Animeret paranoia

Metropia er en sær film.

Sær i sit kafkaske plot, hvor de mange gåder kun langsomt går op. Og sær i sit animerede udtryk, som ikke helt ligner noget, man har set før. Ansigternes proportioner er let forvredne, men fotografisk præcise. De dystopiske omgivelser er realistiske med et strejf af karikatur.

Filmen er 38-årige Tarik Salehs debutspillefilm, og den svenske instruktør, der har en fortid som graffitimaler i Stockholms undergrundsmiljø, har haft held med at få internationale skuespillere med som stemmer på rollelisten: Vincent Gallo, Juliette Lewis og Udo Kier, foruden de svenske stjerner Stellan og Alexander Skarsgård.       

Mistænkelig shampoo
Filmen foregår i 2024, hvor klimakatastrofen er total, og alle ressourcer opbrugt. Verden er et dystert sted, regeret af den ondsindede oligark Ivan Bahn og hans gigantvirksomhed Trexx, der kontrollerer det enorme metronet – kontinentets eneste transportmulighed, som forbinder Europas storbyer.

Den uanseelige kontormus Roger holder fast i den skandinaviske drøm og cykler til arbejde. Men en dag går hans tohjulede i stykker, og han ser sig nødsaget til at tage metroen, hvor han får øje den smukke Nina, hvis ansigt pryder de allestedsnærværende reklamer for den mistænkeligt populære shampoo Dangst.

Roger trodser den underlige stemme, han hører i sit hoved, og følger efter drømmekvinden. Snart hvirvles han ind i en ulige kamp mod konspiratoriske kræfter, der stræber efter verdensherredømmet.

Født af ulykkelig kærlighed
–Tarik Saleh, den københavnske metro er et noget suspekt sted i din film. Hvad er det for en dårlig oplevelse, du har haft i vores metro?

”Jeg elsker metroen, jeg er metro-fetichist! Og jeg synes faktisk, den københavnske metro er rigtigt smuk. Men kærligheden har ikke altid været gensidig, og jeg nød i fulde drag at få lov til at smadre den københavnske metro i filmen!”  

– Hvad mener du selv, Metropia handler om?
 
”Som alle andre science fiction-film handler den selvfølgelig om den frygt og det håb, vi står over for i nutiden. Men for mit eget vedkommende begyndte jeg arbejdet med filmen, da jeg lige var kommet ud af et forhold gennem syv år. Jeg følte, at jeg blev kastet ud i en verden, jeg ikke kendte. Når man er i et forhold, lever man meget beskyttet fra verden. Og jeg oplevede, at folk og mange ting faktisk havde ændret sig. Tag bare alle de sociale medier.”

– Så Metropia er født ud af ulykkelig kærlighed?

”Ja, og da jeg mødte verden, fandt jeg ud af, at vores tid er defineret ved, at fjenden ikke ligger uden for os selv, men at fjenden for mange – ikke mindst unge mennesker – er den person, man ser i spejlet hver morgen. Jeg tror ikke, George Orwell i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at folk i dag ville græde, når de blev smidt hjem fra et tv-show. Det værste, man kan sige til unge mennesker i dag, er, at alle er totalt ligeglade med dem.”  

Irrationelle magtstrukturer
– Du har sagt, at konspirationer giver livet mening. Hvad mener du med det?

”Følelsen af, at ting hænger sammen, giver mening. Jeg troede selv på konspirationer, indtil jeg lavede en dokumentarfilm om Guantánamo og fandt ud af, at der ikke findes konspirationer. Og det var en skuffelse. Jeg håbede, at nogle havde en større plan med det hele, og det var virkelig skræmmende at finde ud af, at der ikke er nogen plan. At magthaverne tager beslutninger ud fra impulser og kompromisser. Jeg vil gerne vise med Metropia, hvor irrationelle magtstrukturer faktisk er.”

– I filmen er Europa forbundet, uden at der er kommet noget nævneværdigt godt ud af dét. Kan man læse Metropia som en anti-EU-film?

”Nej. Jeg er for EU, fordi jeg er meget anti-nationalistisk. Den måde, man er nationalist på i dag, er åndssvag. Når folk siger, de er stolte af at være svenske … hvorfor? Hvorfor er du stolt? Det er et tilfælde, at du er svensk! Du bliver nødt til at udrette noget for at være stolt.”

”EU er et godt politisk projekt med en masse problemer. Men i Metropia er problemet, at politikken er overtaget af kommercielle interesser med Ivan Bahn i spidsen.”

– Nogle ville kalde filmen for antikapitalistisk venstrefløjspropaganda.

