurde ensomhed og repetition, man oplever i isolation. Man står op og tager morgenkåbe på for at tage den af igen, når man går i seng,” siger kunstneren.

”Det er meget foruroligende. Jeg er begyndt at gå og snakke med mig selv,” siger den ene mand i The Man in the Room. ”Jamen, du kan jo lade være med at svare,” siger den anden.

”Jeg oplevede noget lignende, da jeg engang ville lave en model af en by, der lignede New York, og fylde den op med mælk. Pludselig kom orkanen Sandy og fik byens gader til at flyde i virkeligheden. Nogle gange er det livet, der efterligner kunsten,” griner Sophie Hjerl.

Grænseoverskridende VR
Et af de nyeste og mest pulserende områder inden for animation er virtual reality.

Expanded Animations søsterudstilling Khora × Viborg Kunsthal × VAF holder til i byens musiksal, hvor tre stærkt eksperimenterende VR-værker kan opleves.

Som titlen antyder, er det et samarbejde mellem festivalen, Viborg Kunsthal og produktionsselskabet Khora Contemporary, der lader kunstnere fra andre medier udforske VR-teknologi.

Erik Parkers Switchstance Bay er en psykedelisk rejse ind i en farverig skov, mens Christian Lemmerz’ La Apparzione tillader beskueren et smukt og tæt blik på en levende, men blødende Kristus på korset – i guld.

Særligt overvældende er Paul McCarthys C.S.S.C.

Her sidder brugeren ganske stille og har valget imellem en række kortfilm, der udspringer af samme dybt grænseoverskridende møde med to kvinder. Begge går ubehageligt tæt på og forsøger at få din opmærksomhed med spørgsmål og forbandelser, indtil det hele ender i et rædselsvækkende kaos.

Man får lynhurtigt lyst til enten at svare på deres spørgsmål eller flygte, selv om begge dele i praksis er ret fjollet. Et klasseeksempel på virtual realitys opslugende kraft.

Store planer
Udstillingen er også en slags optakt til de kommende tre år, hvor en ny kunstner hvert år skal lave et værk til festivalen. Næste år bliver det den anerkendte, amerikanske installationskunstner Tony Oursler, der især kendes for sit succesfulde samarbejde med David Bowie.

”Desuden arbejder vi på et nyt egnsteater, der skal bevæge sig på grænsen mellem scenekunst, animation og VR,” siger Lars Stentoft, som er direktør for kultur og udvikling i Viborg Kommune.

I kølvandet på Viborgs nye titel som Unesco Creative City er der ingen vej tilbage i byens rejse til at blive et epicenter for eksperimentel animation. Projekterne springer frem overalt.

”Det vildeste, vi arbejder på, er et samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra om at lave en VR-koncert, hvor man oplever en koncert, der spilles live, mens man er i VR. Det er meget ambitiøst, men vi tror på det,” konstaterer festivalleder Jane Lyngby Hvid Jensen.

Expanded Animation-udstillingerne og Khora × Viborg Kunsthal × VAF holder åbent indtil 27. september på henholdsvis Gl. Museum og Viborg Musiksal.