Animationsfest med vildt program
Viborgs middelalderlige domkirke får sin facade prydet med levende billeder i aftenmørket. Sådan forenes byens to varemærker: det historiske centrum og det kreative animationsmiljø.
Det sker om blot to uger, hvor Viborg Animation Festival løber af stablen fra 27. september til 3. oktober. Også i år dækker Ekko festivalen med en udsendt kritiker.
Hele uge 39 står i animationens tegn. Det sker med en myriade af forskellige arrangementer, der tæller workshops, koncerter, kunstudstillinger, foredrag – og selvfølgelig masser af film.
Programmet byder på oplevelser for både børn og barnlige sjæle, mens aftenerne hovedsageligt er møntet på voksne deltagere.
Der er mange interessante visninger, ikke mindst Disney-filmen Raya og den sidste drage til det yngre publikum og Jonas Poher Rasmussens prisbelønnede flygtninge-dokumentar Flugt for voksne.
Adam og Eva Braun
Der er under festivalen en særlig kunstudstilling at finde i Viborg Kunsthal.
Den amerikanske kunstner Paul McCarthy har premiere på sin nyeste udstilling med den bevidst provokerende titel: A&E VR Experiment Adolf/Adam and Eva/Eve.
Museumsgæsterne iklædes virtual reality-briller og bliver derfor en del af filmen, hvori McCarthy selv spiller Hitler – eller klodens første menneske. Skuespilleren Lilith Stangenberg har rollen som det kvindelige modbillede.
På billeder fra den virtuelle film kan man se en kvabset Adam med Hitler-overskæg og hvide sokker op til knæene. Han render nøgen rundt i et goldt ørkenlandskab. Andre steder ligger figuren død på jorden med blod løbende fra hovedet. Tager man så brillerne af, er man stadig i østfløjen i Viborg Kunsthal.
McCarthy er berygtet for sine skulpturer som det 24-meter høje juletræ på Place Internationale i Paris, der umiskendeligt lignede en stor, grøn butt plug og derfor blev hærget.
Westernsucces fra Midtjylland
Claus Toksvig og hans animationsselskab Nørlum, der har hjemme i Viborg, har co-produceret den fransk-danske Calamity Jane – Vestens vilde datter. Sidste sommer vandt filmen hovedprisen på verdens største animationsfestival i franske Annecy.
Filmen handler om den handlekraftige cowboy-legende Calamity Jane og hendes opvækst i det vilde vesten. Toksvig præsenterer på festivalen animationsfilmen og fortæller om internationalt samarbejde på tværs af landegrænser, mens han deler ud af sin viden om animationsverdenen.
Han har et godt kendskab til The Animation Workshop, byens stolte animationsskole, for han er selv tidligere elev. Han har sagt, at Calamity Jane – Vestens vilde datter ikke ville have haft så stor succes uden hoben af talent i byens animationsmiljø, som er i verdensklasse.
Jazz og Stegelmann
ANIMOK er festivalens initiativ specifikt målrettet børn og unge. Skolebørn kan på festivalen indsende og se deres animationsfilm til en særlig visning i biografen Fotorama.
Unge med flair for animation kan deltage i tre dages workshop, hvor der skabes en musikvideo til bandet Superscum. Det kulminerer i, at bandet giver koncert på baren Ølluminati.
Og fredag den 1. oktober om aftenen afholdes en prisuddeling, der skal hylde deltagerne. I hele syv kategorier fra spillefilm til elevfilm udnævnes der en vinder, hvis værk er blevet vist i løbet af festivalen.
Der er også en virtual reality-koncert med Aarhus Jazz Orchestra og oplæg om spilverdenen, blandt andet med Jakob Stegelmann, der er kendt fra Troldspejlet og som fast skribent i Ekko.
Fruergaard viser Akira
Årets kunstner er Tor Fruergaard, der har skabt festivalens plakat og animerede trailer. Han vil vise et udpluk af sine film, holde oplæg og præsentere sin yndlingsanimationsfilm, Akira, der får en særvisning på festivalens sidste aften.
Både på festivalen og hos Ekko har Tor Fruergaard en høj stjerne. På Viborg Animation Festival lavede han i 2007 splatterdukkefilmen ZombieWestern til en workshop, og siden er kortfilmen blevet kult i flere lande.
Hans swingerdrama med voksdukker, Venus, ligger på en imponerende sjetteplads på Ekko Shortlist, hvor der er over 1250 film. Efterfølgeren Vokseværk, der også kan ses på Ekkos onlinehitliste, blev nomineret til en Robert.
Hele ugen er der foredrag og diskussioner om animationens tekniske muligheder og branchens fremtid. Vi tør godt love, at festivalen i sit tiårs jubilæum vil markere Viborg som et hovedsæde for animation i Europa.
Trailer: Viborg Animation Festival
Viborg Animation Festival
Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.
Danmarks største animationsfestival.
Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.
Finder sted 27. september – 3. oktober
Kommentarer