”I dag bliver kapitalismen nærmest beskrevet som en naturlov. I min film vil jeg gerne beskrive en verden, hvor frihed bliver ophøjet som livets mening i sig selv. Det er noget pis! Hver gang man får et valg, får man også et mindre angstanfald. Jeg vil gerne have valgene, men friheden er ikke uproblematisk. Alle de mennesker, der søger ind i sekter og religiøse grupper i dag, gør det for at flygte fra de endeløse valg.”

Nutidens tankekontrol
– Du bruger remedier, der er så klassiske, at de kan ligne en slags metakommentar til paranoia-genren. En shampoo med indoktrinerende virkning, et tv, der bliver brugt til overvågning. Er der en ironisk distance i Metropia, eller er du 100 procent oprigtig? 

”Jeg kan huske første gang, jeg brugte skælshampoo. Jeg havde aldrig haft skæl før – men fik det efter at have brugt skælshampooen. For nylig begyndte jeg at drikke en masse kaffe. Og jeg har aldrig været så træt som nu!”

”Jeg er helt oprigtig i forhold til at sige, at tankekontrol kommer i andre og mere udspekulerede former i dag. Nutidens fascister kan holde flotte taler om det forfærdelige i holocaust, men det er de selvsamme typer, der ville have deltaget i det dengang.”

– Hvem er det?

”I dag bliver mange af de største forbrydelser begået af store virksomheder. Jeg har en ven, der hjælper store virksomheder, når de er i krise. Han hjalp Shell under Brent Spar-krisen, og han fortalte noget meget interessant. Når Shell talte internt, snakkede de om ’deres lande’, og om at de ’var ofre for deres egen storhed’. Det er et Napoleon’sk sprog.”

Dogville en inspiration
– Kritik af overvågning og autoritære magtstrukturer har været behandlet af kunsten mange gange før. Hvad kan du tilføje til diskussionen?
 
”I 1984 og Processen er hovedpersonerne ofre. Jeg vil gerne have, at folk indser, at vi i dag alle sammen deltager i den måde at leve på. Vi higer efter at blive set, efter at blive overvåget.”   

– Hvad var dine inspirationer til filmen ud over Kafka og Orwell?

”Visuelt tænkte jeg meget på en maler som El Greco. Jeg kan godt lide, at det virker, som om El Greco misforstod renæssancen. Det er ikke som med Dalí, der bevidst forvrængede ting.”

– Hvilke film inspirerede dig?

”Lars von Triers Dogville var en stor inspiration. Den viser, hvad filmskabelse handler om: At få folk til at tro på noget, som ikke er der. Det er hypnose, abstraktion.”

”Men også Rumrejsen år 2001. Jeg kan godt lide, at man skal vente i lang tid, før man når til kernen. Jeg er blevet kritiseret for, at plottet starter for sent i Metropia, men jeg er stor fan af film, hvor jeg bliver holdt hen i det uvisse i lang tid – så længe at jeg kan stole på, at svarene kommer. Kommer svarene ikke, bliver jeg virkelig tosset!”

Drømmestemning
– Hvilken stemning ville du gerne opnå med den specielle animationsstil?

”Jeg ville gerne skabe en drømmestemning – en følelse af, at du genkender folk og stederne, men at det alligevel ser lidt anderledes ud. Mit mål er, at når folk står på Nørreport efter at have set filmen, så tænker de, ’nå ja, den del havde jeg aldrig lagt mærke til før.’”

– Man ser en del nyskabelse i animationsgenren i disse år – bare tænk på Waltz with Bazir og Fantastic Mr. Fox. Hvad tror du, det skyldes?

”Computerteknikken har gjort det for animationsgenren, som DV-kameraet gjorde for dogmebevægelsen. Men den største revolution sker med publikum. Jeg tror, at publikum i fremtiden bliver ligeglad med, om en film er animeret eller ej. Avatar er et stort skridt i den retning. Mange af karaktererne er animerede, men man ser den ikke som en animationsfilm. Waltz with Bazir er en af de bedste dokumentarfilm i de sidste ti år. Man kan sige mange gode ting om den som animationsfilm, men som dokumentarfilm er den et mesterværk.”

– I Danmark bliver Metropia vist i to biografer. Hvordan er markedet for dystopiske sci-fi-animations-thrillere i Sverige?

”Det er forfærdeligt! Men man laver ikke en film som Metropia, hvis man vil være et box office-hit. Jeg genså A Clockwork Orange forleden, og den ville stadig være årets bedste film i 2010. Så jeg håber, at man om ti år vil kigge tilbage på Metropia og sige, den film betyder faktisk noget.”

Metropia har premiere den 10. juni 2010 i Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus.