Interview
13. okt. 2015 | 19:00

Animationsduo med vokseværk

Foto | Jens Dahl
Sissel Dalsgaard Thomsen og Tor Fruergaard på animationskontoret, hvor de har arbejdet med swingere og en liderlig teenager, der forvandles til varulv. De planlægger at arbejde med muterede spejdere i fremtiden.

Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen gør comeback på Shortlist efter swinger-succes. Vokseværk tager andenpladsen, mens duoen har planer om en spillefilm til børn om muterede spejdere.

Af Jeppe Mørch

En stopmotion-kærlighedshistorie i en swingerklub med erigerede modellervoks-penisser har været en af de mest succesfulde film i Ekko Shortlists historie.

Nu er makkerparret bag Venus tilbage på listen med en animeret ungdomsfilm om en genert, men parrelysten teenager, der forvandles til vareulv, når liderligheden sætter ind.

Vokseværk er gået direkte ind på andenpladsen af top 10.

”Denne gang udforsker vi maskulin seksualitet og den skamfølelse, man kan have over sin seksualitet som mand. Vokseværk foregår i puberteten, fordi det er der, seksualiteten tager fart,” fortæller manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen.

Spørgsmålet er, om Vokseværk kan overgå Venus, som ligger nummer to på All Time-listen, hvor alle film, der nogensinde har været på listen, er rangeret.

Det tvivler Tor Fruergaard på.

Venus har bare nogle andre tangenter at spille på i forhold til en hitliste. Modellervoks og swingerklub sælger sig selv. Men personligt er jeg enormt glad for Vokseværk, det er et skridt op ad i min karriere. Jeg kan mærke min egen personlige stemme som filmskaber i den,” siger han.

Unik kastrationsscene
Vi sidder på animationskontoret på Vesterbro i København, som Tor Fruergaard deler med andre filmskabere.

Her roder han med skitser, små figurer, som man måske kommer til at se i en kommende animationsfilm, og Filia-farvekridt, mange nok vil huske fra folkeskolen.

Både i voksenanimationen om swingere og i fortællingen om ungdommelig forvirring spiller sex en stor rolle.

I Vokseværk opdager den forsigtige teenager Fabian sin seksualitet, da han bladrer i et pornoblad. Men han kan ikke styre sine drifter, og samtidig manifesterer den hankøn-forskrækkede mor en meget reel kastrationsangst. Filmen blander ungdommens usikkerhed med det groteske.

”Vi har nogle unikke billeder i Vokseværk, som man ikke har set før i en animationsfilm. Vi laver en kastrationsscene, som kun kan være med, fordi det er animation, hvor tingene bare bliver opfattet på en blidere og mere humoristisk måde,” fortæller Tor Fruergaard.

”Animation gør noget særligt. På en måde bliver det hele mere eventyrligt, og meget kommer til at stå som metaforer. Derfor bliver en varulv et fint billede på en ustyrlig seksualitet,” mener Sissel Dalsgaard Thomsen.

Svært med animation til voksne
Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen kunne godt tænke sig, at man også kunne bringe noget grænseoverskridende eller risikofyldt ind i børnefilm – uden det nødvendigvis skal være kastrationer eller kønsorganer af modellervoks.

Men i biografen er langt de fleste animationsfilm til børn, og hvis der laves animation til voksne, så er det oftest rendyrkede komedier eller satire.

”Det er en af mine store kæpheste, at forståelsen af animation herhjemme skal bredes ud. Mit udgangspunkt er, at man kan fortælle alle slags historier til alle målgrupper gennem animation,” siger Tor Fruergaard og tilføjer:

”Men det er op ad bakke at få finansieret en animationsfilm til voksne i Danmark. Så jeg håber i første omgang, at man vil se børnefilm med andet indhold end det, vi er blevet vant til.”

En dildo i røven
Sissel Dalsgaard Thomsen genkender et ensformigt tilbud af underholdning til børn.

”Tidligere har Danmark haft en tradition for at tage svære emner op i film til børn. Nu er det blevet lidt for pænt og poppet,” mener hun.

