Nekrolog: Anita Ekberg

Anita Ekberg døde i formiddags på et hospital i Rom.

Hun vil blive husket som den eftertragtede, katteglade berømthed Sylvia, der midnatsbader i Trevi-springvandet i Federico Fellinis La dolce vita. Og som pressekær pinup-pige i Hollywoods guldalder.

Ekberg blev født i Malmø 29. september 1931 og var sjette af otte børn. I teenageårene arbejdede hun som fotomodel, og i 1951 vandt hun en skønhedskonkurrence som Fröken Sverige.

Den kronede skønhedsdronning brugte sejren som springbræt til at forfølge stjernedrømmen i Amerika.

Senere på året var hun en af finalisterne ved Miss Universe-konkurrencen og blev tilbudt en kontrakt med Universal Studios.

Her skulle producenten Howard Hughes efter sigende have bedt hende ændre både næse, tænder og navn. Det nægtede hun. Om sit navn svarede hun: ”Hvis jeg bliver berømt, lærer de at udtale det. Hvis ikke, kan det være lige meget.”

Stor i sladderbladene
Som birolleskønhed spillede Anita Ekberg over for datidens stjerner som John Wayne, Henry Fonda og Rock Hudson og en stribe komedier med Dean Martin. I løbet af 1950’erne arbejdede hun sig op fra statist til kvindelig hovedrolle, men hvad kvalitetsfilm angår, var der langt mellem snapsene.

Rollen som eksotisk forførerske spillede hun også i pressen, hvor hendes slibrige kærlighedsliv gjorde hende til en sladderbladsfavorit – ikke altid med hendes gode vilje. I 1960 truede hun paparazzi-fotografer med bue og pil.

Filmkarrieren blev suppleret af modeljobs, og som en af tidens største pinup-piger var hun et opsigtsvækkende sexsymbol.

Det vidner hendes roller også om: På plakaten til westernfilmen Valerie står der: ”She’s too much woman for one man to handle!” Og thrilleren Screaming Mimi blev markedsført som: ”The strip-tease murder case!”

Fellinis drømmekvinde
Det var de samme kvaliteter, den italienske instruktør Federico Fellini så i hende, da han castede hende som den svensk-amerikanske verdensstjerne og uopnåelige drømmekvinde Sylvia i La dolce vita.

Marcello Mastroianni spiller den frustrerede tabloidjournalist, der må løbe hurtigt for at holde trit med hendes flygtige indskydelser på en nattetur rundt i Roms gader.

Turen ender med filmens mest berømte scene, da hun går ud i Trevi-springvandet og stiller sig under det faldende vand og kalder kælent på Marcello. Han vader langsomt ud til hende, kærtegner luften omkring hende og kysser hende – næsten.

Filmen vandt Guldpalmen i Cannes og banede vejen for Fellinis internationale karriere. Den står som det eneste mesterværk på Ekbergs cv.

Bizar rolle i sexkomedie
Samarbejdet med Fellini gentog hun med sin mest bizarre rolle i sexkomedien Boccaccio ’70 fra 1962, hvor hun spiller en kæmpeplakat – af sig selv – der bliver levende.

Noget tilsvarende skete året efter i From Russia With Love, hvor James Bond bliver ført hen til en gigantisk plakattavle for hendes forglemmelige komedie Call Me Bwana. Bag hendes mund er der en lem, og da skurken åbner den bliver han skudt.

”She should have kept her mouth shut,” erklærer Connery tørt.

Som sexsymbol blev det imidlertid stadigt sværere for Ekberg at arbejde i Hollywood, efterhånden som hun nåede op i 30’erne. Da hendes første ægteskab gik i vasken, begyndte hun at arbejde stadig mere i Europa.

Efter hendes andet ægteskab endte i skilsmisse i 1975, flyttede hun til Italien, hvor hun boede indtil sin død.

Gensyn med Mastroianni
Anita Ekbergs sidste opsigtsvækkende rolle kom i Fellinis metafilm Intervista fra 1987, hvor hun ser La dolce vita sammen med Mastroianni, og hvor de genopfører deres scener fra filmen.

Det er et vemodigt øjeblik, hvor kontrasten mellem ungdommens vitalitet og den falmede skønhed i livets efterår er slående.

Den sidste halvdel af Ekbergs liv boede hun alene med sine hunde i en villa uden for Rom. ”Jeg har aldrig villet have børn, min familie er mine hunde.”

Et skrantende helbred satte definitivt en stopper for skuespilkarrieren umiddelbart efter årtusindskiftet, og da indbrudstyve begik hærværk mod huset for nogle år siden, havde hun ikke råd til at reparere skaderne.