”Det er ikke, fordi børnefilm skal være politisk korrekte på en måde, hvor man sætter sig i rundkreds og snakker om problemerne. Men man bliver nødt til at forholde sig til børnenes virkelighed. For den kan være virkelig uskøn.”

For de lidt ældre børn ser man heller ikke særlig stor diversitet, mener Tor Fruergaard.

Terkel i knibe blev en bombe, der har påvirket de senere animationsfilm. Så kan man give én en dildo i røven, mens han står og råber. Jeg savner, at der kommer nye historier frem.”

Mutantspejdere
Ønsket om bedre animation til børn har fået makkerparret til at brygge på et spillefilmprojekt, som dog endnu er i sin spæde udviklingsfase.

Makkerparret bliver energiske, når de skal sætte ord på idéerne bag projektet.

”Det bliver en monsterfilm for børn,” forklarer Sissel Dalsgaard Thomsen, inden Tor Fruergaard tager over.

”Jeg kan godt lide at kalde det body horror for børn,” siger han, hvorefter manuskriptforfatteren kommer med en tagline:
”Det bliver Cronenberg – til børn!”

”Ja, lidt ligesom Fluen eller The Thing,” fortsætter Tor Fruergaard. ”Det er tænkt som en spillefilm til børn, men nok ikke for de mindste børn. Det handler om en overvægtig pige, som bliver sendt på en spejderlejr. Hun har lidt svært ved … ”

”Hun er en virkelig dårlig spejder,” bryder Sissel Dalsgaard Thomsen ind.

”Ja, hun er en outsider. Lige ved siden af spejderlejren er et atomkraftværk, som på et tidspunkt smelter ned. En atomsky spreder sig så ud over spejderlejren, og alle skriger af smerte, mens de begynder at mutere,” forklarer Tor Fruergaard.

”De bliver så til forskellige mutantspejdere. Den snobrødsansvarlige spejder forvandles til et dej-monster, der hæver. Vores outsider har været nede i et fangehul for uduelige spejdere, og hun må ud og kæmpe mod mutanterne.”

Hejser ikke det hvide flag
At lade en masse unge spejdere fange i en atomkatastrofe lyder måske ikke ligefrem børnevenligt. Men duoen har en stærk tro på, at børn kan tåle mosten.

”Jeg tror godt, man kan slå en hel spejderlejr ihjel, uden det bliver et problem. Hvis det sættes ind i en fortælling, der vil børnene noget, så skal det nok brænde igennem. Og så tror jeg også, de voksne vil blive underholdt,” siger Tor Fruergaard.

– Er det tænkt som en børnefilm, fordi I har erkendt, at man ikke kan lave en animationsspillefilm til voksne i Danmark?

”Det ville være at vifte med det hvide flag, hvis vi erkender det fuldstændigt. Men der er ingen tvivl om, at det vil være meget svært at få finansieret en animeret spillefilm til voksne om et vildt makabert emne.”

”Dette projekt er tænkt som en børnefilm, men er inspireret af film for voksne. Og det vigtigste for mig er, at det, vi laver, har kant. Jeg har slet ikke en modvilje mod at lave børnefilm,” svarer Tor Fruergaard, og Sissel Dalsgaard Thomsen stemmer i:

”Det er et projekt, som vi virkelig har lyst til at lave. Jeg kigger ikke rigtigt på, om det er til voksne eller børn. Jeg fokuserer mere på tematik og historien. Hvis jeg synes, vi har fat i en historie, som er vigtig at fortælle, så er det ligegyldigt, hvem målgruppen er.”

Forskellige temperamenter
Makkerparret har indtil videre arbejdet sammen på tre kortfilm, og de har opnået så stor succes, at de altså nu drømmer om et spillefilmsprojekt.

”Når man skriver til animation, kan man skabe, hvad man har lyst til. Der er selvfølgelige begrænsninger, når det kommer til budgettet. Man kan ikke lave uendelige locations eller karakterer. Men det er ligegyldigt, om historien foregår på Månen eller i Fårevejle. Man kan lade fantasien gå amok,” fortæller Sissel Dalsgaard Thomsen.

– Hvordan fungerer jeres samarbejde?

”Vi har lidt forskellige temperamenter. Jeg kan godt være meget fandenivoldsk og insistere på at gå i én retning. Og så spørger Tor gerne: ’Men hvad med følelserne?’ Det giver en god balance,” mener Dalsgaard Thomsen.

”Sissel sagde engang, at hun var manden i forholdet, og at jeg var kvinden. Men jeg tror, vi begge har det fandenivoldske i os. Jeg synes bestemt også, det er sjovt at arbejde med sex og kastration. Jeg vil ikke kun have pussenuttede elementer med, det må gerne være grotesk,” uddyber Fruergaard.

Porno og provokation
Men på Den Danske Filmskole fandt Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen ud af, at der trods alt er en grænse for det grænseoverskridende.

Fruergaard dimitterede fra Filmskolen i 2010 med Venus, og under tilblivelsen af swingerfilmen løb han og manuskriptforfatteren ind i problemer.

”I en afgørende scene rider den kvindelige hovedkarakter en mand, og så kommer kæresten ind og ser hende. I manuskriptet stod, at hun bliver taget bagfra, mens hun sutter den af på en anden. Lærere på Filmskolen syntes, at det var over grænsen,” siger Sissel Dalsgaard, og Tor Fruergaard fortsætter:

”Jeg kunne godt se, hvad de mente. Hvis den her nøglescene blev til ren porno, så ville nogle måske stå af. Jeg kan rigtig godt lide, at filmen er provokerende og stikker til nogle ting. Men man skal finde en balance.”

Venus som tv-serie
Det skorter ikke på projekter for de to i fremtiden, og spejdermutant-projektet bliver ikke det næste, de kaster sig over.

Tor Fruergaard er i gang med at lave en tv-serie om et animeret madunivers for børn til DR Ramasjang sammen med Malene Rykær. Og Sissel Dalsgaard Thomsen har været med omkring udviklingsarbejdet af Lars von Triers kommende tv-serie, The House That Jack Built.

”Det var noget af det fedeste, jeg har været med til i min karriere,” som hun siger.

Nu arbejder hun på at videreudvikle universet fra Venus til en tv-serie med levende skuespillere. Projektet har fået titlen Fru Hansens kælder, og Dalsgaard Thomsen er hovedforfatter, mens hendes mand, Jens Dahl, skal være konceptuerende instruktør.

Serien er i udvikling hos New Danish Screen på Det Danske Filminstitut, og holdet er i dialog med TV 2.

”Serien er centreret omkring det unge par Sara og Tommy. De elsker hinanden højt, men der er den lille hage, at hun er ret promiskuøs, og det ved han ikke,” fortæller Sissel Dalsgaard Thomsen.

”Da han arver en villa på Frederiksberg og snakken om familie og fremtid bliver seriøs, beslutter hun sig for at lægge sidespringene på hylden. De flytter ind i villaen blot for at opdage, at der ligger en sexklub i kælderen – på en uopsigelig lejekontrakt.”

Kommentarer

Tor Fruergaard

Født 1980 i Aarhus.

Instruerede i 2005 kortfilmen It Came From the West med manuskript af Sissel Dalsgaard Thomsen.

Gik på animationslinjen på Den Danske Filmskole 2006-2010 og dimitterede med Venus.

Vokseværk er produceret med støtte fra talentordningen New Danish Screen.

Arbejder på en tv-serie til DR Ramasjang.

Sissel Dalsgaard Thomsen

Født 1979 i Herlev.

Dimitterede fra Super16 som manuskriptforfatter til Heiðrik á Heygums Skyld.

Har skrevet manuskript til Venus, Et dukkehjem, Natasja Jensen og Vokseværk, der alle kan ses på Ekko Shortlist.

Arbejder sammen med sin mand, Jens Dahl, på tv-serien Fru Hansens kælder, der videreudvikler swinger-universet fra Venus med rigtige skuespillere.

Har samarbejdet med Lars von Trier om hans kommende tv-serie The House That Jack Built.

Er horrorfan og har præsenteret fem skræmmende horrorfilm på Ekkos hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko